Debat

Landbrug & Fødevarer melder sig i koret: EU-regler om dyrevelfærd skal løftes til dansk niveau

Landbrug & Fødevarer bakker op om Jacob Jensens og Dyrenes Beskyttelses pres på EU. For de danske landmænd kommer ikke til at investere i fremtiden, så længe EU-Kommissionen tøver med at forbedre dyrevelfærden, skriver Steen Nørgaard Madsen

Vi bør stræbe efter
fælles regler på EU-niveau. For dyrenes skyld, men også fordi vi ikke må ende i
en situation, hvor varer fra Italien og Spanien eller fra lande uden for EU
presser danske fødevarer ud af køledisken, skriver Steen Nørgaard Madsen, formand,
Veterinærudvalget, Landbrug & Fødevarer.
Vi bør stræbe efter fælles regler på EU-niveau. For dyrenes skyld, men også fordi vi ikke må ende i en situation, hvor varer fra Italien og Spanien eller fra lande uden for EU presser danske fødevarer ud af køledisken, skriver Steen Nørgaard Madsen, formand, Veterinærudvalget, Landbrug & Fødevarer.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Landbrug & Fødevarer bakker op om fødevareministerens pres på EU for at leve op til løfterne om en opdatering af EU’s regler for dyrevelfærd.

Ligesom Dyrenes Beskyttelse og fødevareministeren har givet udtryk for her i Altinget, deler vi skuffelsen over, at EU-Kommissionen nu tøver og vil udskyde revisionen af dyrevelfærdsreglerne og dermed ambitionen om at løfte dyrevelfærden på EU-niveau.

Læs også

Opfordringen til fødevareministeren skal derfor ikke kun lyde fra Dyrenes Beskyttelse. Den skal også lyde fra landbrugssektoren.

Kære Jacob Jensen, vi bakker op om Danmarks pres på EU-kommissionen, og vi opfordrer også til, at revisionen af EU’s dyrevelfærdslovgivning som planlagt bliver fremlagt i 2023. Det vil gavne hele den progressive, danske landbrugssektor.

Bred aftale er nødvendig

Som ministeren også lægger vægt på, skal vi i Danmark snart forhandle en ny dyrevelfærdsaftale. Her har vi aktivt spillet ind med en række forslag til forbedringer, så dyrene blandt andet får bedre muligheder for at bevæge sig frit.

Det er afgørende, at reglerne bliver implementeret og håndhævet ensartet i hele EU.

Steen Nørgaard Madsen
Formand, Veterinærudvalget, L&F

Vi opfordrer til, at der politisk kommer en bred aftale på dyrevelfærd, der skaber klare rammer for de fremtidige regler og giver den investeringssikkerhed, som er nødvendig for at danske landmænd kan investere i fremtiden. For Landbrug & Fødevarer er det afgørende, at aftalen balancerer hensynet til danske arbejdspladser, økonomi, miljø og klima.

Men uanset nye nationale initiativer bør vi stræbe efter fælles regler på EU-niveau. Både for dyrenes skyld, men også fordi vi ikke må ende i en situation, hvor varer fra Italien og Spanien eller fra lande uden for EU presser danske fødevarer ud af køledisken.

Myndigheder håndhæver ikke reglerne

I Landbrug & Fødevarer har vi arbejdet aktivt sammen med vores kolleger i landbrugsorganisationer i hele EU på at opnå en fælles holdning til, hvordan dyrevelfærden i EU kan styrkes.

Det har vi, fordi vi vil bidrage aktivt og konstruktivt til arbejdet, og fordi vi har en klar interesse i, at dyrevelfærden bliver løftet i hele EU. Det har blandt andet resulteret i opbakning fra den europæiske grisesektor til nye regler om, at søerne skal gå løse, og at incitamenterne for grise med hele haler og hangrise skal styrkes i en fælles EU-lovgivning.

Læs også

Fra dansk side opfordrer vi konkret til, at de fælles EU-regler bliver løftet op på dansk niveau, og særligt at den europæiske malkekvægssektor omfattes af samme regler for hold af malkekvæg, som er gældende i Danmark.

I den forbindelse er det vigtigt, at reglerne gennemføres med en tilstrækkelig overgangsperiode, som giver landmændene tid til at investere og omstille sig.

Endelig er det afgørende, at reglerne bliver implementeret og håndhævet ensartet i hele EU.

Vi ser alt for mange eksempler på, at reglerne ikke bliver implementeret korrekt eller håndhævet af myndighederne i andre EU-lande. Det er ikke godt nok, og det skal EU-kommissionen få rettet op på i revisionen af dyrevelfærdsreglerne.

Landbruget er klar til at investere

Det tjener ingen landmænd, at revisionen af EU’s dyrevelfærdsregler nu er blevet udskudt på ubestemt tid.

Vi står bag fødevareministerens pres på EU.

Steen Nørgaard Madsen
Formand, Veterinærudvalget, L&F

Tværtimod sætter usikkerheden om de fremtidige regler udviklingen og moderniseringen af landbrugssektoren i stå og er en reel trussel for det indre marked, som er grundstenen i EU-samarbejdet.

Ingen landmand vil investere millioner i nye stalde, når de ikke ved præcis, hvordan de nye stalde skal indrettes. Derfor haster det med at få opdateret reglerne, så danske landmænd kan investere i fremtiden og sikre et fortsat velfungerende indre marked.

Danske landmænd er klar til at investere i en fremtid, hvor vi styrker både dyrevelfærd og bæredygtighed, men de investeringer kommer ikke i gang, så længe EU-Kommissionen tøver. Her står vi bag fødevareministerens pres på EU.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Nørgaard Madsen

Formand, Mejeriforeningen, formand, Veterinærudvalget, Landbrug & Fødevarer, gårdejer
ved landbruget

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

0:000:00