Økologisk Landsforening: De bæredygtige valg bør belønnes – ikke straffes

Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Folk vil ikke betale for økologien, lyder det hånligt fra flere sider oven på den seneste valgkamp, hvor landbrug, drikkevand og dyrevelfærd stjal scenen.
At det økologiske marked er stagneret eller går tilbage, er sandt og helt forventeligt, så længe forbrugerne har adgang til billigere alternativer.
Når de gode partiledere finder sammen om en ny regering og et regeringsgrundlag, er de nødt til at indse, at vejen til et bedre landbrug forudsætter, at der tages nogle grundlæggende greb, der giver økologien helt andre udviklingsmuligheder, end den er givet de sidste 50 år.
Økologien konkurrerer ikke på lige vilkår.
Sybille Kyed
Landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening
I modsat fald kan de igen stå tilbage med røde ører efter den kommende regeringsperiode, hvor økologien ikke er vækstet og det oven på en valgkamp, hvor de selv satte fingeren på ømme punkter i dagens landbrug.
Sænk eller fjern momsen
Økologien konkurrerer ikke på lige vilkår. En konkurrence på lige vilkår forudsætter, at prisen på de ikke økologiske varer - modsat nu - afspejler omkostningerne, som landbruget har, for drikkevand, vandmiljø, biodiversitet, klima, landbrugsdyr og vores sundhed inklusive sygehusene, der har stigende udgifter til at håndtere antibiotikaresistens.
Forbrugerne skal belønnes – ikke straffes – for at tage det mere bæredygtige valg.
Sybille Kyed
Landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening
I januar viste en undersøgelse udarbejdet af Deloitte, at omlægning til økologi med færre dyr og flere planter kan reducere samfundets omkostninger fra klimaskader, forurening af drikkevand, tab af biodiversitet og negative sundhedseffekter.
Derfor er en kommende regering nødt til at sænke eller helt fjerne momsen på økologiske fødevarer.
Det giver ganske enkelt ikke mening, at forbrugere skal betale 700 millioner kroner ekstra i moms, alene fordi økologiske fødevarer er dyrere at producere.
Forbrugerne skal belønnes – ikke straffes – for at tage det mere bæredygtige valg.
Hæv barren for landbruget
Politikerne kan også skabe mere lige konkurrencevilkår ved at hæve mindstekravene i den generelle regulering af landbruget.
Vi skal have et landbrug, der ikke skaber tvivl om det rene drikkevand, og hvor dyr respekteres som levende og sansende væsner, der har en værdi i sig selv, og hvor sygdomsbehandling er undtagelse frem for en norm.
Alle landbrugsdyr bør naturligvis få himlen tilbage, og pattegrise skal ikke fravænnes, før de tidligst er syv uger gamle. Grisene skal have mere plads, og turbokyllinger skal udgå af dansk landbrug.
Den kommende regering skal derudover tage et opgør med EU’s landbrugsstøtte, så den betaler for resultater målt på klima, miljø, biodiversitet og dyrevelfærd fremfor at fungere som bistandshjælp. Og måske skal den fjerne grundskylden på jorde, der er certificeret økologiske.
Økologi handler om at tage ansvar for os selv og fremtidige generationer og bør være det nemme og oplagte valg for alle uanset indkomst.
Artiklen var skrevet af
- Støjbergs nye ordfører langer ud efter landbruget: "Selv om dyr skal på tallerkenen, skal de have et godt liv"
- Moderaterne svarer igen: Vi vil ikke lade landbruget skrive drejebogen for grisene
- Lokale Fødevarer Danmark: Vi har brug for en national madstrategi
- Økologisk Landsforening: De bæredygtige valg bør belønnes – ikke straffes












