Michael Kristiansen: Når politik er værst – kan vi hæve standarden?

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kom helskindet igennem onsdagens samråd, og sagen om Løkkes relationer til en fisker fra Thyborøn fremstår nu parlamentarisk aldeles ufarlig. Men sagen udstiller og har udstillet alle de grimme sider af politik og af det politiske miljø. Hævn, nidkærhed, selvoptagethed, sjusk, personangreb, konspirationer, kortslutninger og alt muligt andet skidt.

Sagen har fremkaldt og fremkalder voldsomme reaktioner. Personligt har jeg sjældent oplevet så mange ophidsede og voldsomme kommentarer i forbindelse med en sag og de fleste langt ud over, hvad sagens substans overhovedet kan bære. Men sådan er det jo ofte med politiske sager, der løber af sporet, og pludselig fremstår det, som om regeringens, rigets og demokratiets sikkerhed er på spil. Hvad ingen af delene er i denne sag.

Når David Trads spiller ”korruptions-kortet", ved man instinktivt, at nu bliver der skudt langt over og forbi målet. Men i mediernes altopslugende kamp om klik promoveres denne teori selvsagt lystigt af Politiken.dk op til samrådet. Socialdemokratiet tænder samtidig hele kampagnemaskinen og optræder præcis lige så unuancerede og bombastiske, som deres egen gruppeformand tidligere har beskyldt medierne for at være i deres manglende bestræbelser for at interessere sig for det politiske indhold. Det er selvsving. Det er uden nuancer. Og ingen hører andre end dem selv.

Dagen derpå er de to øverste artikler i mit newsfeed: ”Løkke meldt til politiet” – det sker i hver eneste af disse sager og er med 99,9 procents sandsynlighed totalt ligegyldigt – og så bemeldte tosserier fra Trads…

Socialdemokratiet tænder samtidig hele kampagnemaskinen og optræder præcis lige så unuancerede og bombastiske, som deres egen gruppeformand tidligere har beskyldt medierne for at være.

Michael Kristiansen

Er statsministeren da uden skyld? Nej, på ingen måde. Og han udløste sådan set selv hele miseren, da han blev hidsig på det tidligere samrådsmøde i november. Her kaldte han det for ”ulækkert” at insinuere nogen sammenhæng mellem kvotekonger og regeringens politik, bare fordi statsministeren, når han er Lars Løkke Rasmussen med Løkkefondens kasket på, kender én – meget stor – fisker fra Thyborøn, som kaster rigeligt med penge efter Løkkefonden.

Det er muligvis både ”ulækkert” og ”noget svineri” at insinuere noget sådant. Og der er ikke det mindste lille bitte stykke bevis på, at fiskerens donationer og efterfølgende venskab med statsministeren har haft nogen som helst indflydelse på statsministerens ageren over for kvotekonger. Intet.

Derfor fik Poulsen naturligt og berettiget forsvarsministerens ildkraft at føle tirsdag, og på samrådet onsdag lignede han en mand, der ønskede sig til et fredeligt sted med en fiskestang i hånden meget langt væk fra showet på Borgen.

Michael Kristiansen

Men omvendt er det helt forståeligt og legitimt at stille spørgsmålet til en statsminister og leder for en regering, hvis fiskeriminister hverken var til at hugge eller stikke i, når det gjaldt tiltag, der kunne gøre op med kvotekongernes adgang til rigdom og dominans. Et forsvar af noget, der var i direkte modstrid med også Venstres erklærede politik på fiskeriområdet.

Det kan derfor ikke nytte noget, at Venstre tager det som en personlig forfølgelse af Lars Løkke Rasmussen, når spørgsmålene bliver rejst. Partiet ville selv havde optrådt nøjagtig på den samme måde og gjorde det da også, dengang Helle Thorning (S) var statsminister. Det er grimt, grænsende til det afskyelige, men det er åbenbart så meget en del af det nutidige politiske dna, at det synes uundgåeligt.

Jeg kan sådan set også godt forstå, at udvalgets medlemmer er mistroiske over for regeringen og dermed også statsministeren, når det handler om kvotekonger, på baggrund af deres erfaringer med Esben Lunde Larsen. De har ikke grund til andet. Og Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti havde dengang ret med de kvotekonger. Men det giver ham omvendt ikke ret til at fremstille statsministeren som korrupt og anløben uden nogen som helst form for dokumentation. Derfor fik Poulsen naturligt og berettiget forsvarsministerens ildkraft at føle tirsdag, og på samrådet onsdag lignede han en mand, der ønskede sig til et fredeligt sted med en fiskestang i hånden meget langt væk fra showet på Borgen.

Som så mange andre kunne Poulsen ikke modstå fristelsen til fem minutters national berømmelse ved at spille smart på Lars Løkke Rasmussens image. Og netop Løkkes historik er en del af sagens grimme side. Igen, statsministeren er ikke uden skyld, og han kunne for eksempel have sendt nogle drenge på kanten op i det meget omtalte sommerhus eller alt muligt andet bagklogskabsagtigt.

Men der er også noget ubehageligt over den selvfølgelighed, hvormed Lars Løkke, med Ekstra Bladet i spidsen, skydes ned. Hele arsenalet af gamle sager kan ved denne lejlighed gentages, alle medier summer med den gule breaking-bjælke og med det ene vilde standpunkt efter det andet.

Det er vigtigt at huske, at Løkkefonden længe har været en torn i øjet på ikke mindst Socialdemokratiet. Fonden giver Lars Løkke autenticitet, formålet er både uangribeligt og vigtigt, og ingen er i tvivl om statsministerens engagement. Og ja, det fremstår ikke knivskarpt, hvornår Løkke er det ene og det andet, og det burde nogle have tænkt lidt dybere over.

På samrådet onsdag optrådte Alternativets mand Roger Courage Matthisen faktisk helt i partiets ånd. Han spurgte reflektorisk til, hvordan man kunne undgå lignende situationer i fremtiden, men han havde ærligt lidt svært ved helt at pege på nogle løsninger. Statsministeren havde heller ikke nogen, dog advarede han imod en model, hvor politikere bliver udstyret med en chip, så offentligheden kan følge alle deres bevægelser døgnet rundt.

Der er al mulig grund til at holde fast i Løkkes opfordring til, at politikere ikke forskanser sig, men mødes med mennesker og helst mange mennesker. Og Løkke er så typen, der møder rigtig mange mennesker, og nogle vil så mene lidt for mange, lidt for ofte.

Politikernes gåen amok på hinanden må de selv finde en løsning på. Det ville være klogt at gøre det. For der er ingen tvivl om, at en sag som denne, dens håndtering og den efterfølgende jagt på statsministeren kun øger politikerleden og fjerner fokus fra det politiske indhold. Men det har logikken imod sig, at det sker.

Derimod er der et par andre oplagte sidegevinster, der nemt kunne landes.

Det ville være oplagt at få indført det lobbyregister, der længe har været på tale, og som for eksempel i Bruxelles og EU er helt naturligt og dagligdags. Ikke fordi det er odiøst at mødes med politikere, men fordi alle så kan se, hvem der er lobbyister og for hvem. Det ville fjerne en masse mytedannelse og meget hurtigt også være helt naturligt og bare mere professionelt.

Ved samme lejlighed kunne politikerne så kyle medierne væk fra gangene på Christiansborg, så politikerne kan passe deres arbejde og samtidig tvinge medierne til at tænke over, hvad de egentlig foretager sig på Christiansborg.

Det er jo grotesk, at statsministeren efter halvanden times samråd skal bruge en halv time ekstra ude på gangen til en ny omgang – men nu fra medierne. I stedet for mediernes mere eller mindre tilfældige hærgen rundt, så kunne man oprette en mediezone, hvor de politikere, der for eksempel ønsker at tale med medierne efter samråd, kan gå hen. Så kan man selvfølgelig blive væk. Men hvilken politiker tør det?

Ville det fjerne grimheden fra politik. Nej, det ville det ikke. Men det ville måske bare hæve standarden en anelse.

PS: Jeg har ikke talt med statsministeren om sagen, ej heller storfiskere, selv om der er én med fiskeforbindelser, der har ringet forgæves et par gange.

----------

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og var pressechef i partiet Venstre, indtil han i 2001 blev særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. I 2007 blev han vært for det politiske program Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, som i dag kører på tiende år under navnet Tirsdagsanalysen. Desuden driver han kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners og er forfatter til en række politiske biografier. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egen holdning.