Karen Hækkerup stopper i Landbrug & Fødevarer

FARVEL OG TAK: Tidligere justitsminister Karen Hækkerup stopper som direktør i Landbrug & Fødevarer. 

Afgående direktør i Landbrug & Fødevarer aer en ko ved Gørløse, maj 2016.
Afgående direktør i Landbrug & Fødevarer aer en ko ved Gørløse, maj 2016.Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Frederik Lange

Når kalenderen siger 1. oktober, står der ikke længere administrerende direktør på Karen Hækkerups visitkort. 

Den tidligere socialminister, fødevareminister og justitsminister har nemlig valgt at forlade sin toppost hos Landbrug & Fødevarer. 

Det skriver interesseorganisationen i en pressemeddelelse. 

Hækkerup forklarer, at familien trækker mere end direktørstolen.

"Jeg har prøvet at tage springet før. Det gjorde jeg, da jeg forlod politik. Nu går jeg fra et absolut topjob. Men som da jeg gik ud af politik, var der noget andet, jeg virkelig havde lyst til. Det er der også nu, hvor jeg har brug for at hellige mig min familie," siger hun i pressemeddelelsen.

I Landbrug & Fødevarer er bestyrelsen "rigtig ked af" Hækkerups exit. Af hendes bedrifter fremhæver de, at hun blandt andet har åbnet udenlandske markeder for medlemmerne. 

"Karens engagement med at tage ud i verden og arbejde for markedsadgang har været en væsentlig årsag til, at vi har udvidet vores medlemmers adgang til nogle af de vigtigste markeder i verden. Den indsats er og har været uvurderlig for de danske fødevarevirksomheder," siger Asger Krogsgaard, næstformand i Landbrug & Fødevarer.

Hækkerup har siddet for bordenden i Landbrug & Fødevarer i fire år.

Et år efter hun tiltrådte sin stilling hos interesseorganisationen, sagde hun i et interview med Altinget, at hun nød fordybelsen i sit nye job, og at hun havde fået et andet blik på Christiansborg, efter hun forlod politik. 

"Nu står jeg så selv udenfor og kan kigge ind på Christiansborg og se, hvor meget man egentligt slider på sig selv og hinanden, uden at der er nogen, der opdager, hvad det er, man render rundt og laver," sagde hun i interviewet, der kan læses i fuld længe her.

Indtil landmændenes interessevaretager finder en ny direktør vil viceadministrerende direktør Anne Lawaetz Arhnung varetage opgaven som øverste chef. 

Når Karen Hækkerup stopper til oktober, har hun ikke noget nyt job på hånden. Så hendes mand, Ole Hækkerup, og deres tre børn får indtil videre god tid med den nu afgående direktør.

Læs også

Dokumentation

KAREN HÆKKERUP - BLÅ BOG

44 år
Født i Hillerød, opvokset i Odense
Gift med Ole Hækkerup, med hvem hun har børnene Mads, Ellen og Kirstine. 

Uddannelse
1995-2000: Bachelor og overbygning i statskundskab på Københavns Universitet

2010: Cand.scient.pol. på Københavns Universitet. 

Karriere

1998-2005: Socialdemokratisk medlem af Københavns Borgerrepræsentation

2004: Karen Hækkerup stillede op til at blive Socialdemokraternes kandidat til posten som overborgmester i København efter Jens Kramer Mikkelsen, men tabte afstemningen til Ritt Bjerregaard

2005: Valgt til Folketinget første gang i Københavns Amtskreds

2005-2007: Socialdemokraternes forbrugerpolitiske ordfører

2007-2011: Retspolitisk ordfører for Socialdemokraterne

2011-august 2013: Social- og integrationsminister

August 2013 - december 2013: Fødevareminister 

December 2013 - oktober 2014: Justitsminister

2014-2018: Direktør for Landbrug & Fødevarer. 

Kilde: Avisen.dk


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anne Lawaetz Arhnung

Fhv. adm. direktør, Landbrug & Fødevarer, bestyrelsesmedlem, CIP Fonden og Danmarks Statistik mfl.
cand.jur. (Københavns Uni. 1996)

Asger Krogsgaard

Formand, Danish Crown, formand, ICC Danmark, næstformand, Landbrug & Fødevarer, formand, Danske Svineslagterier
agrarøkonom (Hammerum Landbrugsskole 1989)

Karen Hækkerup

Formand, Den Sociale Investeringsfond og Nordic Safe Cities
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00