Professorer: Grøn trepart viser, at forhandling er demokratiets redskab

Det har vi som sagt været ret gode til i Danmark. Oxford-professor David Runciman har i bogen Politics, hvor han undersøger den politiske kultur i Danmark, fremhævet evnen til forhandling som en af de ting, der gør Danmark til et af verdens bedste steder at bo.

Vi skal med andre ord prise os lykkelige over vores kollektive evne og vilje til at håndtere politiske konflikter gennem bred forhandling mellem samfundets mange interessenter og de forskellige politiske partier.

Specielt skal vi være glade for, at vi kan lykkes med forhandling på områder, hvor konfliktniveauet er meget højt, sådan som det er tilfældet med den grønne omstilling.

Er inddragelse af interessenter demokratisk?

Nogen vil nok spørge, om det nu også er demokratisk at inddrage forskellige samfundsaktører i offentlig problemløsning.

Er politikerne i Folketinget og regeringen ikke netop valgt til at skære igennem og træffe svære politiske beslutninger i konfliktfyldte sager på vores alles vegne?

Og er det derfor ikke problematisk at give eksempelvis landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og andre potentielle vetoaktører mulighed for at fremme deres særinteresser?

I en tid, hvor partimedlemsskabet er forsvindende lille, er det vigtigt, at andre organisationer med bredere folkelig forankring kan komme på banen.

Eva Sørensen og Jacob Torfing
Professorer, Institut for Samfundsvidenskab, Roskilde Universitet

Svaret er, at det i vores demokrati bestemt er forventningen, at Folketinget i sidste ende skal vedtage vigtige klimareformer, sådan som det også kommer til at ske i denne sag.

Det er dog vigtigt at understrege, at demokrati er andet og mere end det repræsentative demokrati.

Den canadiske professor Mark Warren definerer således demokrati som en styreform, der varetager tre vigtige funktioner.

At sikre den brede befolkning reel indflydelse på politiske beslutninger, sikre en fælles dagsordensætning og løsningsformulering og sikre, at der træffes bindende beslutninger, der løser problemerne på en legitim måde.

Det repræsentative demokrati bidrager på sin måde til at varetage disse funktioner, men kan af flere grunde ikke stå alene.

Flere undersøgelser peger på, at borgerne i dag ønsker en mere aktiv og direkte indflydelse på vigtige politiske beslutninger end det at sætte deres kryds på en stemmeseddel hvert fjerde år.

De forventer, at de både som enkeltindivider og som medlemmer af diverse foreninger får indflydelse mellem valgene. I en tid, hvor partimedlemsskabet er forsvindende lille, er det vigtigt, at andre organisationer med bredere folkelig forankring kan komme på banen.

Inddragelsen af samfundsaktører i politiske forhandlinger er både vigtig for at skabe en bred politisk dagsorden, der matcher samfundsproblemerne, og for at bøje polariserede holdninger mod hinanden og skabe en bred forandringskoalition, der kan bryde det politiske dødvande.

Det er således interessant, at Danmarks Naturfredningsforening var kraftigt medvirkende til at få kvælstofudvaskningen på dagsordenen, hvilket forøgede de politiske ambitioner og udvidede løsningsrummet. Derudover var landbrugets medvirken en klar betingelse for, at Venstre kunne blive i forhandlingerne.

Endelig var forhandlingsinddragelsen afgørende for at skabe et bredt ejerskab til løsningerne og ikke mindst deres praktiske gennemførelse ude i kommunerne. Uden den brede støtte og opbakning til de nye klimaløsninger, der nu er opnået, ville implementering have været en by i Rusland.

Et regeringsdekret ville have ført til traktordemonstrationer og komøg på Slotspladsen. Landbruget ville have gjort alt for at blokere udmøntningen. Nu er de blevet medspillere i stedet for modspillere.

Mål om at udvikle model for samarbejde

Vores forsvar for det danske inddragelses- og forhandlingsdemokrati rejser imidlertid nogle kritiske spørgsmål: Var alle relevante og berørte parter inddraget i tilstrækkelig grad i forhandlingerne?

Var der vigtige synspunkter, der ikke var repræsenteret? Var der tilstrækkelig åbenhed om præmisserne for forhandlingerne og resultatet? Var der tilstrækkelig mulighed for, at parter, der ikke var med i forhandlingerne, kunne rejse kritiske spørgsmål og få svar fra deltagerne?

Var det tilstrækkeligt klart, hvilken rolle Folketinget efterfølgende skulle have i udformningen af den endelige politiske aftale?

Spørgsmålene er mange, og de viser, at selvom vi demokratisk set er godt hjulpet af den grønne trepart, så er der rum for forbedring og behov for forskning i, hvordan demokratiske inddragelses- og forhandlingsprocesser designes og kobles til det repræsentative demokrati.

Målet kunne være at udvikle en model for et samarbejdsdrevet repræsentativt demokrati.