Landbrug & Fødevarer har ansat Martin Kristian Rants Brauer som ny cheføkonom.
Det skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
”Vi har i Martin fundet en dygtig cheføkonom med stærke økonomfaglige kvalifikationer inden for vækst, produktivitet og beskæftigelse, der alle er emner, der står højt på L&F-dagsordenen," siger områdedirektør Per Vesterbæk i pressemeddelelsen.
Martin Brauer kommer fra en stilling som partner i konsulenthuset HBS Economics, hvor han blandt andet har foretaget analyser for Landbrug & Fødevarer.
Tidligere i karrieren har Martin Brauer været afdelingschef i Damvad og før det ansat i det daværende Økonomi- og Erhvervsministeriet.
"Jeg glæder mig utroligt meget til at styrke fødevareklyngen og sætte erhvervet på den samfundsøkonomiske dagsorden," siger Martin Brauer i pressemeddelelsen.
Han tiltræder stillingen som cheføkonom 1. september.
I samme ombæring overtager Per Vesterbæk det overordnede ansvar for afdelingen Analyse & Statistik.
Stillingen som cheføkonom blev ledig, efter Danske Bank hyrede forgængeren Frank Øland som ny chefstrateg.















