Sofie Carsten Nielsen bruger minkskandalen som brækjern til regeringskontorerne

Minkskandalen har på få uger transformeret Mette Frederiksen fra at være den mest slagkraftige statsminister siden Anders Fogh Rasmussen til at være i defensiven, på hælene og for hver dag der går med sin personlige troværdighed stadigt mere i laser.

For de borgerlige partier er granskningskommissionen gaven, der aldrig holder op med at give. Hver dag med en ny afhøring med nye angrebspunkter. Efter årevis med kanonerne vendt mod hinanden – internt mellem de borgerlige partier og for Venstres vedkommende internt i folketingsgruppen – kan man nu vende dem mod en fælles modstander. Det har man det godt med hos de borgerlige. 

Det vil være historiens ironi, hvis minkskandalen bliver jordemoder for en genfødsel af SR-samarbejdet.

Men for regeringens parlamentariske grundlag har det været svært at finde den rigtige tilgang. Det er retsstatens ve og vel det handler om, og efter rigsretssagen mod Inger Støjberg kan man på den ene side ikke sjakre med den slags uden at se hyklerisk ud, men på den anden side er der politisk set for meget indflydelse, der går tabt, hvis man vælter regeringen. Det har med andre ord været svært at finde en balance.

Lige indtil i går aftes – i hvert fald for De Radikales vedkommende.

Her gik De Radikales leder Sofie Carsten Nielsen ud i et stort interview i Berlingske med en nøje afstemt cocktail af systemkritik, trusler og et tilbud om en vej ud af moradset for Mette Frederiksen, som hun med tiden kan få sværere og sværere ved at afslå.

Carsten Nielsen nøjes ikke med en afsikret revolver

Systemkritikken drejer sig om en regering, der lider af ”magtfuldkommenhed”, ”lukkethed” og ”mangel på gennemsigtighed”. Og den drejer sig om, at ”brugen af embedsmænd dikteres af Socialdemokratiets magtstrategi”.

Det ”er farligt,” konstaterede hun.

"Det, folk forbinder med demokrati, er, at søjlerne står – at embedsværket er upolitiseret, og at myndighederne er tillidsvækkende."

Det er en udbygning af det tema, Carsten Nielsen har slået an flere gange i år under overskriften, at ”politik er gået i stykker.”

Og så kom truslen om at vælte regeringen:

”Det er selvfølgelig det politiske projekt, der kommer først, når vi peger på en regering. Men jeg er nødt til at sige, at det ikke holder i længden, at der er så stor en mangel på gennemsigtighed og inddragelse af Folketinget.”

”Derfor har jeg det også sådan, at et nyt regeringsprojekt simpelthen bliver nødt til at indeholde større åbenhed og inddragelse i regeringsførelsen, hvis det skal ske på radikale mandater. Så kan det vist ikke siges mere tydeligt,” sagde hun.

Men Sofie Carsten Nielsen lod det ikke – som hendes forgænger Morten Østergaard ofte gjorde – blive ved en afsikret revolver på forhandlingsbordet. Hun præsenterede også en løsning på problemet, nemlig en regeringsudvidelse, læs med De Radikale:

”Det er en diskussion værd, om det skubber til egenrådigheden og sammensmeltningen med embedsværket, at man sidder alene i regering. Det er smadderbesværligt at være flere – det ved jeg alt om – men det betyder bare, at der er en anden dynamik, og at der stilles flere spørgsmål,” sagde hun.

”Mit håb er, at den her kritik vil føre til, at den (regeringen, red) ændrer stil.”

Dermed har Sofie Carsten Nielsen bragt sig selv i en position, hvor hun kan bruge minkskandalen offensivt - og det på flere måder.

Trusler og tilbud

På den ene side forbereder hun sine vælgere på, at hun kan ende med at vælte regeringen, på den anden side – og langt mere sandsynligt – forbereder hun dem på, hvorfor hun gør det modsatte, nemlig bliver en del af regeringen. I begge tilfælde er det for demokratiets skyld, siger hun.

Det element er der også i det for De Radikale. Idealismen er ikke på skrømt. Men selvfølgelig er der også et andet motiv. Det handler om at udnytte, at Mette Frederiksen på få uger står meget svækket tilbage og har fået et stigende behov for alliancer. Det handler om at få magt – også med trusler. Sådan er det jo, som man siger på de radikale egne. Eller lev med det, som Mette Frederiksen udtrykker det.

Med interviewet viser Sofie Carsten Nielsen Mette Frederiksen, at De Radikale nu står i en position, hvor partiet kan gøre meget ondt på regeringen – ultimativt i form af et mistillidsvotum. Men hun viser også, at De Radikale kan fjerne smerten igen. For eksempel ved at komme med i regering.

Kombinationen af trussel og tilbud om frelse kommer på et tidspunkt, hvor De Radikale faktisk opfatter det sådan, at samarbejdet med regeringen er bedre end på noget andet tidspunkt siden FV19. Man er tidligere inddraget i beslutningsprocessen, og man føler, at der er en gensidig respekt og god dialog mellem Mette Frederiksen og Sofie Carsten Nielsen. De er også begge to rutinerede og hårde magtpolitikere, kan man tilføje.

Behovet for gamle venner

Samtidig er De Radikale i gang med en bevægelse til højre på udlændingepolitikken, som udgør den helt store vejspærring til et tæt samarbejde med Socialdemokratiet. Især efter at regeringen er slået ind på en økonomisk politik, hvor arbejdsudbud og lav statsgæld er mål i sig selv.

Den bevægelse ikke gjort med et snuptag for Carsten Nielsen eller uden slingrekurs, og i det radikale bagland stejler man, når talen falder på Fort Europa. Ikke på grund af det europæiske, men på grund af de militære konnotationer begrebet fort giver. Men faktisk er det netop ved at gøre en stram udlændingepolitik til noget, der finder sted i EU-regi, og ikke er en national-symbolsk markering, at radikale vælgere bedre se sig i det. Firkantet sagt: hvis Macron siger det, er det i orden, hvis det er Pia Kjærsgaard, er det ikke.

Det er selvfølgelig fremtid og spekulation. Men positionerne rykker sig. Og nu har De Radikale et vejgreb i den mest intense debat i dansk politik frem mod nytår. Mette Frederiksen skal afhøres i granskningskommissionen om en måned, og det er lang tid, hvor hun og regeringen kan stå endnu mere ramponeret tilbage, end man allerede er. Behovet for gamle venner – eller gamle fjender om man vil – vil stige i takt med det. 

Det vil være historiens ironi, hvis minkskandalen bliver jordemoder for en genfødsel af SR-samarbejdet.