Bliv abonnent
Annonce
Debat

Vareleverandører: En generel momsnedsættelse er langt mere effektiv end særregler i grøntafdelingen

Erfaringen fra branchen viser, at gode politiske intentioner let kan blive spist op af administrative monstre, skriver Leif Nielsen.
Erfaringen fra branchen viser, at gode politiske intentioner let kan blive spist op af administrative monstre, skriver Leif Nielsen.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
9. januar 2026 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Vi har ikke gjort nok i forhold til de høje fødevarepriser."

Sådan sagde statsministeren 1. januar i sin nytårstale. Mange danskere kan mærke de stigende priser og i den forbindelse sagde statsministeren:

"Derfor vil regeringen i den økonomiske plan, vi fremlægger i det nye år, også afsætte penge til at sænke momsen. Enten så fødevarerne generelt bliver lidt billigere. Eller så momsen helt fjernes på frugt og grønt."

I Mærkevareleverandørerne (MLDK) repræsenterer vi over 120 dagligvareleverandører.

Læs også

Vi forstår regeringens ambitioner om at hjælpe danskerne med de stigende priser. Vi er også enige i, at en ændring af momsen på fødevarer kan have en reel effekt på forbrugerpriserne og derfor være et effektivt økonomisk værktøj. En generel momsnedsættelse vil dog være langt mere effektiv end at fjerne momsen på frugt og grønt. 

Foruden den usikkerhed der er i, hvorvidt danskerne kommer til at spise mere frugt og grønt, blot fordi momsen fjernes, er der langt større udfordringer, som regeringen skal tage alvorligt.

Uklare grænser

I værste fald kan de ende med at blive større end selve afgiftslettelsen. Hvis momsen bruges til at fremme enkelte uklare varekategorier, risikerer man at skabe et system, som bliver vanskeligt at administrere.

Momsen bør ses som et generelt instrument, ikke som et værktøj til at regulere specifikke varegrupper.

Leif Nielsen
Administrerende direktør, Mærkevareleverandørerne

Fødevarer lader sig sjældent inddele i klare og entydige kategorier. Mange produkter befinder sig i gråzoner, hvor det kan være uklart, hvilken momssats der i så fald skal være gældende. Hvad med tørret frugt, frosset grønt eller varer, der indeholder frisk frugt og grønt?

I detailhandlen kan det umiddelbart se enkelt ud. Et produkt er enten med eller uden moms. Men længere nede i værdikæden bliver virkeligheden langt mere kompleks.

En broccoli er måske momsfritaget, hvis den sælges som frisk grøntsag. Men hvad sker der, når den indgår i en nuddelret, en færdigret eller en grønsagsblanding? Hvornår ophører den med at være frugt og grønt, og hvornår bliver den noget andet.

Læs også

Den type grænseflader skaber usikkerhed for virksomhederne og kræver omfattende dokumentation, systemtilpasninger og kontrol. Det betyder flere administrative lag hos både producenter, leverandører og myndigheder. Og de omkostninger skal betales et sted.

Gode intentioner koster dyrt

Erfaringen fra branchen viser, at gode politiske intentioner let kan blive spist op af administrative monstre.

Afgifter og særordninger, som den volumebaserede afgift på is og senest producentansvaret, har gentagne gange skabt tvivl om, hvordan produkter skal klassificeres, hvilket har ført til omfattende sagsbehandling, kontrol og i nogle tilfælde langvarige tvister.

Ressourcer, der kunne være brugt på at holde priserne nede, ender i stedet med at gå til fortolkning, rapportering og administration. Det gavner hverken forbrugerne, virksomhederne eller samfundsøkonomien, og lettelser, der var tænkt til forbrugerne, risikerer dermed at forsvinde, før de når frem til hylden i supermarkedet.

Fødevarevirksomhederne er allerede underlagt omfattende regulering og kontrol.

Leif Nielsen
Administrerende direktør, Mærkevareleverandørerne

Derfor er det afgørende for hele branchen, at en eventuel ændring af fødevaremomsen afgrænses klart og enkelt. Momsen bør ses som et generelt instrument, ikke som et værktøj til at regulere specifikke varegrupper.

Fødevarevirksomhederne er allerede underlagt omfattende regulering og kontrol. Derfor er der behov for at tænke i løsninger, der ikke yderligere øger kompleksiteten.

Erfaringen viser, at uklare definitioner og administrativt tunge løsninger kan hæmme både innovation og effektiv drift i virksomhederne.

Netop derfor er det vigtigt at vælge en enkel og bred model for momsnedsættelse, der faktisk vil give den prisnedsættelse i supermarkederne, som politikerne ønsker at give danskerne, og hvor lettelsen ikke bliver spist op af administrative byrder. 

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026