Skånsomt Kystfiskeri til professor: Nej, fiskeridebatten er ikke afsporet, men det er forvaltningen

Det handler om at give mere plads og retning

Professor Andersen hævder blandt andet, at debatten bliver afsporet, fordi det ikke er realistisk at omlægge hele den danske fiskerflåde til garnfiskeri.

Siden indførelsen af omsættelige kvoter er uligheden i fiskeriet vokset dramatisk.

David Lange
Direktør, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri Producentorganisation

Men det er en falsk præmis – for det er der ingen, der foreslår.

Pointen er netop, at vi har skabt en struktur, hvor tungt trawlfiskeri fylder uforholdsmæssigt meget, blandt andet som følge af FKA og centraliseringen af kvoter.

Det bliver særligt tydeligt i debatten om en kommende CO2-afgift, hvor det skånsomme fiskeri – med garn, kroge og tejner – generelt vil være langt mindre berørt.

Det handler ikke om at afvikle hele den nuværende flåde – men om at give mere plads og retning til de fartøjer og metoder, der både er mere klimavenlige og mere skånsomme mod havmiljøet. Det er dét, debatten burde handle om.

FKA-systemet har ganske vist effektiviseret fiskeriet – men til en meget høj pris. Det har koncentreret kvoterne hos en lille gruppe, marginaliseret kystfiskerne og presset unge ud af erhvervet.

Samtidig har det begunstiget de mest intensive fiskerimetoder – fordi det er dem, der maksimerer volumen og dermed det økonomiske afkast. Miljøhensyn og hensyn til lokalsamfundet har måttet vige.

Uligheden i fiskeriet er vokset dramatisk

Professor Andersen nævner i samme åndedrag kystfiskerordningen som en støtteordning til de kystnære fiskere. Men det er en misforståelse.

Kystfiskerordningens primære formål er ikke at fungere som støtte – den er et strukturelt korrektiv. En politisk beslutning, der skal sikre kvoteadgang for fremtidens fiskere, skabe incitament til mere skånsomme metoder og forsøge at rette op på nogle af de skævheder, som Ny Regulering fra 2005 og FKA har efterladt i kølvandet.

Kystfiskerordningen skal bidrage til mangfoldighed i fiskeriet og være med til at sikre, at Danmark lever op til artikel 17 i den Fælles Fiskeripolitik – som forpligter medlemslandene til at inddrage miljømæssige, sociale og økonomiske kriterier ved tildeling af fiskerettigheder.

Siden indførelsen af omsættelige kvoter er uligheden i fiskeriet vokset dramatisk. Vi har i dag fiskerimilliardærer, som kontrollerer store dele af kvoterne, mens yngre fiskere og kystsamfund må se til fra sidelinjen. 

Som økonomen Thomas Piketty har vist, fører systemer uden modvægt til koncentration af kapital og magt – og fiskeriet i Danmark er et eksempel på netop dét. Økonomiske analyser som dem, IFRO leverer, har haft stor indflydelse – men de måler ikke den virkelighed, vi står i, hvor retten til havets ressourcer samles på få hænder.

De måler heller ikke på bifangst, havbundspåvirkning eller det tab, der sker, når små havne lukker, eller når unge fiskere ikke har råd til at overtage et fartøj uden at gældsætte sig voldsomt. De værdisætter ikke et sundt hav eller stærke kystsamfund.

Og derfor er det utilstrækkeligt, når økonomiske analyser alene får lov at dominere fiskeriforvaltningen.

Adgang til havets ressourcer

Det handler ikke kun om at balancere økonomi og miljø – det handler om, hvem der skal have adgang til havets ressourcer, og på hvilke vilkår. Det handler om retfærdighed, bæredygtighed og fremtid.

Det handler ikke om at afvise udvikling – men om at sikre, at den foregår på havets og samfundets præmisser.

David Lange
Direktør, Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri Producentorganisation

Og det gælder ikke kun i Danmark.

I Grønland vokser uroen blandt jollefiskerne, hvor en ny politisk kurs er under pres. Mange frygter, at man vil gentage de danske fejl: at centralisere fiskeriet, flytte rettigheder væk fra kysterne og opbygge adgangsbarrierer for dem, der ikke ejer stort – men blot ønsker at fiske.

Også her har professor Andersen haft en rådgivende rolle, og det er afgørende, at Grønland lærer af Danmarks erfaringer, før man gennemfører en model, der risikerer at skabe ulighed og udhule det kystnære fiskeri.

Det handler ikke om at afvise udvikling – men om at sikre, at den foregår på havets og samfundets præmisser, ikke udelukkende på markedets.