Andelstanken er kommet under gevaldigt pres, efter at to internationalt orienterede fusioner er faldet på gulvet med et ordentligt brag. Først var det fusionen mellem dansk-svenske Arla og den hollandske andelsfælle Campina. Fusionen af de to mejerigiganter var en nødvendig reaktion på EUs begyndende afvikling af landbrugsstøtten. (...) Men både forbrugere og andelshaverne i de to selskaber kan komme til at betale dyrt for den manglende vilje/evne til at fuldføre fusionen.

Knap nok havde ekkoet efter den mislykkede mejerifusion fortaget sig, før et nyt brag lod sig høre. Nu er det Coop Norden, der havarerede efter uenighed om økonomi, ledelse og strategier. Formelt set eksisterer Coop Norden endnu, men efter at Ebbe Lundgaard har trukket sig fra formandsposten og koncernchef Svante Nilsson er røget ud, så vil det være noget nær et mirakel, hvis Coop Norden eksisterer efter generalforsamlingen i næste måned.(...)

Det principielle spørgsmål efter fusionsballaden er, om andelstanken i stordriftsformat har overlevet sig selv. Det er kun seks år siden, at andelsbevægelsen fyldte 100 år som fællesorganisation. Andelsbevægelsen har været en ubestridelig succes, men det kraftfulde lokale fællesskab har helt oplagt vanskeligheder med at leve op til tidens krav om fornyelse, rationalisering, divisionering, internationalisering og hvad der ellers kræves af moderne virksomheder. Medlemsdemokratiet har det skidt i bevægelser med vokseværk, og vanskelighederne med at sætte navn på selskabernes værdier er med til at vanskeliggøre fusioner. Man kan også spørge, hvorfor man egentlig skal bevare en formel andelsramme, hvis realiteten er, at virksomheder må drives som aktieselskab for at fastholde konkurrenceevnen. Det er det spørgsmål, andelshaverne i Arla og Coop Norden har grund til at få afklaret, når nu de aktuelle fusionsproblemer har trukket grænser for andelsbevægelsens operationelle bevægelighed.