Ny fødevareminister vender tilbage til start

OVERDRAGELSE: Socialdemokraterne er tilbage i Fødevareministeriet. Denne gang med Mette Gjerskov, som med sin landbrugsbaggrund og klare tale bliver pænt modtaget af aktørerne.
Foto: Hasse Ferrold
Morten Øyen

Selvfølgelig er hun, og har været, kritisk over for nogle ting i landbruget. Men jeg opfatter det måske egentlig som en konstruktiv kritik, så det tror jeg, vi kan få meget godt ud af.

Niels Jørgen Pedersen
Direktør i Landbrug & Fødevarer
Fakta

Mette Gjerskov er uddannet agronom fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole i København. Hun startede som nyuddannet som fuldmægtig i Fødevareministeriet. I 1999 blev hun afdelingsleder i Direktoratet for FødevareErhverv og sidenhen fuldmægtig i Forbrugerstyrelsen.

I sidste valgperiode var Gjerskov Socialdemokraternes miljø- og klimaordfører.

Det er godt nok en ny minister, men det er næsten, som om det er en, der vender hjem.

Mette Gjerskov er fra landet, har en landbrugsuddannelse og startede arbejdslivet efter studierne som fuldmægtig i netop Fødevareministeriet. I sin tid i Folketinget har hun arbejdet med fødevarepolitik, miljø- og klimapolitik. Hun siger selv, at hun nok aldrig kommer til at slippe fødevareområdet. Og med den baggrund ligner det, at en række aktører vil synes om hende, selvom hun samtidig er kendt som en hård kritiker af industrilandbruget.

"Hun er en markant personlighed og har kontante meninger om tingene. Man kommer ikke til at være i tvivl om, hvad hun mener. Det er jo hendes person. Men samtidig er hun en af dem, der interesserer sig rigtigt meget for området og har en faglighed, idet hun er uddannet agronom. Derfor er valget af hende rigtig fint," siger direktør i Landbrug & Fødevarer, Niels Jørgen Pedersen.

Den vurdering bakkes han op i fra Bæredygtigt Landbrugs side.

"Mette Gjerskov er en farverig person, som ikke er bange for at udtale sig. Jeg skal da ærligt indrømme, at vi har haft vores debatter. Men vi har altid enedes om til sidst at snakke om de ting, vi er enige om," siger Vagn Lundsteen, direktør i Bæredygtigt Landbrug

Meget at se til
Mette Gjerskov kommer til et ministerium, som hun allerede kender fra sin tid som fuldmægtig. Dengang arbejdede hun meget med dyrevelfærd. Det er stadig på dagsordnen, men det er andre ting, som nok kommer til at fylde mere den kommende tid.

"Hun skal meget snart i gang med nærmest de to vigtigste reformer under det danske EU-formandskab: reformen af landbrugsstøtten og fiskerireformen. Der vil komme mange interessante møder og lange møder i den forbindelse. Når hun så har lidt fri fra det, så vender hun hjem til debat om vandrammedirektiver, fiskeri, Natura 2000, veterinærforlig og diverse fødevareskandaler. Så der skal blive nok at lave, men det skal også nok blive sjovt," siger departementschef i Fødevareministeriet Ib Byrge Sørensen.

Under mandagens overdragelse fortalte han desuden, at man i ministeriet ser frem til at få den nye minister tilbage til Fødevareministeriet.

"Vi er utrolig glade for at få en minister med din baggrund, som er så godt inde i stoffet," sagde Ib Byrge Sørensen blandt andet i sin tale.

Økologi får løft
I sin tid i opposition har Gjerskov ofte ført en hård oppositionspolitik. Men det hænger sammen med, at hun har vurderet at VK-regeringen forsømte miljømålsætningerne inden for landbrug, lyder det fra Økologisk Landsforening.

"Jeg tror, hun vil have en større balance mellem de ting. Men Mette Gjerskov har også meget fokus på vækstsiden i landbruget, så hun er ikke en, der kun vil fokusere ensidigt på regulering og pesticider. Hun vil også arbejde indgående for, at landbruget skal udvikle sig," siger direktør i Økologisk Landsforening, Paul Holmbeck.

Han forventer, at økologiområdet vil få et løft med den nye regering, så det ikke længere kun er en niche.

"Når hun nu selv får mulighed for at arbejde med udvikling af ny politik, så vil hun helt sikkert arbejde for at sikre gode udviklingsmuligheder i landbruget. Ikke mindst inden for økologi," siger Paul Holmbeck.

Bliver mere pragmatisk
Flere aktører forventer desuden, at den måske lidt kontante stil, Gjerskov har haft som ordfører i opposition, bliver lidt nedtonet som minister. Blandt andet tolkes nedsættelsen af en landbrugskommission som et signal om, at faglighed og saglighed vil blive vægtet af den tidligere fuldmægtig i ministeriet.

"Hun har nogle gang påtaget en meget kritisk rolle over for landbruget. Men jeg er da sikker på, at Mette Gjerskov vil forholde sig til fakta, og som sådan er det ikke noget problem. Man kan godt have nogle klare politiske holdninger, men som minister er man nødt til at forholde sig til det faglige," siger Vagn Lundsteen.

I Landbrug & Fødevarer er man i hvert fald også sikre på, at der er grundlag for et godt samarbejde med den nye minister.

"Selvfølgelig er hun, og har været, kritisk over for nogle ting i landbruget. Men jeg opfatter det måske egentlig som en konstruktiv kritik, så det tror jeg, vi kan få meget godt ud af," siger Niels Jørgen Pedersen.

0:000:00