Over gevind i "sagen" om Mariann Fischer Boel

Den såkaldte sag om tidligere fødevareminister Mariann Fischer Boels påståede inhabilitet som nyudnævnt EU-kommissær er på alle måder et eksempel på, hvordan dele af medierne og det politiske liv kan gå i selvsving i håb om færten af et godt spor. I dette tilfælde altså et vildspor.

Alene Mariann Fischer Boels private status som godsejer var for visse medier og politikere nok til at indlede en klapjagt i håb om at finde snavs i form af private forhold, som ikke kunne forenes med en kommissærpost. Også selv om hverken Statsministeriet eller EU-Kommissionen så noget habilitetsproblem i udnævnelsen. Og af gode grunde.

Ved udnævnelse af ministre og kommissærer har det hidtil været betingelsen, at nye ministre har frasagt sig alle tillidsposter for at undgå anklager om inhabilitet. Desuden har skiftende statsministre også, så vidt det var muligt, undersøgt, om kandidaterne har en uplettet vandel, da der er god grund til at forvente, at folk udpeget til samfundets højeste poster også kan gå foran med et godt eksempel.

Men forlange, at minister- og kommissærkandidater skal fraskrive sig eller afhænde alt jordisk gods for at komme i betragtning, er en vanvittig tanke, som jo ville blive følgen af den forstokkede kritik.