Kronik: Bekymrende, at der mangler overblik over ejerskab af landbrugsjord

Landbrugsjord er blevet et investeringsobjekt. Fjerneje og koncentration af ejerskab kan tiltrække investeringer, men der mangler overblik over, hvem der ejer jorden, skriver Rikke Brandt Broegaard og Rasmus Blædel Larsen.

Placeholder image
Udenlandske investeringer kan være ’stedsblinde’, men der er danske eksempler på stedsengagement og gode erfaringer med integrerede planlægningsprocesser i det åbne land, skriver forskerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Livet på landet og i de små lokalsamfund forandrer sig hele tiden. Nogle gange i ryk, til andre tider mere gradvist. I dansk landbrug sker der nogle store forandringer i disse år.

Udviklingen har længe gået imod større og større bedrifter, men størrelsen har først inden for de sidste 10 år medført, at de enkelte landbrug gradvist er blevet så dyre, at en enkelt landmand ikke længere selv kan finansiere købet af en gård.

Landbrugsloven, der tidligere satte nogle restriktive rammer op for, hvem der kunne eje landbrugsjorden, er i flere omgange blevet liberaliseret. Derfor kan investorer nu opkøbe og drive landbrug i Danmark uden landbrugsuddannelse, uden bopælspligt og uanset nationalitet.

Det er vanskeligt at danne sig et overblik over omfanget af investorerne på grund af de manglende registre

Rikke Brandt Broegaard og Rasmus Blædel Larsen, seniorforsker, Center for Regional- og Turismeforskning og ekstern konsulent

Det betyder, at en række meget forskelligartede aktører har investeret i og etableret fødevareproduktion i Danmark. For eksempel pensionskasser, forsikringsselskaber, fonde og udenlandske investorer, men også mindre, lokalt støttede eller andelsbaserede ejerskabskonstruktioner har meldt sig på banen.

Manglende overblik
Hvem og hvor mange de nye ejere er, og hvor store arealer det drejer sig om, er der reelt ikke noget overblik over.

I Danmark findes der nemlig ikke et register over ejere af landbrugsjord, ligesom der heller ikke er en myndighed, der har til opgave at holde øje med udviklingen. Det samme gælder i EU, viser vores gennemgang af reguleringen på området.

Danmarks Statistik kom i foråret 2020, på bestilling fra Miljø- og Fødevareministeriet, med en opgørelse, der viser, at udlændinge er ejere eller medejere til cirka 2,5 procent af Danmarks landbrugsareal, svarende til 66.000 hektar. Det udenlandske ejerskab til dansk landbrugsjord, udgør dog kun en del af det ’eksterne’ ejerskab.

Øget koncentration og nye ejerformer er ikke undersøgt
Fjerneje – i nogle sammenhænge kaldet ’eksternt ejerskab’ – er defineret ved at ejeren eller ejerne til jorden bor langt fra den. Uanset om ejeren er dansk, udlænding, eller et selskab i Danmark eller i udlandet, vil fjerneje ofte føre til forpagtning af jorden.

Ifølge Danmarks Statistiks Statistikbank er antallet af forpagtede hektar øget med cirka 30 procent fra 2000 til 2019. Forpagtningerne udgør i 2019 godt 39 procent af det samlede dyrkede areal. Hvor mange af disse, der reelt er under fjerneje, er der ikke noget overblik over.

Samtidig bliver landbrugsbedrifter i langt højere grad end tidligere organiseret som selskaber.

Det ser vi dels på andelen af landbrugsbedrifterne, der ejes i en selskabsform, og så især, når der ses på omsætningsudviklingen inden for forskellige virksomhedstyper. I 2017 er det således 25,7 procent af den samlede produktion (målt på omsætning), der finder sted i selskabsform.

Hvad denne udvikling mod øget koncentration, nye ejere og ejerformer egentlig betyder for naboer og lokalsamfund, er ikke blevet undersøgt før.

Stedseffekter af nye ejere og investeringsrationaler
Vores litteraturstudie, som skal efterfølges af casestudier af stedseffekter af forskellige ejerskabstyper, tog udgangspunkt i lovgivning, betænkninger, statistik og tidligere publiceret forskning på området - suppleret med ekspertinterviews.

Lovgivningsmæssigt falder landbrugsjord ind under varers og kapitalens frie bevægelighed i EU's indre marked. Men EU anerkender, at jord er en speciel vare, og derfor findes der en række tilladte restriktioner, man som medlemsland kan indføre.

Det kan virke bekymrende, at ændringerne i ejerskabet til landbrugsjorden foregår, uden at der skabes et overblik over, hvem der ejer jorden, og uden at vi undersøger, hvilken betydning det har for trivsel og udvikling på landet. 

Rikke Brandt Broegaard og Rasmus Blædel Larsen, seniorforsker, Center for Regional- og Turismeforskning og ekstern konsulent

Udvalget for Økonomiske og Sociale Vilkår i EU offentliggjorde i 2015 en rapport, der fortalte, at tre procent af landbrugsbedrifterne kontrollerede hele 50 procent af landbrugsjorden i EU. Parlamentet vedtog i 2017 - med stemmerne 524 for og 37 imod - en resolution, der blandt andet udtalte stor bekymring for demokratiets legitimitet, hvis koncentrationen af jordejerskabet fortsætter.

Kommissionen har med deres seneste landbrugspolitiske udspil i 2020 sagt, at de ønsker en bred demografisk ejerkreds til jorden. Emnet har altså politisk bevågenhed, omend andre prioriteter har trængt det ud af den offentlige debat.

En gennemgang af den internationale faglitteratur viser, at ejerskabet til jorden er et emne, der har stor aktualitet. Ejerskabet undergår en forandring, der vækker bekymring, blandt andet i forhold til lokalsamfunds udvikling og trivsel på landet, men også i forhold til koncentration af kontrol med en begrænset ressource.

Et hollandsk studie fra 2015 forudser, at der i fremtiden vil være øget spekulation, øgede pris- og efterspørgselsudsving, og øget institutionelt ejerskab i jord. Studiet konkluderer derfor, at øgningen af koncentrationen i ejerskabet til jorden er et udviklingstema af kritisk karakter.

Tilknytning til området er ikke længere givet
Udviklingen med koncentration af ejerskabet til landbrugsjorden, og mere og mere fjerneje, er en global tendens. Litteraturen peger på, at de nye ejere bringer nye investeringsrationaler med sig. Fra at eje jorden for at dyrke den, bliver det mere hyppigt at være jordejer eller medejer for investeringens og afkastets skyld.

Dette fænomen kaldes ’finansialisering’ eller ’finansgørelse’ af landbrugsjorden. Ejerskabet til jorden har tidligere betydet et tilhørsforhold til stedet, ofte gennem generationer. Tilknytningen betød, at landbrugs- og stedsengagement ofte var samvirkende. Dette kan altså ikke længere tages for givet.

Det er vanskeligt at danne sig et overblik over omfanget af investorerne på grund af de manglende registre, hvilket, formoder vi, bidrager til, at der er meget lidt nylig forskning om ændringer i ejerskab af eller kontrol over jord, og hvad det betyder for lokaliteterne i en europæisk kontekst.

Et enkelt studie gennemført af britiske forskere i 2019 undersøgte specifikt stedseffekter af nye investeringsformer i jord i landdistrikterne i Europa gennem 10 cases. Studiet tegner et billede af, at selskaber, der ejer landbrugsjord, ofte anvender en passiv investeringstilgang og kun engagerer sig meget begrænset med lokalsamfundet.

De private fjernejede investeringer i landbrugsjord anvender derimod oftere en aktiv investeringstilgang. Her er det dog afhængigt af investors motivation (dvs. investeringsrationale), hvordan investoren engagerer sig i lokalsamfundets trivsel og med hvilket udkomme.

Gode danske erfaringer
Nogle forskere observerer, at investeringerne kan være ’stedsblinde’, altså det fænomen at lokalitetens udvikling og dens befolknings trivsel er investoren uvedkommende, og forskerne udtrykker derfor bekymring for landsbyernes og lokalområdernes udvikling i de tilfælde, hvor jordejerskabet i stigende grad koncentreres hos ejere fjernt fra lokaliteten.

Omvendt er der danske eksempler, der peger på, at netop stedsengagement og et ønske om at påvirke sted og/eller miljø i en særlig retning kan være en vigtig medvirkende motivation til at investere i jord.

I Danmark er der gode erfaringer med integrerede planlægningsprocesser i det åbne land, der involverer et møde mellem og en nytænkning af privat ejendomsret og produktionsinteresser på den ene side og adgangs-, udsigts-, natur- eller fritidsinteresser fra et lokalsamfund på den anden side.

Flere studier peger på, at jordejernes rationale er af helt afgørende samfundsmæssig betydning for, hvordan de og deres jorde kan inddrages i helhedsorienterede planlægningsprocesser.

Ejeren/ejerne antages at spille en meget vigtig rolle i fremtiden, hvor en sådan planlægning for ’det åbne land’ må forventes at blive mere fremtrædende i forhold til alt fra klimasikring, udtagelse af lavbundsjorde, jordreform og CO2-reduktion til biodiversitet og nye bosætningsformer.

Vidtgående konsekvenser for samfundet
Kapitaltilførsel og nytænkning i landbrugsvirksomheder er nødvendige for en videreudvikling af erhvervet herhjemme, inklusive de meget påtrængende generationsskifter.

I en lang årrække efter finanskrisen i 2008-09 var det meget småt med ekstern kapital i landbruget, men det ser ud til at være ved at ændre sig. En EU-landbrugsekspert, vi interviewede, skønnede at 'potentialet for investeringer i landbrugsjord er stort, især hvis den nuværende globale investerings- og rentesituation fortsætter'.

Emnet har politisk bevågenhed i EU og flere forskere forventer, at de ændringer, vi ser i ejerkredse, koncentration af ejerskab og investeringsrationaler vil få vidtgående konsekvenser for strukturen i samfundet generelt, trivslen i lokalsamfundene på landet specifikt, og givetvis også for både miljø og klima i mange år fremover.

Ændringer sker uden overblik
På trods af dette er der meget lidt offentlig såvel som forskningsmæssig opmærksomhed omkring det. Landbrugsjorden en knap ressource samt et naturligt omdrejningspunkt for både den grønne omstilling og vores fødevareforsyning.

Derfor kan det virke bekymrende, at ændringerne i ejerskabet til landbrugsjorden foregår, uden at der skabes et overblik over, hvem der ejer jorden, og uden at vi undersøger, hvilken betydning det har for trivsel og udvikling på landet. 

Samfundet kan med fordel monitorere udviklingen i ejerskabet til jorden opmærksomt. Med et blik for de stedbundne effekter har man muligheden for at handle agtpågivende. Visionerne for fremtiden, landdistrikterne og den grønne omstilling skal gerne fremmes, ikke modarbejdes af fjerne ejerinteresser eller rationaler, der går imod samfundets prioriteter.

CRT vil i næste fase af forskningsprojektet undersøge om og hvordan de nye ejere konkret påvirker trivslen i lokalsamfundene. Det vil ske ved at indsamle empiri og data omkring emnet gennem fem cases.


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser