Tænketanken Europa: EU's landbrugspolitik skifter fokus fra grøn omstilling til sociale hensyn

Fra grøn omstilling til samhørighed

Selvom meget er det samme, er alt ikke som før. Der er særligt én bemærkelsesværdig reorganisering af den grønne dagsorden i den nye Kommission.

I 2019 valgte von der Leyen at samle både landbrug, fødevaresundhed og miljø under ”Green Deal”-søjlen og signalerede dermed, at sektorens udfordringer skulle ses i lyset af den grønne omstilling. I den tiltrædende Kommission ligger ansvaret for landbrugsområdet i stedet under den italienske kommissærkandidat Rafaelle Fitto, som har fået tildelt posten som ledende næstformand for samhørighed og reformer.

At landbrugsområdet nu ligger under samhørighed og reformer betyder selvfølgelig ikke, at Kommissionen fremadrettet vil holde op med at stille grønne krav til europæisk landbrug.

Den tiltrædende Kommission skal fastsætte et 2040-klimamål, og her vil landbrugets udledninger også komme under lup. Landbrugets bidrag til EU’s miljø- og klimaambitioner vil ligeledes være en central del af diskussionen, når EU’s fælles landbrugspolitik skal reformeres.

Omorganiseringen er dog et udtryk for, at landbrugsområdet nu i højere grad skal sammentænkes med diskussioner om, hvordan man fremtidssikrer livet i EU’s landområder, hvordan man opretholder landmænds indkomst, og hvordan man reducerer uligheder inden for fødevareforsyningskæder. Kort sagt: De sociale hensyn vil også blive prioriteret under den tiltrædende Kommission.

Det er også værd at bide mærke i, at landbrugskommissæren også fremover skal sidde med fødevarer, hvilket afspejler en ambition om at tage en mere holistisk tilgang til sektorens udfordringer, der tager hele fødevareforsyningskæden som sit udgangspunkt.

Rafaelle Fitto har sit politiske bagland i Giorgia Melonis parti, Italiens Brødre. Det er et parti, der har markeret sig som fortaler for fødevaresuverænitet og en vision for landbruget, der netop prioriterer samhørighedsmæssige og kulturelle hensyn over sektorens grønne omstilling.

Sociale hensyn i ny landbrugspolitik

Det styrkede politiske fokus på uligheden mellem land og by har været tydeligt i månederne op til præsentationen af den næste Kommission.

På bagkant af omfattende landbrugsprotester slog den tidligere italienske premierminister Enrico Letta fast i sin rapport om det indre marked, at den europæiske ret til fri bevægelighed skal balanceres med en ”ret til at blive” – og dermed et europæisk ansvar for at sikre meningsfulde liv i EU’s landdistrikter.

En ændring af landbrugspolitikken efter disse takter vil i endnu højere grad trække landbrugsstøtten tættere på socialpolitik.

Ditte Maria Brasso Sørensen og Emmanuel Molding Nielsen
Chefanalytiker og analytiker, Tænketanken Europa

Retten til at blive og kravet om, at den grønne omstilling ikke har skævvridende sociale konsekvenser, har også sneget sig ind i Ursula von der Leyens opdrag til sine næste kommissærer og understreger, at den tiltrædende Kommission vil have fokus på at lukke det socioøkonomiske gab mellem land og by.

Denne problematik var også central i konklusionerne fra den strategiske dialog om landbrugets fremtid. Den strategiske dialog blev lanceret i januar 2024 i et forsøg på at skabe en ny vej frem for diskussionen om sektorens fremtid.

Konklusionerne fra den strategiske dialog, der blev præsenteret i begyndelsen af september, fremhæver landbrugets udfordringer i en fortælling om Europas svindende sociale samhørighed og sektorens krav om en retfærdig omstilling.

I konklusionerne anbefales der blandt andet en gradvis udfasning af den fælles landbrugspolitiks (CAP) hektarstøtte til fordel for en model, der i højere grad skal målrettes de fattigste landbrug. Der opfordres også til, at Kommissionen engagerer sig i at bekæmpe unfair handelspraksis i sektoren.

Landbrugets rolle i fremtidens EU

Særligt diskussionen om indkomst i landbruget – og anvendelsen af EU’s landbrugsmidler til at støtte lavindkomstlandbrug – forventes at blive central, når Kommissionen næste år skal fremlægge et forslag til EU’s næste landbrugspolitik.

En ændring af landbrugspolitikken efter disse takter vil i endnu højere grad trække landbrugsstøtten tættere på social politik og åbne svære principielle diskussioner om, hvorfor en sektor, der yder et beskedent bidrag til europæisk beskæftigelse og BNP, i så høj grad skal kompenseres for den grønne omstilling, mens andre sektorer selv skal bære omkostningerne.

Når det kommer til EU’s landbrugspolitik, sender von der Leyens omorganisering af Kommissionen således et signal om, at sektorens udfordringer i mindre grad skal forstås i forhold til grøn omstilling og i højere grad skal ses i lyset af sociale hensyn og EU’s falmende sammenhængskraft.