LA-kandidat: Vi står midt i et svinevalg - men det vil være en fejl kun at lytte til fløjene

Som borgerlig ser jeg det som en nedarvet pligt at passe ordentligt på det, vi har fået overdraget, så vi kan give et trygt samfund og en sund natur videre til næste generation.
Derfor må jeg indrømme, at jeg allerede er lidt træt af den måde, vi i den her valgkamp skal debattere natur, landbrug og dyrevelfærd på.
For ligeså træt jeg er af at se ledende venstrepolitikere stå med et kælesvin og koteletter og påstå, at alt kører perfekt, ligeså træt er jeg af retorikken på den modsatte fløj, hvor visse stemmer ikke viger tilbage for at hænge et helt erhverv ud.
Ude i den virkelige virkelighed er det hele meget mere komplekst, end de to fløje forsøger at reducere det til.
Mads Brenøe
Folketingskandidat for Liberal Alliance i Sjællands Storkreds
Unuanceret landbrugsdebat
Ude i den virkelige virkelighed er det hele meget mere komplekst, end de to fløje forsøger at reducere det til.
Langt de fleste landmænd driver deres bedrifter ansvarligt inden for de rammer, politikerne sætter. Men samtidig er vi også nødt til at se i øjnene, at dansk landbrug fylder næsten to tredjedele af landets areal, selvom der i dag kun er få tusinde heltidslandbrug, og at størstedelen af produktionen går til eksport.
Derfor er det ikke urimeligt, at danskere over en bred kamp stiller stærkere politiske krav til, hvordan produktionen foregår.
Jeg er stor tilhænger af, at vi får en ærlig diskussion af, hvor stort landbruget skal være, når nu den nuværende størrelse kan brødføde fem gange så mange mennesker, som der reelt bor i Danmark. En del af den diskussion handler i høj grad også om dyrevelfærden.
Reglerne skal håndhæves
Jeg mener helt grundlæggende, at vi bør stille endnu højere krav til den kontrol, der udføres i dag. I alt for mange tilfælde dokumenterer Fødevarestyrelsen i dag et lovbrud, som fører til en sanktion.
Sådan har billedet set ud i mere end ti år. Det er svigt af et helt grundlæggende ansvar.
Fremtiden byder uomgængeligt på et meget mindre landbrug i Danmark, end vi er vant til. Blandt andet fordi jorden skal gå til natur og drikkevandsbeskyttelse.
Mads Brenøe
Folketingskandidat for Liberal Alliance i Sjællands Storkreds
Et velfungerende samfund bygger på tillid til, at lovgivningen bliver respekteret. Når regler systematisk ignoreres uden mærkbare konsekvenser, undergraver det retsfølelsen. Samtidig svigter vi både dyrene og de mange landmænd, som faktisk overholder reglerne og investerer i ordentlige forhold – men som må konkurrere med producenter, der skærer hjørner.
Derfor er den første og vigtigste opgave ikke nødvendigvis at indføre nye regler. Det er at håndhæve de regler, vi allerede har.
Kontrollen med dyrevelfærden skal styrkes markant. Og konsekvenserne ved lovbrud skal være så tydelige, at det aldrig kan betale sig at ignorere lovgivningen. Gentagne og grove overtrædelser må i sidste ende føre til fratagelse af retten til at holde produktionsdyr.
Det er ikke et angreb på landbruget. Tværtimod.
Hvis svineproduktionen også i fremtiden skal være et erhverv, som befolkningen har tillid til – og som vi som politikere ansvarligt kan forsvare – så kræver det, at reglerne tages alvorligt.
Men samtidig må vi heller ikke lade denne debat blive kapret af de politiske fløje.
Det er en fejl, hvis vi på den borgerlige side blot affejer kritikken som skingre angreb fra venstrefløjen. For der ligger en reel tillidskrise bag meget af kritikken.
Omvendt er det lige så ufrugtbart, når landbruget gøres til syndebuk for alle samfundets problemer. For det er de selvfølgelig ikke.
En nødvendig diskussion
Sandheden er, at Danmark står over for nogle reelle valg om landbrugets fremtid. I mine øjne handler det om at modernisere og fremtidssikre det. For dets eget skyld.
For fremtiden byder uomgængeligt på et meget mindre landbrug i Danmark, end vi er vant til. Blandt andet fordi jorden skal gå til natur og drikkevandsbeskyttelse.
Den diskussion er både legitim og nødvendig. Men den kræver, at vi kan tale om den på en voksen måde.
Uden kælegrise. Uden skræmmebilleder. Og uden at gøre hverken landmanden eller forbrugeren til fjenden.
- Støjbergs nye ordfører langer ud efter landbruget: "Selv om dyr skal på tallerkenen, skal de have et godt liv"
- Moderaterne svarer igen: Vi vil ikke lade landbruget skrive drejebogen for grisene
- Lokale Fødevarer Danmark: Vi har brug for en national madstrategi
- Økologisk Landsforening: De bæredygtige valg bør belønnes – ikke straffes













