Ikke så religiøs, at det gør noget

Det skete, da han som kirkeminister bestemte, hvad præster her i landet må og ikke må, vel at mærke ikke som tjenestemænd, men som teologer og trosforkyndere.

Med sin milde og rummelige landing af Grosbøllsagen har Haarder givet en meget klar anvisning på, hvad man inden for stats- - undskyld - folkekirken må tro på i vores lille lutheranske kongedømme(...).

Bertel Haarder har nu underkendt biskop Rebel i et rent trosspørgsmål og i stedet placeret Grosbøll trygt under biskop Lindhardt i Roskilde, en mand, der som den vist nok eneste biskop i landet har udtrykt forståelse for Grosbølls synspunkter.(...)

Grosbøll mente det sidste, og det er det, Bertel Haarder nu har sørget for, at han fortsat har lov til at mene - og prædike.(...)

Haarder slår med ærkebiskoppelig autoritet fast, at den danske folkekirke er moderne, rummelig og afslappet og ikke så religiøs, at det gør noget. Og det gør han utvivlsomt, fordi han vil folkekirken det vel og ønsker, at den skal overleve mange gode år endnu.

Problemet er bare, at hverken biskopperne, præsterne eller kirkefolket nødvendigvis er enige. Og dermed er det ikke bare de vantro og de ligeglade, der konfronteres med vores nuværende kirkeordnings bankerot. Heller ikke - eller rettere netop ikke -de troende kan leve med en politiker som ærkebiskop, uanset hvor liberal, oplyst og uforpligtende en teologi han hylder.

Lad os så få den reform. Lad os få skilt stat og kirke.