Ja, folk skal spise, hvad de har lyst til. Men en pølse er en pølse, og det skal vi kunne stole på

Jeg ved godt, at det lyder næsten komisk, at vi i Europa-Parlamentet har brugt tid på at diskutere, hvad man må kalde en pølse. Ja, du læste rigtigt. En pølse. Ikke migration, ikke inflation, men om man må kalde en grøntsagsklump for en pølse.

Og nej, jeg synes heller ikke, det er verdens vigtigste emne. Men når det nu engang er på vores bord, så må jeg forholde mig til det. For det handler faktisk om noget ret basalt, nemlig at forbrugerne skal vide, hvad de køber, og at virksomhederne skal spille efter de samme regler.

I min verden er det ret simpelt. Hvis du slår ordet “pølse” op i en ordbog, så står der ikke “most aubergine i form”. En pølse er lavet af kød. Punktum. Det er sådan, at sproget fungerer. Og når man så begynder at kalde sammenpressede planter for “pølser” eller “bøffer”, så er det ikke bare kreativt, men det er vildledende.