Bliv abonnent
Annonce
Om  
Lars Gregersen

Landbrugsstyrelsen gennemfører afskedigelsesrunde

Foto: Lene Esthave
6. september 2023 kl. 11.56

Landbrugsstyrelsen gennemfører en afskedigelsesrunde på op mod 100 fuldtidsansatte inklusiv frivillig fratræden.

Det oplyser Landbrugsstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Styrelsen begrunder selv afskedigelserne med ændrede opgaver, fald i bevillinger og øgede udgifter til it. 

"Vi er desværre nødt til at afskedige medarbejdere, og det vil kunne mærkes i organisationen. Derfor vil vi i den kommende tid have et stort fokus på at få organisationen og opgaveløsningen tilbage i god gænge så hurtigt som muligt," fortæller direktør i Landbrugsstyrelsen, Lars Gregersen, om afskedigelserne. 

Landbrugsstyrelsen har haft til opgave at implementere den nye landbrugsreform, der trådte i kraft i januar i år. 

I denne sammenhæng skriver styrelsen i pressemeddelelsen, at "de ekstra-bevillinger, Landbrugsstyrelsen har modtaget i forbindelse med den nye reform, reduceres næste år, da den store opgave med at udvikle nye regler og ordninger er ved at være afsluttet". 

På baggrund af dette konkluderes det, at styrelsen skal tilpasse sin økonomi og derfor vil gennemføre en afskedigelsesrunde i efteråret.

Varsling af afskedigelser vil ske torsdag 28. september, oplyser Landbrugsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026