Tiden er inde til en samlet vision for en stærk madkultur i skolen

Madens rolle i skolen skal styrkes markant. Sådan lyder opfordringen i et åbent brev, der bliver trykt i flere store dagblade ved Folketingets åbning i morgen, den 4. oktober.

Afsenderen er tænketanken Madtanken – 24 nøglepersoner fra skole- og maddanmark, som Madkulturen har inviteret til at give deres bud på madens rolle i skolen. Deres opråb blander sig i et større kor af stemmer, som i den seneste tid har betonet behovet for at sætte maden på dagsordenen ved den næste politiske aftale om skolen.

Foruden Madtanken gælder det eleverne, der prioriterede skattebetalt frokost i skolen næsthøjest blandt deres mærkesager ved det seneste skolevalg. Det gælder et flertal af forældre, som også går ind for gratis skolemad ifølge en undersøgelse fra Cevea. Det gælder danskerne i almindelighed, hvor stort set alle anser madkundskab som vigtigt for elevernes almene dannelse ifølge tal fra Madkulturen.  Og det gælder en række organisationer, forskere, debattører og politikere, som over sommeren på forskellig vis har stemt i med gode argumenter for især skolemad.

Ligesom mad favner mange aspekter af vores hverdagsliv, skal en stærk madkultur i skolen nemlig afspejle sig rigtig mange steder i et skoleliv

Alle de røster vidner om et stærkt momentum for en dagsorden om mad i skolen, som hos mange har boblet under overfladen rigtig længe.

Jeg har tidligere i disse spalter især talt stærkt for en opprioritering af det nødlidende madkundskabsfag. Der mangler både timer på skemaet, faciliteter, redskaber, penge til indkøb og uddannelse, hvis lærerne skal have en chance for at opfylde målsætningerne for faget, viste en undersøgelse fra Madkulturen.

Men en stærk madkultur i skolen er ikke kun et spørgsmål om bedre vilkår for madkundskabsfaget – eller om skolemad til alle. Det er blevet endnu tydeligere for mig gennem arbejdet i Madtanken, der har bragt perspektiver i spil fra både lærere, professionsskoler, forskere, kokke, influencers, sociale fonde og branchefolk. Deres fælles drøftelser har blotlagt helheden i madens rolle som en løsning i skolen og for vores samfund.

Ligesom mad favner mange aspekter af vores hverdagsliv, skal en stærk madkultur i skolen nemlig afspejle sig rigtig mange steder i et skoleliv: I flere af fagene på skemaet, i maden, i fællesskabet om måltiderne, i møder med dygtige madhåndværkere og i kreative madprojekter, hvor eleverne bruger madglæde som løftestang til at gøre fagene mere levende.

Med andre ord: En stærk madkultur i skolen kræver et gennemgående fokus på god mad og gode måltider i en krydsbefrugtning mellem en mængde aktiviteter i skoledagen. Så vil maden i skolen for alvor bygge bro – mellem mennesker, mellem fagene, til livsvigtige praksisfag uden for skolen og til et voksenliv, hvor mange flere skal være i stand til at tage sig godt af sig selv, hinanden og kloden gennem maden.

Behovet for at styrke madens rolle i skolen er som sagt ikke noget nyt – heller ikke for madtankens medlemmer, som for fleres vedkommende har arbejdet for sagen længe. Også en række kommuner, skoler og individuelle lærere over hele landet har over en årrække afprøvet metoder til at bringe mad ind i skoledagen. Fra politisk hold har man desuden ad flere omgange hævet ambitionerne for madkundskab, så faget nu har meget omfattende faglige mål og et valgfag med obligatorisk eksamen.

En samlet vision skal afspejle, at maden er en lige så vigtig del af skolelivet, som den er af livet i det hele taget

Men madtankens medlemmer deler en stærk oplevelse af, at arbejdet med mad i skolen over en bred kam lader rigtig meget tilbage at ønske. Ikke kun på grund af madkundskabsfagets håbløst trange kår og fraværet af en national politik for skolemad. Men også fordi politikere, kommuner, læreruddannelser og skoler mangler en fælles ramme for at arbejde med spisesituationer, madhåndværk, madfaglighed og maddannelse for børn i alle aldre.

For mig ser det ud til, at tiden nu er inde til en samlet vision for en stærk madkultur i skolen – og for en national køreplan, der rækker mange år frem. Den skal omfatte både skolemad, madkundskab, måltidspædagogik og brobygning. Og den skal afspejle, at maden er en lige så vigtig del af skolelivet, som den er af livet i det hele taget.

Som første skridt bør vi følge systematisk op på de mange erfaringer, der allerede er gjort herhjemme og i udlandet. Eksempelvis med forskellige typer af skolemadsordninger, hvor deltagelse i madlavningen og fællesspisning på hele skolen spiller en større eller mindre rolle. Dernæst kan koncepterne skærpes, afprøves og rettes til, så alle skoler får det bedst mulige grundlag for at tage teten i en landsdækkende indsats.

Et stærkt samfund har brug for en stærk madkultur, og den bliver grundlagt i barndommen. Og det går ikke at se bort fra de cirka 12.000 timer, danske børn tilbringer i skolen fra 1. til 9. klasse. Hjemme er børnene stadig mindre med i køkkenet, og generelt er madlavningen på støt tilbagegang. Det taler virkelig for, at maden skal have en større plads i skolen end de 1 procent af skoletiden, som de nuværende 120 anbefalede madkundskabstimer udgør.

De daglige måltider er en livsnødvendighed for 100 procent af os, en meget vigtig del af vores kultur og et centralt element i løsningen på nogle af tidens allerstørste samfundsudfordringer

Fødevareerhvervene står for mere end 11 procent af beskæftigelsen og værditilvæksten i den danske økonomi. Vores mad står for cirka 27 procent af udledningen af klimagasser. Primærproduktion af fødevarer optager 60 procent af vores areal. De daglige måltider er en livsnødvendighed for 100 procent af os, en meget vigtig del af vores kultur og et centralt element i løsningen på nogle af tidens allerstørste samfundsudfordringer.

Så egentlig er det ikke sært, at aktører fra mange steder i samfundet nu beder om, at maden kommer meget højere op på dagsordenen i det kommende folketingsår og i den næste store politiske aftale om skolen.