Lektor: Regeringens reformsjusk mangler en stopklods. Det rejser principielle spørgsmål til folkestyret

Thorning-regeringen kunne undskyldes med, at den ikke vidste bedre. Det kan Frederiksen-regeringen ikke. Det viser, at der er noget galt med den måde, vores folkestyre er indrettet på, når en politisk ledelse er ude af stand til at lære en så simpel psykologisk indsigt: Det er forkert at ydmyge de ansatte i et system, som er dybt afhængigt af de ansattes følelse af kald og forpligtelse.

Og var det ikke så tragisk, ville det være komisk, at selvsamme regering, som er ude af stand til at lære af de fejl, som det politiske system nu har brugt ti år på at rette op på, taler om, at vi skal orientere os imod et samfund, der baserer sig på livslang læring.

Reformudspil fjerner kandidatstudiets hovedingrediens
En anden af Thorning-regeringens fejl, som regeringen er ved at gentage, er troen på, at man kan detailstyre uddannelserne fra den politiske stratosfære. Det sker, når regeringen vil garantere, at alle studerende modtager 15 timers undervisning og vejledning ugentligt, at tre fjerdedele af undervisningen skal foregå på små hold, og én fjerdedel af undervisningen skal udgøres af vejledning og feedback.

Var det ikke så tragisk, ville det være komisk, at selvsamme regering, som er ude af stand til at lære af de sidste ti års fejl, taler om, at vi skal orientere os imod et samfund, der baserer sig på livslang læring

Jørn Bjerre
Lektor, DPU, Aarhus Universitet

Det svarer til at lave en kogebog ud fra princippet om, at alle ingredienser skal skæres i små stykker, koges i mindst tyve minutter, og så blendes. Mon ikke man hurtigt ville erfare, at hvad der er godt for kartoffelmosen, ikke nødvendigvis er godt for kyllingen.

Det samme er tilfældet med uddannelsernes forskellige moduler. Hvordan vil det eksempelvis forbedre et praktikforløb eller et projektforløb at tvinge de studerende til at sidde femten timer på små hold og modtage undervisning?

Samtidig med, at regeringen på formfuldendt new speak fortæller, at denne form detailstyring vil øge uddannelsernes kvalitet, så argumenterer den også for, at man kan forbedre kandidatstudiet ved at fjerne den hovedingrediens, som det selvstændige studie udgør.

I regeringens udspil anses det således for selvindlysende problematisk, at hver tredje studerende på kandidatuddannelserne i dag studerer i op til 30 timer om ugen på egen hånd. Men formålet med et kandidatstudie er jo netop, at de studerende påbegynder en proces, hvor de mere og mere tilrettelægger deres egen læreproces, og underviserens rolle bliver at hjælpe de studerende til selvstændig læsning, diskussion i studiegrupper og skrivning.

Det er denne selvstændiggørende læreproces, regeringen vil fjerne.

Hvordan kan vi stole på landets politiske ledelse?
Problemet er ikke blot, at regeringen ikke lærer af tidligere regeringers fejl. Enten kan den ikke huske, eller også vælger den ikke at stå ved, hvad tidligere regeringer har opfordret de unge til.

Når regeringen bruger som begrundelse for, at reformen er nødvendig, at hver fjerde unge tager en universitetsuddannelse, så runger det hult al den stund, at det præcis var, hvad Thorning-regeringen opsatte som måltal for 2020.

“Hver fjerde skal have en universitetsgrad,” lød en overskrift i Jyllands-Posten dengang i 2012: “De unge kan godt finde de store ambitioner om deres drømmestudium frem.”

Regeringens udspil til en universitetsreform giver samlet set anledning til at rejse nogle principielle spørgsmål vedrørende folkestyret og dets forvaltning:

• Hvordan kan unge stole på landets politiske ledelse, når denne ikke kan huske, hvilke mål den tidligere ledelse satte op for dem?
• Hvordan kan en regering, der ikke føler sig forpligtet på at lære af de eklatante fejl, som tidligere regeringer har begået, vise os i retning af et samfund, der bygger på livslang læring?
• Hvordan kan ansatte i uddannelsessystemet tage det alvorligt, at de forventes at arbejde på et evidensbaseret grundlag, samtidig med at regeringen lægger op til at gennemføre et totalt eksperiment med hele uddannelsessektoren uden så meget som at have én enkelt henvisning til en videnskabelig undersøgelse, som kunne sandsynliggøre, at dette er en god ide?
• Hvordan hænger det, at alle ansatte i den offentlige sektor bliver målt, evalueret, og holdt ansvarlige for deres handlinger, sammen med, at skiftende regeringer ansvarsløst kan gennemføre uigennemtænkte eksperimenter med hele sektorer?
• Hvordan kan det forbedre de uddannelser, der allerede er en ubetinget succes, at man fjerner årsagen til denne succes - den selvstændiggørende læreproces?
• Hvordan kan man tro, at man ved at kaste alle boldene op i luften, kan forbedre et system, der allerede er ved at segne under vægten af tidligere reformer?

Med dannelsen af den enevældige regering er demokratiets stopklodser blevet slidt ned til forstyrrelser, regeringen let kan ignorere, og spørgsmål, der får lov at hænge i vinden

Jørn Bjerre
Lektor, DPU, Aarhus Universitet

Demokratiets stopklodser er slidt ned
Der bør være en stopklods i vores folkestyre, som kan tvinge en regering til at bremse op og svare på spørgsmål som dem, jeg stiller her. Den dialog, som vores folkestyre baserer sig på, forudsætter, at der findes sådanne stopklodser. Det er meningen med at have en offentlighed, kritiske medier og en politisk opposition.

Med dannelsen af den enevældige regering er demokratiets stopklodser blevet slidt ned til forstyrrelser, regeringen let kan ignorere, og spørgsmål, der får lov at hænge i vinden.

Regeringen har således magt til at ignorere Konservatives bud på en universitetsreform, selv om det er langt mere gennemtænkt end regeringens eget udspil. Regeringen har magt til at igangsætte samme type reformspiral på universitetsområdet, som dem, der allerede kører rundt i de andre dele af uddannelsessektoren, hvor den ene reform skaber de problemer, som gør den næste nødvendig.

Bruger regeringen denne magt, så kommer den til at gå over i historien som regeringen, der ikke lærte af fejl, selv om de var bøjet i neon. Universiteterne har længe råbt op, nu er oppositionen så vågnet op. Det er på tide, at regeringen stopper op.