Politisk strid om muslingefiskeriet i Limfjorden

FISKERI: Fødevareministeriet lever helt op til Natura 2000-forpligtigelserne, når der fiskes muslinger i Limfjorden, mener fødevareministeren. Men oppositionen er helt uenig og kalder Henrik Høeghs indsats for Limfjordens bevaringsstatus for "laissez-faire".

Der er ikke nogen her, der er interesseret i at stoppe muslingefiskeriet bare for sjovs skyld. Det muslingefiskeri, som fødevareministeren i dag tillader, svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen. Det varer nemlig ikke ret lang tid, så har vi ikke flere muslinger tilbage at fiske.

Mette Gjerskov (S)
Miljøordfører
Fakta

Overvågning udført af Danmarksfiskeriundersøgelser i forbindelse med NOVANA (Ministeriet for Fødevare, Landbrug og Fiskeri, 2004) viser, at skrabning efter blåmuslinger, specielt i vand på dybder indtil 3 m i naturtype 1160, har flere kraftige konsekvenser. Dels er der den umilddelbare konsekvens, at langt de fleste planter og dyr opfiskes eller dør. Dels påvirkes dyrelivet generelt, således at små hurtigt voksende arter favoriseres på bekostning af langsomt voksende arter. Der er endvidere en vedvarende effekt, da skaller og sten varigt fjernes fra bunden. Herved mister makroalger og dyr knyttet til fast substrat deres habitat.

Konsekvensvurderingens konklusion for Lovns Bredning, Limfjorden (H30):

Ifølge Basisanalysen for H30 er der ikke gunstig bevaringsstatus for habitat‐området idet fiskeriet medfører en reduktion af muslingebestanden og områdets vandkvalitet. De planlagte fiskerier af blåmuslinger vil fjerne 8 % af bestanden. Bestanden af blåmuslinger udgør i 2010 86.117 tons, hvilket er den samme biomasse som i 2009. Produktionen af muslinger udgør 40‐50 % af biomassen og fiskeriet vil fjerne ca. 20 % af produktionen. Det vurderes ikke at det ønskede fiskeri vil påvirke forekomsten af blåmuslinger i naturtype 1160.


Kilde: DTU Aqua

Der er ingen stor konflikt mellem muslingefiskeriet og beskyttelsen af Natura 2000-området i Limfjorden, mener fødevareminister Henrik Høegh (V), som på et samråd i Folketingets Miljøudvalg onsdag lovede, at der bliver taget de nødvendige skridt for at sikre en gunstig bevaringsstatus: "Vi lever op til vores Natura 2000-forpligtigelser."

Men det er oppositionen til gengæld ikke enig i. Med henvisning til en konsekvensvurdering fra DTU Aqua fastholdt både S, SF og EL nemlig, at muslingefiskeriet i Limfjorden er en trussel mod bestanden. 

"Der er ikke nogen her, der er interesseret i at stoppe muslingefiskeriet bare for sjovs skyld. Det muslingefiskeri, som fødevareministeren i dag tillader, svarer til at tisse i bukserne for at holde varmen. Det varer nemlig ikke ret lang tid, så har vi ikke flere muslinger tilbage at fiske," sagde miljøordfører Mette Gjerskov (S).

Oppositionen er bekymret for muslingebestanden i Limfjorden og mener, at muslingefiskeriet skal omlægges, så det bliver mere bæredygtigt. Diskussionen er tilbagevendende, og det er særligt bundskrabs-metoden, der kritiseres for at gøre skade på naturen. Men den bæredygtige metode - opdræt på line, som oppositionen foreslår som en del af løsningen - er ikke nær så effektiv. Derfor vil fiskerne helst fortsætte med at fiske med skrab.

Fødevareministeren lagde ikke skjul på under samrådet, at han mener, det vil være for "voldsomt" for området at forbyde fiskeriet, og han pointerede, at de nuværende retningslinjer for muslingefiskeriet er den rette kombination "mellem beskyttelse og benyttelse."

0:000:00