Her er de fem fortællinger, der vil kæmpe om den grønne dagsorden i valgkampen

Den første kamp handler om landbruget, men set igennem fortællingen om det danske land.

Konflikten har længe stået mellem konkurrenceevne og klima- og miljøambitioner, ofte konkretiseret i diskussioner om CO2-afgift og kompensation.

I denne valgkamp bliver debatten mere jordnær. Svin, dyrevelfærd, arealanvendelse og kvælstofudledning er ikke blot tekniske spørgsmål, men symboler på hvordan vi bruger vores land og natur.

I tidligere valgkampe handlede klima om ambitioner og mål. I den kommende valgkamp handler den grønne dagsorden om fortællinger.

Anna Ebbesen

Efter særligt det seneste års kritiske dækning er svineproduktionen ikke længere et entydigt billede på dansk effektivitet.

Når debatten flyttes fra reduktionsmål til konkrete billeder af sammenstuvede dyr og fedtemøg, handler den ikke kun om tal, men om værdier.

Er landbruget en presset kulturarv, der skal beskyttes, eller en industri, der skal reguleres hårdere?

Konflikten bliver en kamp om, hvem der får lov at definere landbrugets rolle i den grønne omstilling. Meget tyder på, at det her valg kan blive et regulært svinevalg, da svinene også har en aktie i et andet centralt emne, nemlig drikkevand.

Drikkevandet er et andet centralt omdrejningspunkt. Forureningssager har vist, hvor effektivt drikkevand kan koble landbrug, miljø og sundhed i én konkret hverdagserfaring. Det er en sag, der er svær at afvise.

De globale klimamål er svære for de fleste at vurdere, men man kan forholde sig til, om ens vand er noget, man måske bliver syg af.

Samtidig er det svært for blå blok at blive ved med at ignorere, at der løbende kommer nye tal, som påpeger, at det er langt dyrere at rydde op efter landbruget end at sætte ind over for det.

Drikkevand fungerer derfor som et kile-emne. Det kan bryde traditionelle blokskel og gøre vælgere mere åbne for regulering, fordi forureningen opleves som direkte og personlig – uanset hvad man ellers måtte mene om landbruget.

Hvis den fortælling får overtaget, kan debatten flytte sig fra byrder for erhverv til beskyttelse af borgerne.

Omvendt vil modinteresser søge at teknificere problemet og kaste tvivl om den direkte sammenhæng, for at undgå en bred “forurener betaler”-ramme.

Kampen bliver ikke kun om reguleringens omfang, men om problemets karakter.

Elektrificeringen og energiinfrastrukturen udgør en tredje konflikt. Danmark skal øge elproduktionen markant, hvis både klimamål, grøn industri og elektrificering skal realiseres.

Det betyder flere solparker, flere landvindmøller og store investeringer i elnettet. Men energiprojekter er ikke kun tekniske løsninger – de er også politiske symboler.

Begrebet “jernmarker” har vist, hvor effektivt grøn infrastruktur kan rammesættes som et indgreb i lokalsamfund og landskaber. Alternativt kan investeringerne fremstilles som forsyningssikkerhed og økonomisk robusthed.

De to fortællinger aktiverer forskellige hensyn: oplevet tab og marginalisering over for tryghed og stabilitet. I valgkampen vil partierne forsøge at definere energidebatten gennem den ramme, der passer dem bedst.

En fjerde konflikt handler om teknologiens rolle. Skal den grønne omstilling primært drives af regulering og ændret adfærd – eller af innovation og industripolitik?

Med lempeligere statsstøtteregler i EU og global konkurrence om grøn teknologi bliver aktiv erhvervspolitik et centralt spørgsmål. CCS, Power-to-X og eventuelt atomkraft bliver symboler på en tilgang, hvor investeringer og teknologisk udvikling ses som vejen frem.

For flere partier er det en strategisk attraktiv indgang til den grønne dagsorden. Den flytter fokus fra begrænsninger til vækst, arbejdspladser og eksport.

Grøn politik fremstilles som et erhvervsprojekt snarere end et afsavnsprojekt.

Spørgsmålet er, om den teknologiske optimisme kan samle bred opbakning, eller om den opfattes som en måde at udskyde svære beslutninger om natur, areal og forbrug.

Den grønne dagsorden er i stigende grad blevet fordelingspolitik. Når der investeres i elnet, gives kompensation til landmænd eller støtte til grøn industri, træffes der fordelingsvalg.

Anna Ebbesen

Og muligvis vil forskellen på en vælger fra Liberal Alliance og Alternativet netop være, hvordan de vurderer de to tilgange.

Under alle disse konflikter ligger tempoet som en gennemgående akse. Går det for hurtigt eller for langsomt? Tempo handler ikke kun om reduktionskurver, men om legitimitet.

Erfaringer med lokale protester mod energiprojekter har vist, at grøn omstilling uden forankring kan skabe modstand.

Derfor bliver “alle skal med” et centralt argument både som udtryk for social ansvarlighed og som begrundelse for at justere tempoet, hvor partierne vil positionere sig forskelligt i prioriteringen mellem hastighed og stabilitet.

Endelig er der den dimension, som binder det hele sammen: Hvem betaler, og hvem får gevinsten?

Den grønne dagsorden er i stigende grad blevet fordelingspolitik. Når der investeres i elnet, gives kompensation til landmænd eller støtte til grøn industri, træffes der fordelingsvalg.

Der, hvor der pt er flest følelser i klemme, er omkring klimasikring og – som med drikkevandet – om, hvem der skal betale her?

Også her er rammesætningen afgørende.

Er det en fælles investering i fremtiden eller en regning til forbrugerne? Er det nødvendig omstilling eller særhensyn?

I tidligere valgkampe handlede klima om ambitioner og mål. I den kommende valgkamp handler den grønne dagsorden om fortællinger.

Ikke om hvorvidt Danmark skal omstilles, men om hvordan omstillingen skal forstås: som tab, som tryghed, som vækst eller som retfærdighed.