Bliv abonnent
Annonce
Debat

Konservativ studerende til russisk ambassadør: Tror du selv på det, du skriver?

Af og til hænder det, at politiske udmeldinger lyder som det rene satire, skriver Jakob Brandenhoff Lind om den russiske ambassadørs kronik i Altinget.
Af og til hænder det, at politiske udmeldinger lyder som det rene satire, skriver Jakob Brandenhoff Lind om den russiske ambassadørs kronik i Altinget.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
28. februar 2025 kl. 05.00

J

Historiestuderende og EU, forsvars- og udenrigsordfører for Konservativ Ungdom

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er nærmest ynkeligt at læse den russiske ambassadørs løgne i Altinget, og jeg fristes til at stille spørgsmålet: Tror han egentlig selv på det, han skriver, eller er han sendt i byen af den lille russer med storhedsvanvid?

Jeg ved ikke, om du kender det, men af og til hænder det, at politiske udmeldinger lyder som det rene satire. I den disciplin fører – ikke overraskende – den amerikanske præsident Donald Trump, men den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, har også meldt sig ind i kampen.

Læs også

Jeg skulle ikke ofre mange sekunder på hans seneste ynkelige indspark i debatten, før jeg var grædefærdig af grin. Vi må jo forstå, at det er det onde Vesten, som truer Rusland, og det er forkert at opfatte Rusland som en trussel.

Det er dog værd at bemærke, at det ikke er den vestlige verden, som har sluppet krigens monster løs i Europa eller dagligt bombarderer et naboland med missiler og droner.

Putins lakaj

Den russiske ambassadør skriver, at “inden for rammerne af denne verdensorden har Vesten – især USA – lov til at invadere andre stater under falske påskud og i strid med folkeretten”.

Den russiske økonomi er lige så langt fra at være en økonomisk magtfaktor, som en studerende er for at komme ind på det københavnske boligmarked.

Jakob Brandenhoff Lind
Historiestuderende og EU, forsvars- og udenrigsordfører for Konservativ Ungdom

Her refererer Putins lakaj i Danmark til krigene i Afghanistan og Irak, krige som ganske vist har sine problematikker, men de blev udkæmpet i frihedens navn og imod terrorisme. Det samme kan ikke siges om Ruslands krig mod Ukraine.

Den krig, som Barbin i øvrigt kalder for Ruslands "særlige militæroperation", blev indledt af en årsag – og den var imperialistisk. Ukraines demokratisk valgte regering skulle afsættes, og landet skulle forvandles til en satellitstat på samme niveau som Belarus.

Med andre ord: Det er en erobringskrig, som Rusland har indledt. Det stoppede vi andre i Europa med for 80 år siden, men Rusland har jo altid været lidt bagud med udviklingen.

Russisk desperation

Men på en eller anden måde fremstår Barbins indlæg også tåbeligt og naivt, og ambassadøren skriver, at Vesten bruger Ukraine til at bekæmpe Ruslands stigende indflydelse i verden. Til det kan der siges to ting.

For det første: Europa udnytter ikke Ukraine eller det ukrainske folk til at udkæmpe en stedfortræderkrig – nej, vi støtter dem i deres kamp for frihed, demokrati, og i det princip at suveræne stater, ja, netop er suveræne.

For det andet: Hvilken stigende indflydelse i verden skriver den russiske ambassadør om? Rusland er i lommen på Kina og er dybt afhængig af kinesernes støtte i det internationale forum. Desuden er russerne også blevet smidt ud af Syrien, som kostede dem deres direkte adgang til Middelhavet.

Læs også

Den russiske økonomi er heller ikke noget at prale med og er ligeså langt fra at være en økonomisk magtfaktor, som en studerende er for at komme ind på det københavnske boligmarked. Selv militært er Ruslands såkaldte indflydelse ligeså faldende som deres soldater på slagmarken.

Landet, som bliver styret med hård hånd af Kreml, benytter kampvogne fra Stalins tid, og videoer af sårede russiske soldater, der sendes i den visse død, forekommer hyppigere og hyppigere. Og når Rusland desperat søger hjælp fra Nordkorea, er man godt nok langt nede på listen over lande, som har noget at skulle have sagt på verdensplan.

Det eneste Rusland reelt har at slå med, er deres atomvåben, hvilket den tidligere russiske præsident Dmitrij Medvedev jævnligt minder os om. Så nej, Ruslands indflydelse i verden er lige så faldene som Wagner-lederen Prigozjins fly.

Propagandamaskinen kører på fuld damp

Den russiske ambassadør er ikke kun et talerør for Moskvas propaganda, han er også respektløs og blind for de utallige forbrydelser, de russiske styrker har forvoldt i Ukraine.

Barbin skriver forfærdet om “Kyiv-regimets daglige masseforbrydelser” – endnu et eksempel på den russiske propagandamaskine, der kører på fuld damp.

Ambassadøren glemmer belejligt de russiske massemord i Butja og Izjum samt tæppebombningen af byer som Mariupol, Kherson, Bakhmut, Advijka, Soledar og Pokrovsk for blot at nævne nogle enkelte.

Den russiske ambassadør er ikke kun et talerør for Moskvas propaganda, han er også respektløs og blind for de utallige forbrydelser, de russiske styrker har forvoldt i Ukraine.

Jakob Brandenhoff Lind
Historiestuderende og EU, forsvars- og udenrigsordfører for Konservativ Ungdom

Byerne er blevet forvandlet til ruiner og murbrokker af russiske granater og bomber, men russerne har jo befriet byerne, som Vladimir Barbin påstår. Hvis ambassadøren mener befriet for bygninger, der er beboelige, har han måske ret.

Jeg er dog overbevist om, at hvis russerne ikke havde overfaldet Ukraine med magt og vold, ville de byer stadig stå i dag. Børn ville stadig løbe og lege i gaderne, de unge ville stadig gå til fester, forældre og voksne ville passe deres arbejde, og de ældre ville forhåbentligt sidde trygt hjemme og omfavne deres børnebørn.

Det er dog ikke en verden, som Putin eller hans nikkedukke her i Danmark er fan af.

I stedet for fred og idyl bliver børnene traumatiseret af evige bombardementer og må gemme sig i mørke, kolde og fugtige kældre. De unge skal ikke længere gå op i kærestesorger, men skal undgå at blive ramt af de russiske kugler i skyttegravene. Forældrene, som før lavede madpakker og opdrog deres børn, må nu begrave dem, og de ældre kommer aldrig til at se deres børnebørn igen. Alt dette udelukkende på grund af Ruslands krigsmageri.

Hvis Rusland virkelig ønskede en fredelig eksistens med Ukraine, som ambassadøren skriver, havde russerne aldrig angrebet. Så ville de hundredtusindvis af russiske soldater, som er blevet dræbt eller såret på en tilfældig ukrainsk mark, stadig kunne fortælle deres børn historier, men den fremtid er blevet dem frarøvet.

Men nej, sådan ville Putin det ikke, og et normalt forhold mellem Rusland og Ukraine blev utænkeligt efter den ulovlige annektering af Krim i 2014 og fuldstændig umuligt efter fuldskala-invasionen 24. februar 2022. Det håber jeg, at ambassadøren også ved, selvom han blot er Putins marionetdukke.

Læs også

Artiklen var skrevet af

J

Jakob Brandenhoff Lind

Historiestuderende og EU, forsvars- og udenrigsordfører for Konservativ Ungdom

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026