Kommentar af 
Martin Gregers Arnoldus

Inflationskrisen får os til at købe mindre økologi. Måske skal regeringen sørge for en økologipakke?

Regeringen ønsker at ”styrke økologien” i en tid, hvor høje priser får os til at gribe de konventionelle varer på hylderne. Det kræver, at S og V finder fælles fodslag på et område, hvor de traditionelt har været meget splittede, skriver Martin Gregers Arnoldus.

Hvis Danmark fortsat skal være de bedste i verden i forhold til at spise og købe økologiske varer, er det tydeligt, at der må konkrete understøttende politiske initiativer på banen, skriver Martin Gregers Arnoldus.
Hvis Danmark fortsat skal være de bedste i verden i forhold til at spise og købe økologiske varer, er det tydeligt, at der må konkrete understøttende politiske initiativer på banen, skriver Martin Gregers Arnoldus.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Martin Gregers Arnoldus
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Tilbage i 2021 udkom en stor international rapport, som konkluderede at Danmark er verdensmestre i økologi. Vi er i front, når det handler om at købe og spise flest økologiske fødevarer.

Økologien har fået fat i danskerne og fylder godt op i hylderne i supermarkedernes afdelinger. Og prismæssigt kan flere af de økologiske produkter sagtens konkurrere med de konventionelle.

Men den positive udvikling blev imidlertid udfordret i fjor.

Det er velkendt, at inflationskrisen og de stigende energi- og transportpriser som følge af krigen i Ukraine har givet problemer for mange virksomheder og brancher. Og det har også resulteret i konsekvenser for det økologiske marked.  

Mange børnefamilier leder under krisen efter billigere alternativer til indkøbskurven

Martin Gregers Arnoldus

Interesseorganisationen Økologisk Landsforening foretog i efteråret en undersøgelse hos analysefirmaet Kauza, hvor det fremgik, at det økologiske detailsalg i Danmark i årets tre første kvartaler af 2022 har mistet markedsandele og er faldet med ti procent i forhold til samme periode sidste år.

Og omkring samme tid i efteråret offentliggjorde analyseinstituttet Norstat en undersøgelse for Business Danmark, som viste at hele 35 procent af danskerne giver udtryk for, at de køber mindre økologi som følge af inflationskrisen. Og særligt når det drejer sig om økologisk kød, hvor op imod 80 procent har helt droppet eller væsentligt mindsket købet af kød.

Det handler især om at den forringede økonomiske situation for mange børnefamilier her under krisen har betydet at man leder efter billigere alternativer til indkøbskurven.

Især tallet om økologisk kød virker umiddelbart alarmerende, men branchen ser alligevel relativt optimistisk på fremtiden. Der er en god dialog med supermarkederne, og når krisen forhåbentlig snart er aftaget, vil danskerne igen søge hen mod økologi i stor stil.

Derudover ligger en lang række økologiske varer stadig prismæssigt en del højere end de konventionelle varer, og det kan naturligvis også spille ind på danskernes indkøbsvaner i krisetid.

Bekymrende – set med økologi-briller – må det dog være, hvis krisen fortsætter med at buldre afsted. Ikke kun i forhold til inflationen, men også med henblik på energipriserne.

Økonomer mener, at inflationskrisen ikke bliver fuldstændigt overstået i 2023 og situationen på arbejdsmarkedet kan også komme til at påvirke inflationen.

Så er der risiko for, at næste vinter også kan blive udfordrende med energipriserne rent økonomisk for blandt andet børnefamilierne, som således fortsat skal prioritere i deres budgetter – herunder indkøb af fødevarer.

Måske er der brug for en ekstra økologipakke fra Christiansborg her i 2023?

Martin Gregers Arnoldus

Og hvordan går det i øvrigt så med eksporten af økologiske varer, som ellers har været i fremgang ovenpå den intensive corona-nedlukning i 2020, og som har gavnet sektoren?

Måske er der brug for en ekstra økologipakke fra Christiansborg her i 2023?

Der er ingen tvivl om at økologi har været et stort og vigtigt tema for den tidligere S-regering med støtte fra SF, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og Frie Grønne.

Nu har en ny bred regering set dagens lys, og det bliver interessant, om Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne i fællesskab kommer til at fortsætte linjen.

I regeringsgrundlaget er man dog ret ambitiøs. Regeringen skriver direkte, at man vil ”styrke økologi” og ”fordoble det økologiske areal” som led i de udviklingsspor, man satte i gang i forbindelse med landbrugsaftalen.

Men hvad indebærer det at ”styrke økologi”? Tidligere har særligt Socialdemokratiet og Venstre haft lidt forskellige tilgange til udviklingen inden for økologi, men nu er der jo sket en forbrødring mellem partierne allerede nu inden for andre politiske områder, så hvorfor ikke på dette område også.

Det tredje regeringsparti, Moderaterne, skal først lige i gang med at opbygge sit arbejdsprogram og har endnu ikke specifikke holdninger til økologi. Partiet har i øjeblikket primært fokus rettet mod den overordnede klimadagsorden, hvor man ønsker mere ekspertviden om Danmarks klimaaftryk og investering i mere oplysning om klimaet.

”Styrkelse af økologi” var faktisk lidt på den politiske dagsorden under folketingsvalgkampen i efteråret, hvor et emne som differentieret moms på økologiske varer blev drøftet og debatteret.

EU har henstillet direkte til medlemslandene, at de kigger på det redskab som en mulighed for at sikre EU-målsætningen om 25 procent økologisk areal i 2030. Flere lande arbejder allerede med nedsat moms og har opbygget effektive systemer for det.

Og derfor er emnet også aktuelt i Danmark. Differentieret moms på økologiske varer vil dermed fortsat være et emne, som regeringen og det øvrige folketing vil skulle drøfte og debattere over den kommende tid, hvor inflationen stadig udfordrer.

Det bliver interessant at følge regeringen og Folketingets arbejde med at styrke økologien.

Hvis Danmark fortsat skal være de bedste i verden i forhold til at spise og købe økologiske varer, er det tydeligt, at der må konkrete understøttende politiske initiativer på banen – både under og efter denne krise.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Gregers Arnoldus

Public affairs-rådgiver og områdeansvarlig for grøn omstilling, Rud Pedersen
cand.mag. i historie

0:000:00