Debat

Ungeklimarådet: Romantisk fortælling om fortidens landbrug er ikke relevant i klimadebatten

Landbruget er ikke nødsaget til at have samme størrelse og format som i dag. Klima- og biodiversitetskrisens udfordringer har vi aldrig set før. Derfor nytter det ikke at holde fast i fortiden og efterlade en ødelagt verden til fremtiden, skriver Ungeklimarådet i et svar til Torsten Buhl.

Landbruget skal bestå. Men det skal udvikles, så vi kan se fremtiden i øjnene. Det er ikke bestemt i grundloven, at landbruget skal tjene sine penge på køer og grise, skriver Ungeklimarådet i et svar til Torsten Buhl.
Landbruget skal bestå. Men det skal udvikles, så vi kan se fremtiden i øjnene. Det er ikke bestemt i grundloven, at landbruget skal tjene sine penge på køer og grise, skriver Ungeklimarådet i et svar til Torsten Buhl.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Direktøren for FødevareDanmark og Danske Slagtermestre, Torsten Buhl, skrev 11. maj et indlæg om Ungeklimarådets seneste anbefalinger. Det er ikke overraskende, at en talsperson for kødproducenter føler sig truet af vores visioner om et bæredygtigt Danmark.

Ungeklimarådet

Medlemmer af Ungeklimarådet:

  • Monika Skadborg, født 1993, repræsentant for DUF, formand 
  • Mathias Botoft Hansen, født 1998,
  • Sofie Winge-Petersen, født 1998, Silkeborg
  • Rosanna Børsting Sørensen, født 1998 repræsentant for Den Grønne Studenterbevægelse
  • Anders Fjord Hansen, født 1992, repræsentant for UngEnergi
  • Jonas Ellitsgaard Jensen, født 1992, repræsentant for Landboungdom
  • Jakob Aandstad Sørensen, født 1995, repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Men det overrasker, at den primære kritik skulle være en klagesang om ungdommens manglende viden om Danmarkshistorien, som om den romantiske fortælling om fortidens landbrug skulle være et relevant omdrejningspunkt i klimadebatten.

Det er en fejlslutning på størrelse med lavbundsjordernes CO2-udledning. Vi kan kun håbe, at der senere må komme bedre forslag til, hvordan Danmark bliver bæredygtigt. At begrunde sit nej til forandring med, at unge er dumme, skaber jo ingen løsninger på vor tids største krise.

For Buhl er vores ønske om grøn omstilling åbenbart lig med “historieløshed”. Han lader til stadig at leve i tiden, før klimakrisen var en realitet.

Hvis 2. Slesvigske Krig og dens følger skulle være et stærkt argument for vor tids landbrug og imod bæredygtig omstilling, så beklager vi, at vi udeladte omtale af den i vores anbefalinger. Vi gik ud fra, at vi skulle håndtere klimakrisen med fremsynede løsninger, ikke med hesteplov.

Ikke ungdommelig uvidenhed, men et videnskabeligt faktum
Torsten Buhl har ret i, at “Danmark er, hvad Danmark er”, men hvad Danmark er lige nu, er ikke godt nok til at bremse klimakrisen. Den påstand bunder ikke i ungdommelig uvidenhed. Det er et videnskabeligt grundigt belyst faktum, at Danmarks nuværende arealanvendelse ikke er bæredygtig.

De udfordringer, der er knyttet til klima- og biodiversitetskrisen lige nu, har vi aldrig set før. Det nytter derfor ikke at holde fast i fortiden og efterlade en ødelagt verden til fremtiden. ‘Business as usual’ er ikke en mulighed.

Ungeklimarådet

Derfor er omstilling nødvendig. Her er det vigtigt at pointere, at vi taler om udvikling, ikke afvikling. Buhl kan trygt lægge frygten for forandring på hylden, da hans erhverv ikke står over for nedlægning, blot nytænkning. Hvad med at droppe at skyde budbringeren og i stedet være med til at finde løsninger? Klimakrisen forsvinder ikke af at fylde spalteplads med fordomme om unge.

At 30 procent af Danmarks areal bør udlægges til vild natur, er ikke kun noget Ungeklimarådet anbefaler. Det anbefaler både EU, utallige forskere og Verdensnaturfonden. Selv præsident Biden efterstræber at beskytte 30 procent af USAs areal - for at sikre naturressourcer til fremtidens generationer.

USA er et landbrugsland med et gigantisk kødforbrug, så Biden viser her handlekraft og fremsynethed for at beskytte sit fædreland. Mon han også er uvidende og historieløs? Eller er det forbeholdt unge, der påpeger ubehagelige sandheder om vores fædrelands klimaaftryk?

Landbruget skal bestå, men det skal udvikles
Vi køber ikke Buhls snak om fortidens patrioter. Det er fint at lære af fortiden, men vi skal ikke tro, at historien har svaret på alle fremtidens udfordringer. De udfordringer, der er knyttet til klima- og biodiversitetskrisen lige nu, har vi aldrig set før. Det nytter derfor ikke at holde fast i fortiden og efterlade en ødelagt verden til fremtiden. ‘Business as usual’ er ikke en mulighed.

Det Buhl kalder “core business”, altså landbruget, skal bestå. Men det skal udvikles i en sådan retning, at vi kan se fremtiden i øjnene. Det er ikke bestemt i grundloven, at landbruget skal tjene sine penge på køer og grise.

Genopfriskningen af krigshistorie var interessant, men vi håber, at vi i fremtiden kan bruge krudtet på at diskutere løsninger på den grønne omstilling. Det skylder vi de fremtidige generationer, der kommer til at læse om klimakrisen i deres historietimer.

Ungeklimarådet

Tværtimod kan vi producere mad til langt flere mennesker, hvis vi bruger vores areal på det, frem for på at fodre dyr. Vi skal ikke være bange for at inddrage nye løsninger. Vi peger for eksempel på vertical farming, upcycling af næringsstoffer fra spildevand, eller proteindyrkning til søs i form af tang.

Plantebaseret protein fra gode danske råvarer kan blive et eksporteventyr, hvis de politiske rammer sikres, så nogen tør gå forrest. Danmarks meget begrænsede areal, som Buhl anklager os for at være uvidende om, er om noget et argument for at satse på de løsninger.

Brug krudtet på den grønne omstilling
Bortset fra en lang sviner om vores manglende historiekompetencer (som i øvrigt er forkert, eksamensbevis fremsendes gerne), har Buhl et enkelt andet argument: Den klassiske “hvor skal pengene komme fra”-affejning.

Her må vi minde om, at Ungeklimarådet, ligesom Klimarådet, ikke er et partipolitisk organ. Det er ikke vores opgave at lave fordelingspolitik, for klimaet kan ikke mærke, hvor pengene kom fra. Men som borgere, der skal betale skat længe efter 2050 har vi unge en interesse i, at pengene til omstillingen bliver fundet nu.

Diger, klimaflygtninge, hyppigere storme og vand i kældrene betaler ikke sig selv. Så vi opfordrer politikerne uanset partifarve til at finde de nødvendige midler. Eller vil Buhl måske anvise, hvor pengene til at dække klimakatastrofens omkostninger skal tages fra? Regningen vokser, mens vi venter.

At tro, at landbruget er nødsaget til at have samme størrelse og format som i dag, er simpelthen forkert. Hvis historien viser noget, så er det, at Danmark er omstillingsparat. Genopfriskningen af krigshistorie var interessant, men vi håber, at vi i fremtiden kan bruge krudtet på at diskutere løsninger på den grønne omstilling. Det skylder vi de fremtidige generationer, der kommer til at læse om klimakrisen i deres historietimer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Torsten Buhl

Adm. direktør, FødevareDanmark, adm. direktør, Danske Slagtermestre

Monika Skadborg

Associate, Boston Consulting Group, fhv. forperson, Ungeklimarådet, forretningsudvalgsmedlem, ESU (European Students' Union)
Bsc. miljøteknologi (DTU, 2018)

0:000:00