Debat

Think global – act local

DEBAT: Importrestriktioner og landbrugsstøtte er ikke vejen frem, skriver Bent Claudi Lassen (V). Han opfordrer til at holde fast i, at frihandel er vejen frem.
Kandidat til Europa-Parlamentet Bent Claudi Lassen (V) vil have frihandel øverst på dagsordenen trods finanskrisen.
Kandidat til Europa-Parlamentet Bent Claudi Lassen (V) vil have frihandel øverst på dagsordenen trods finanskrisen.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alle ved - eller burde vide - at øget handel fremmer velstand og velfærd. Netop nu bør det derfor stå særligt højt på dagsordenen at fremme frihandel.

Bent Claudi Lassen
Kandidat til Europa-Parlamentet (V)
Af Bent Claudi Lassen (V)
Kandidat til Europa-Parlamentet 

Den økonomiske krise betyder, at mange lande igen begynder at tænke og handle protektionistisk. Rusland har indført begrænsninger i importen af kød for at gavne sit eget landbrug og sin egen fødevareindustri, USA giver store nationale hjælpepakker til bilindustrien, således at den bedre kan konkurrere med sin internationale konkurrenter.
 
I EU er det specielt de sydeuropæiske lande, som ønsker den nuværende landbrugsstøtte opretholdt til gavn for EU's bønder. Landene lever altså i stigende omfang kun op til at "handle lokalt eller nationalt", mens de nøjes med at tale om den globale dagsorden og "undlader at tænke og handle globalt".

Handel fremmer velstand og velfærd
Alle ved - eller burde vide - at øget handel fremmer velstand og velfærd. Netop nu bør det derfor stå særligt højt på dagsordenen at fremme frihandel.
 
Vi har netop passeret 50-året for EU's dannelse. Kul- og stålunionen, Det Indre Marked og selv EU's landbrugspolitik havde i deres oprindelse alle den målsætning at fremme handlen uden afgifter og begrænsninger. Det skulle give et fredeligere Europa og et mere velstående Europa.
 
Her i begyndelsen af 2009 består EU af et samarbejde mellem 27 frie, demokratiske og uafhængige lande. Vi kan altså konstatere, at formålet om såvel et fredeligere som et mere velstående Europa er opfyldt. Alle landene oplever, i takt med at de bliver medlem af EU, stigende velstand som et resultat af det frie indre marked
 
Alligevel kan vi konstatere, at WTO-forhandlingerne er brudt sammen, hvilket betyder, at ikke mindst udviklingslandene lider under, at de ikke får friere adgang til verdensmarkedet - og her er specielt fødevaremarkedet vigtigt for mange af dem. I stedet indgås der stadigt flere bilaterale aftaler. Her går landene to og to eller i mindre grupper sammen og åbner op for øget handel, mens resten af verden stadig må lide under disse landes afgifter eller kvoter.
 
Uheldig udvikling
Set med danske fødevarevirksomheders øjne er det en særdeles uheldig udvikling. Danmark eksporterer fødevarer til hele verden for ca. 60 milliarder kr. Hertil kommer andre 40 milliarder kr. fra følgeindustrierne til fødevaresektoren. Protektionistisk politik får derfor store følger for såvel indtjening som arbejdspladser i Danmark, da det begrænser såvel den danske fødevareindustri som følgeindustrierne.
 
Derfor er det specielt i Danmark vigtigt, at når der diskuteres og tages beslutninger om rammebetingelser så som dyrevelfærd, miljø, klima- og energiforhold, så tænkes der såvel europæisk som globalt. Fødevarepriserne i Danmark er i høj grad afhængige af verdensmarkedspriserne, og det danske fødevareerhvervs konkurrenceevne står og falder med, at vores lovgivning giver fair og lige konkurrencebetingelser.
 
Fødevareerhvervet har i mange år satset mange forsknings- og udviklingskroner på at være i front. Både når det gælder nye og mere miljøvenlige og dyrevelfærdsvenlige produktionsmetoder, og når det gælder produktudvikling af nye og mere velsmagende produkter. Det skønnes, at der bruges ca. 1½ milliard kroner på disse indsatsområder om året.
 
Undersøgelse fra EU
EU-Kommissionen er netop nu ved at undersøge, hvorledes der kan bringes større stabilitet i markedet for fødevarer til gavn for såvel forbrugerne som producenterne af fødevarer. Undersøgelsen omhandler fem områder, hvor der skal tages initiativer på enten medlemsstatsniveau eller EU-niveau:
 
1.       Forbedring af fødevareforsyningskædens konkurrenceevne
2.       Bedre håndhævelse af konkurrence- og forbrugerbeskyttelsesreglerne
3.       Revision af forskrifter på nationalt plan og EU-plan, der begrænser fødevareforsyningskæden
4.       Bedre information og markedsgennemskuelighed til forbrugere og markedsaktører
5.       Undersøgelse af muligheder til forebyggelse af spekulation til skade for de kommercielle aktører på fødevaremarkedet.
 
Vi må håbe, at disse initiativer gør det klart og tydeligt for landene og aktørerne på fødevaremarkederne, at når de handler og beslutter lokalt, så skal de tænke og agere globalt. Og fra dansk side er det afgørende, at vi sørger for at skubbe udviklingen i den rigtige retning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent Claudi Lassen

Fhv. formand, Videncenter for Fødevareudvikling, fhv. vicepræsident i Landbrugsraadet (1989-2008)
cand.agro. (Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1972)

0:000:00