Havbrugsaktivist: Opdrætsindustrien skaber flere fødevareudfordringer, end den løser

En rapport fra tidligere i år afslørede, at den norske lakseindustri årligt bruger omkring to millioner ton vildtfanget fisk som foder i deres produktion. En betydelig del af denne mængde kommer fra regioner som Vestafrika, hvor fødevareusikkerheden er på det højeste i ti år.

Rapporten anslår, at produktionen af fiskemel og -olie til norsk akvakultur kræver den samme mængde fisk, som ville kunne sikre den årlige anbefalede mængde fisk til op mod fire millioner mennesker i Vestafrika.

Brødføder de rigeste

Akvakulturindustrien proklamerer ofte, at de bidrager til at løse udfordringen med at brødføde verdens voksende befolkning.

Her er det vigtigt at huske på, at opdrætslaks primært sælges i højindkomstlande med en tilsvarende høj grad af fødevareforsyning, og at de vildtfangede fisk, som bruges til foder, oftest stammer fra lavindkomstlande med en tilsvarende lav grad af fødevareforsyning.

Opdræt af fisk fjerner ikke trykket fra de vilde bestande.

Johan Flyvbjerg
Grundlægger, Ingen burfisk i havet

Så ja, akvakultur bidrager til at brødføde en bestemt del af verdens voksende befolkning på bekostning af en anden.

Men er det ligefrem en bæredygtig industri, som de selv hævder? En bæredygtig udvikling er, ifølge Brundtland-rapporten fra 1987, "en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare".

Hvis industrien bliver ved med at vokse, som prognoserne forskriver, vil det kræve flere vildtfangede fisk for at mætte en befolkningsgruppe, som i forvejen har rigeligt, og prisen vil være, at dem, der i forvejen har lidt, i fremtiden vil have mindre.

Opdræt af fisk ender derfor ikke med at fjerne trykket fra de vilde bestande, men derimod presse de vilde bestande yderligere i den forkerte retning. Det er hverken nødvendigt eller bæredygtigt.

Et dårligere produkt

Opdrætsindustrien er i følge dem selv med tiden blevet bedre til at udnytte potentialet i foderet, hvilket er glædeligt.

Man bruger begrebet Fish In Fish Out (FIFO) til at beregne, hvor mange kilo vildtfanget fisk der bruges på at producere et kilo opdrættet laks. Der er ikke konsensus om et egentligt tal, da industrien ikke deler denne information velvilligt. Men der er bred enighed om, at det stadig i dag kræver mere end et kilo vildtfanget fisk for at producere et kilo opdrættet laks.

Det er ikke alene dårligt for folkesundheden, det er også dårligt købmandskab.

Johan Flyvbjerg
Grundlægger, Ingen burfisk i havet

Som biolog Jørgen Rabøl skrev i et debatindlæg i 2014: "Det svarer til at fodre køer med grise."

Om som om det ikke var nok, føjer industrien spot til skade ved at skabe et ernæringsmæssigt dårligere produkt.

I en artikel, som kigger på de næringsstoffer, man finder i vildtfangede og opdrættede fisk, fastslår forskerne, at der er større næringsmæssig værdi i de vildtfangede fisk, som bruges til foder, end i opdrætslaksen, som er det endelige produkt.

Det fremgår af artiklen, at størsteparten af de fiskearter, som bliver brugt til foder, indeholder tilsvarende eller større mængde og variation af mikronæringsstoffer end opdrættet laks.

For eksempel indeholder vildtfanget fisk fem gange mere calcium, fire gange mere jod og halvanden gange mere jern, omega-3, B12-vitamin og A-vitamin, end opdrætslaks gør. Det er ikke alene dårligt for folkesundheden, det er også dårligt købmandskab.

Nye vinde i akvakultursektoren

Heldigvis blæser der nye vinde i akvakultursektoren. Opdræt i landbaserede anlæg vinder frem, og selvom landbaserede anlæg ikke er en "magic bullet", der løser alle problemer med et fingerknips, er der bedre takter i deres tilgang end i havbrug.

I landbaserede anlæg kan man kontrollere eventuelle sygdomsudbrud samt forhindre kontakt med vilde fisk. Derudover er der mulighed for at håndtere næringstofudledningen, oprense den og skille sig af med det på en forsvarlig måde.

Akvakultur er formentlig kommet for at blive.

Johan Flyvbjerg
Grundlægger, Ingen burfisk i havet

En virksomhed i Danmark, som opdrætter laks på land, undersøger i skrivende stund muligheden for at bruge insektmel i foderet, som en måde at reducere indholdet af soya, fiskeolie og fiskemel. Det løser som sagt ikke alle problemerne på en gang, men det tager nogle skridt i den rigtige retning. 

Og selvom man kunne ønske sig en verden, hvor havet var i balance og fiskebestandene sunde og robuste, er akvakultur formentlig kommet for at blive.

Den realistiske løsning er derfor ikke nødvendigvis en verden uden akvakultur, men mit håb er, at det bliver en verden med en fornuftig og ansvarlig akvakulturindustri. En industri, som ikke ødelægger havmiljøet, truer vilde fiskebestande og eroderer fødevareforsyningen for folk, som i forvejen lever udsat. En akvakulturindustri, som rent faktisk er bæredygtig i navn såvel som i handling.