Debat

Selina Juul: Kampen mod madspild er kun lige begyndt

DEBAT: Selvom vi i Danmark er nået et stykke i kampen mod madspild, er der stadig lang vej igen. Hvis vi skal nå at halvere det globale madspild og fødevaretab inden 2030, har vi travlt, skriver Selina Juul fra Stop Spild af Mad.

For 10 år siden stiftede Selina Juul bevægelsen Stop Spild af Mad, der kæmper mod madspild. (Arkivfoto).
For 10 år siden stiftede Selina Juul bevægelsen Stop Spild af Mad, der kæmper mod madspild. (Arkivfoto).Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Selina Juul
Stifter og bestyrelsesformand i Stop Spild Af Mad

Snart indtager Miljø- og Fødevareministeriets internationale topmøde "World Food Summit – Better Food for More People" København for tredje år i træk. Emner som blandt andet fødevaresikkerhed og madspild står højt på den internationale dagsorden. Men kan vi nå at indfri EU’s og FN’s målsætning om at halvere globalt madspild og fødevaretab inden året 2030?

I år er det 10 år siden, forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad så dagens lys. Fra at være en græsrodsorganisation har bevægelsen formået at skabe en folkebevægelse mod madspild, som er blevet indkorporeret og forankret i hele værdikæden fra jord til bord.

De seneste tal fra Miljøstyrelsen viser, at danske husholdninger de seneste seks år har reduceret deres madspild med 14.000 tons. Og ifølge Fødevarestyrelsens seneste meningsmåling er hele 85 procent af danskerne blevet gjort bekendt med madspildsproblematikken i løbet af det seneste år.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Detailhandlen er også med i kampen mod madspild. I 2017 præsterede Fakta-kæden sit laveste niveau af madspild i 4 år, eller hvad der svarer til mere end 20 millioner kroner. Dansk Supermarked har fra 2015 til 2016 reduceret sit madspild med 5,2 procent. I Coop er butikkernes madspild i perioden januar til september i 2014 faldet med næsten 10 procent. Og senest har REMA 1000 i samarbejde med Stop Spild Af Mad, Alfred Pedersen & Søn ApS og Gartneriet Østervang Sjælland lanceret salg af krumme agurker, grimme tomater og andre uperfekte andensorterings-grøntsager.

Ifølge organisationen De Samvirkende Købmænd er kampen mod madspild i Danmark i dag blevet et konkurrenceparameter hos både detailhandlen, landbruget og industrien.

Fra at være en græsrodsorganisation har Stop Spild af Mad formået at skabe en folkebevægelse mod madspild, som er blevet indkorporeret og forankret i hele værdikæden fra jord til bord.

Selina Juul

Kan det måles, kan mindskes
I Danmark er vi godt på vej, selvom vi bestemt ikke er i mål endnu. Men kan vores land inspirere store nationer som USA, Indien og Kina – og alle de mange andre lande, hvor kampen mod madspild ikke engang er kommet på dagsordenen?

Da jeg havde talt på de seneste internationale fødevaretopmøder, stod det klart for mig, at der ligger stadig et stort arbejde foran os. I lande som Indien, hvor omtrent 40 procent af frugt og grøntsager allerede er tabt, inden de når ud til supermarkeder, er der lang vej endnu.

Hvis alle verdens lande skal blive enige om at reducere madspild og fødevaretab, skal de også blive enige om en standardiseret måling. Europa-Kommissionens platform samt den globale koalition mod madspild, Champions 12.3, som undertegnede begge er medlem af, arbejder benhårdt på at finde frem til fælles standardiserede målinger for madspild og fødevaretab.

For hvad der kan måles, kan mindskes. Og EU agter at påbegynde målingen af madspild og fødevaretab i alle EU lande allerede fra det kommende år.

Men når vi at halvere det globale madspild og fødevaretab inden 2030? Og hvad skal der til, før alle EU's og verdens lande er med på den samme dagsorden? Og kan vores danske ”World Food Summit – Better Food for More People”-topmøde være med til at skubbe tingene i den rigtige retning?

Én ting står klart: I takt med eskalerende klimaforandringer, voksende befolkningstilvækst og tab af biodiversitet har vi travlt. Rigtigt travlt.

Dokumentation

Fødevaretopmøde i København   
For tredje år i træk er en dansk miljø- og fødevareminister 30.-31. august vært  for et internationalt fødevaretopmøde i København, 'World Food Summit – Better Food for More People'. 

Topmødet tager udgangspunkt i FN’s Bæredygtighedsmål og fire gennemgående temaer: fødevareinformation, fødevaresikkerhed, fødevarediversitet og madspild. 

Fire betydningsfulde stemmer giver i fire indlæg hver deres perspektiv på udfordringerne.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Selina Juul

Stifter og bestyrelsesformand, Stop Spild Af Mad, iværksætter, forfatter
BA, grafisk kommunikation (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2006)

0:000:00