Professor om myndighedsrelateret forskning: Vi kan ikke være sikre på, at vi får troværdig viden for pengene

Af de samlede nationale bevillinger til forskning i 2020 på knap 22 milliarder kroner udgjorde udgifter til myndighedsrelateret forskning skønsmæssigt omkring ti procent.

’Myndighedsrelateret forskning’ er min betegnelse for forskning, som udføres af universiteter eller særlige institutioner i offentligt regi for at forsyne myndigheder med solid, forskningsbaseret viden, så disse kan varetage deres funktioner bedst muligt til gavn for befolkningen.

Det drejer sig om områder som miljø, arbejdsmiljø, sundhed (for mennesker og dyr), vejr, klima, have, undergrund, grundvand, infrastruktur, uddannelse, sikkerhed, internationale relationer med videre.

Forskning som i sagens natur må betales af en fælles kasse.

Undgå katastrofer
Her er ikke blot tale om nyttig forskning, det er uomgængeligt nødvendig forskning for at undgå katastrofer og for bedst mulig udnyttelse af samfundets ressourcer til fælles bedste.

Imidlertid må vi konstatere, at bevillingerne gennem en årrække har været ramt af toprocent-besparelserne.

Det har tvunget AU ind i en større fyringsrunde på klima- og miljøområdet netop i disse uger.

Det optimale omfang på de forskellige områder, skal jeg dog ikke give bud på. Jeg vender mig mod et andet spørgsmål, der er lettere at svare på: Kan vi være sikre på, at vi får solid og troværdig viden for pengene?

Det kan vi ikke.

Pres fra økonomiske og politiske interesser
Det skyldes de ydre økonomiske og styringsmæssige rammer.

Mange af områderne er nemlig udsat for begrænsninger og pres både fra stærke økonomiske og stærke politiske interesser, som ikke uden videre respekterer den uafhængighed, som er nødvendig for, at forskernes resultater kan komme frem uden filter og fordrejning.

Mange af områderne er udsat for begrænsninger og pres både fra stærke økonomiske og stærke politiske interesser, som ikke uden videre respekterer den uafhængighed, som er nødvendig for, at forskernes resultater kan komme frem uden filter og fordrejning.

Heine Andersen
Professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Det findes der desværre solid og omfattende dokumentation for.

En af de største skandalesager var de såkaldte dobbeltmundkurvskontrakter. Jeg afdækkede fra 2014 til 2016 myndighedernes brug af ulovlige tavshedsklausuler i de kontrakter, universiteterne skulle skrive under på.

De blev offentligt kendt i forbindelse med sagen om landbrugspakken i 2016 (’gyllegate’), der kostede Eva Kjer Hansen ministerstolen. Men de blev først afskaffet efter indgreb fra Ombudsmanden, og ingen blev nogensinde draget til ansvar.

Flere repræsentative undersøgelser har siden dokumenteret, at forskere jævnligt føler sig udsat for pres i forbindelse med myndighedsopgaver.

De presses til at ændre i konklusioner, til at undlade at publicere, eller til at udsætte publicering. De kan ikke frit vælge problemafgrænsning og spørgsmål. Det er klart i modstrid med såvel forvaltningslov som universitetslov og regler for god videnskabelig praksis.

Intet er hidtil blevet gjort for at drage myndighederne til ansvar for at få dem til at overholde disse regler.

Mangel på økonomisk tryghed
Et særligt problem er den mangel på økonomisk tryghed og stabilitet, som ellers er nødvendig for forskningens uafhængighed.

En stor del af den forskningsbaserede myndighedsbetjening er reguleret af rammekontrakter, som kan opsiges og konkurrenceudsættes.

Dermed kan universiteter miste flere hundrede millioner med kort varsel, med fyringer og ledige bygninger til følge.

I sådan en runde mistede DTU for nogle år siden således veterinærområdet til KU/SSI efter blandt andet at have igangsat byggeri for flere hundrede millioner.

Det var uklart, hvorfor denne konkurrenceudsættelse skulle ske, men onde tunger ville vide, at det var fordi en fremtrædende professor vedholdende efterspurgte stærkere indgreb over for svineavl for at nedbringe MRSA-smitte.

Efterfølgende leverede Rigsrevisionen en skarp kritik af myndighedernes håndtering.

En del tyder i øvrigt på, at veterinærområdet har været udsat for misrøgt, jævnfør indlæg af Jens Laurits Larsen her i Altinget.

En hævnaktion
Efter gyllegate annoncerede daværende miljøminister Esben Lunde Larsen konkurrenceudsættelse af Aarhus Universitets myndighedskontrakter. Det kunne udlægges som en hævnaktion, og konkurrenceudsættelsen blev i øvrigt også stillet i bero ved regeringsskifte i 2019.

Det vil klart undergrave troværdigheden og være et brud på forskningsfriheden, hvis myndighederne foreskriver bestemte metoder og bestemte nøgletal.

Heine Andersen
Professor emeritus, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Men muligheden eksisterer stadig.

Det er klart, at en sådan økonomisk klemme på forskerne giver ekstra vægt, hvis myndigheden for eksempel presser for at få ændret i rapporter – hvad de angiveligt gør.

Endnu et eksempel: Finansministeriet udstikker retningslinjer for beregningsmetoder og økonomiske nøgletal, som også forskerne forventes at anvende, når de udfører samfundsøkonomiske analyser for myndigheder.

Over for mig har Finansministeriet bekræftet dette, om end der er forskellige udlægninger og opfattelser af, hvor obligatoriske de er.

Det vil klart undergrave troværdigheden og være et brud på forskningsfriheden, hvis myndighederne foreskriver bestemte metoder og bestemte nøgletal. Forskerne skal stå frit, og usikkerhed og uenighed skal komme til udtryk.

Dette bør undersøges.

Tiden er inde
Hvis forskere kommer med eller tilbageholder bestemte resultater, fordi de er betalt for det og/eller fordi de er presset til det, kan man selvfølgelig ikke stole på det.

Efter gyllegate og nogle efterfølgende skandalesager fulgt af offentlig debat, skrev rektor ved KU, Henrik Wegener i 2018 i et indlæg i Altinget: ”Lad os give hele det forskningsbaserede rådgivningssystem et serviceeftersyn, før flere enkeltsager miskrediterer systemet.”

Det var mens Søren Pind (V) var forskningsminister, og han lagde faktisk op til, at det skulle blive til noget. Desværre kom noget i vejen, men nu må tiden være inde.

Oplagte forslag til overvejelse vil være:

• Stop konkurrenceudsættelse, giv faste finanslovsbevillinger i stedet
• Styrk ansættelsestrygheden for forskerne
• Uddan ledende personale og administratorer i forvaltningen – både hos myndigheder og på universiteter - i principper for god videnskabelig praksis og forskningsfrihed.
• Giv instruktion om at overholde regler og klare konsekvenser, hvis det ikke sker
• Etablér uafhængige ekspertpaneler til overvågning af forskningens uafhængighed, relevans og kvalitet.