Dansk fodbold holder fast i en forstokket kønsopdeling mellem drenge og piger

Men tingenes tilstand er nu, at vi de senere år er blevet overhalet af vores konkurrenter på talent- og spillerudvikling for piger og kvinder, og hvis vi ikke tør gøre os fri af "plejer"-kulturen, kommer Danmark ikke til at spille en ønskværdig rolle i det fremtidige landskab i en af verdens hurtigst voksende sportsgrene; kvindefodbolden. 

Som med alle andre komplekse og mangefacetterede udfordringer er der selvfølgelig ingen mirakelkur, et trylleslag, der med ét kan få Danmark på omgangshøjde med klodens førende fodboldnationer, hvor befolkningsstørrelser og økonomi er afgørende. 

I Holland er der slet ikke noget, der hedder pige- og drengefodbold, før børnene fylder 11 år.

Marie Greve

Netop derfor skal vi gøre tingene anderledes, og der ligger faktisk et endnu uberørt værktøj og stirrer på os nede i værktøjskassen.

Et værktøj, der har vist sig aldeles afgørende for at udvikle fodboldspillende piger og kvinder på eliteniveau.

Et værktøj, som vores internationale konkurrenter for længst har samlet op, men som vi i moderne og progressive Danmark af uransagelige årsager endnu ikke har turdet gribe om.

Værktøjet har på dansk fået navnet "Fællesfodbold" og handler i al sin enkelthed om, at piger og drenge skal spille fodbold sammen.  

I Holland, hjemlandet for mange forkromede fodboldtanker, er der slet ikke noget, der hedder pige- og drengefodbold, før børnene fylder 11 år.

Det er politisk besluttet af det hollandske forbund KNVB, der har arbejdet målrettet med fælles fodbold i en længere årrække.

Hos fodboldmastodonter som England, Spanien og Tyskland spiller og træner de bedste piger systematisk sammen med drenge helt op i teenagealderen.

Det samme gælder i et land som Polen, der tidligere end Danmark har identificeret, hvad der skal til for at accelerere talentudviklingen på pigesiden og nu er ved at overhale os på området.

Hvor det før i tiden blev betragtet som en problematisk udfordring, at piger og drenge var nødt til at spille fodbold sammen – typisk fordi der i de enkelte klubber ikke var nok piger til særskilte pigehold – er det altså i dag noget, der viser sig som en stor fordel for både piger og drenge. 

For at opridse goderne ved fællesfodbold, er det nyttigt for forståelsen at placere børnene i to primære, om end lidt forsimplede, kasser. 

De børn, der går til fodbold for fællesskab, sammenhold og social udfoldelse i den første kasse, og de børn, der er dygtige til at spille og som ønsker at dygtiggøre sig mest muligt i den anden.

For den første og utvivlsomt største gruppe er der en række fordele ved fællesfodbold, som ikke blot forplanter sig ude i fodboldklubberne, men som på samfundsniveau kan være med til at skabe bedre holdspillere og dermed bedre mennesker.

Piger og drenge går i skole sammen, de går til svømning og til badminton sammen.

Men lige præcis i fodbolden findes en opdeling af kønnene, og det er hverken godt for børnene eller for sporten.

Baseret på erfaringer fra udlandet kan fællesfodbold skabe mere trivsel, motivation, fodboldglæde og ikke mindst fællesskab på tværs af køn.

Marie Greve

Baseret på erfaringer fra udlandet kan fællesfodbold skabe mere trivsel, motivation, fodboldglæde og ikke mindst fællesskab på tværs af køn.

Her er der altså ikke kun tale om sportslig matchning, men også social matchning – noget der burde være en kerneopgave i det danske foreningsliv.

Hvad angår den anden gruppe er fordelene endnu mere håndgribelige. Kigger du udover fodboldeuropa i dag er tendensen tydelig; kontinentets allerstørste kvindelige talenter har stort set uden undtagelse spillet med drenge fra barnsben.

Når Danmark møder andre nationer i ungdomslandskampe på pigesiden, ser vi nu, at modstandernes spillere er mere komplette og på højere niveau, fordi de er længere fremme i deres udvikling; de tager bedre beslutninger, spiller hurtigere og med højere intensitet, og det gør de typisk, fordi de er vant til at spille med drenge.

Fællesfodbold er instrumentalt i forhold til at optimere den enkelte spillers potentiale, og her er den daglige matchning afgørende. 

Ved at spille sammen på tværs bliver pigerne presset til at være dygtigere både teknisk og taktisk.

Derudover tyder det på, at pigerne bringer mere fokus ind til træning, større dedikation og bedre kommunikation.

Heldigvis findes der stadig handlekraft i dansk fodbold, og derfor lever fællesfodbold uautoriseret flere steder i landet på både bredde- og eliteniveau.

Marie Greve

Færdigheder som de bedste drengespillere omvendt lærer af. 

Så hvordan er sammenlignelige nationer som Holland og Tyskland 10-15 år foran os på det her område?

En stor del af svaret ligger i en utidssvarende kultur præget af berøringsangst og manglende politisk vilje.

Heldigvis findes der stadig handlekraft i dansk fodbold, og derfor lever fællesfodbold uautoriseret flere steder i landet på både bredde- og eliteniveau.

Klubber som Næsby Boldklub, KB og Team Viborg har allerede fællesfodbold for børn og unge.

Det samme gælder fire nye klubber fra København og Sjælland, der lige nu er en del af et forskningsprojekt, søsat under DBU's udviklingsplan for piger og kvinder, hvor fællesfodbold for i alt 450 spillere fra U7 til U12 skal give os endnu mere viden om, hvad der sker, når piger og drenge spiller fodbold sammen.

Senest har også Kvindedivisionsforeningen i samarbejde med seks kvindeeliteklubber fra hele Danmark søsat en ny reserveliga, der som et pilotprojekt blander kvindelige seniorspillere fra de danske Kvindeliga-trupper med U19-drenge i en række træningskampe, hvor fokus er på højst mulig intensitet.

De første kampe er afviklet til stor begejstring fra både spillere og trænere. 

Men hvis vi virkelig skal holde os selv og hinanden op på førnævnte selvforståelse – og hvis vi vil forhindre, at vores konkurrenter rykker endnu længere fra os – kræver det, at vores fodboldpolitikere og klubledelser tør udfordre vanetænkningen og omkalfatre en dybt forankret søjle i vores fodboldkultur.

Det er paradoksalt, at DBU's børnestrategi entydigt siger at "børn er børn" uanset køn, men alligevel gør tilsyneladende ubrydelige og arbitrære mønstre, at i fodboldklubben går Emilie til højre, mens Emil går til venstre.

En strukturel begrænsning, både i klubberne og på politisk niveau i dansk fodbolds absolutte top, der efterlader os testforskrækkede og forhindrer os i at modernisere fodboldens eksisterende rammer.  

Lige børn leger som bekendt bedst.

Så hvis vores børn skal lege bedst med verdens fedeste legetøj, fodbolden, er det fuldstændig afgørende, at vi begynder at matche spillerne på baggrund af motivation, ambition og niveau i stedet for køn for at give både pigerne og drengene de bedste muligheder for udvikling – både som mennesker og som fodboldspillere.