Debat

Konservative og Dansk Erhverv: Nato-satsning kan blive et nyt eksporteventyr

Arven fra Niels Bohr har givet Danmark en position som foregangsland inden for kvanteteknologi. Med Nato og EU's fokus på teknologien kan det blive en løftestang til det brede erhvervsliv, skriver Niels Flemming Hansen og Christoffer Greenfort.

Det er veltimet, at Danmark nu lægger kræfter i at fremme kvanteteknologien. I Nato er kvanteknologi nemlig en af de teknologier, man ønsker at være på forkant med, skriver Konservatives forsvarsordfører og chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Det er veltimet, at Danmark nu lægger kræfter i at fremme kvanteteknologien. I Nato er kvanteknologi nemlig en af de teknologier, man ønsker at være på forkant med, skriver Konservatives forsvarsordfører og chefkonsulent i Dansk Erhverv.Foto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix
Christoffer Greenfort
Niels Flemming Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nyligt afgav myndigheder, erhvervslivet og forskningsinstitutioner i fællesskab et tilbud til Nato på et dansk "Nato Center for Quantum Technologies".

Konkret foreslår Danmark, at Niels Bohr Instituttet bliver vært for et acceleratorsite og testcenter under Nato, der understøtter start-up-virksomheder, som arbejder med udviklingen af kvanteteknologier, der kan bruges til både militære og civile formål. Det er positivt og en væsentlig milepæl for det danske kvanteknologiske økosystem.

Med udgangspunkt i arven efter forskeren Niels Bohr har Danmark opnået en forskningsmæssig styrkeposition inden for kvanteteknologi med forskere i verdensklasse og et forskningsmiljø, som også har tiltrukket store private investeringer.

Mulig løftestang til erhvervslivet

Det danske kvanteøkosystem indeholder dog et betydeligt potentiale for kommercialisering af forskningen og kan derved blive en driver for vækst og eksport både på den korte og på den lange bane.

Når det kommer til den grønne omstilling, vil kvanteteknologien blive en helt central del af løsningerne.

Niels Flemming Hansen & Christoffer Greenfort
Hhv. forsvarsordfører og MF (K) og chefkonsulent hos Dansk Erhverv

Det er derfor vigtigt, at man ser det danske bud som ét blandt forhåbentligvis mange flere tværministerielle initiativer, der kan bidrage til at forstærke den danske styrkeposition inden for kvanteknologi

For uanset om Nato-medlemslandene ender med at bakke om op det danske bud eller ej, kan det momentum som nu skabes i det danske kvanteøkosystem, med de rette greb, blive en løftestang til at brede de erhvervsmæssige muligheder inden for kvanteteknologi endnu mere ud – til gavn for vækst, sikkerhed og den grønne omstilling.

Fra sikkerhed til grøn omstilling

Inden for sikkerhedsaspekterne vil kvanteteknologi være centralt. For borgere, virksomheder og myndigheder vil cybersikkerhed og modstandskraft overfor cyberangreb kun stige i væsentlighed, hvis man ser på det nuværende trusselsbillede.

Her kan såkaldt kvantekryptografi være et af de afgørende svar for sikring af kritisk infrastruktur og datacentre samt langtidssikring af fortrolige data.

Når det kommer til den grønne omstilling, vil kvanteteknologien blive en helt central del af løsningerne inden for områder som transport og logistik. Kvantecomputere vil med hidtil uset høj beregningskraft kunne optimere ruteplanlægning og bidrage til at reducere transportsektorens CO2-emissioner.

På samme måde vil kvantesimulationer kunne optimere el- og energiforsyningsnettet – i særdeleshed i takt med smart grid udbredes i stigende grad.

På forkant med EU og Nato

Det er veltimet, at Danmark nu lægger kræfter i at fremme det kvanteteknologiske økosystem.

Danmark skal fastholde og udbygge sin position som foregangsland.

Niels Flemming Hansen & Christoffer Greenfort
Hhv. forsvarsordfører og MF (K) og chefkonsulent hos Dansk Erhverv

Forleden offentliggjorde Europa-Kommissionen ved Margrethe Vestager en såkaldte køreplan for sikkerheds- og forsvarsteknologier. Et af de foreslåede initiativer i køreplanen er at reducere relaterede EU-strategiske afhængigheder af kritiske teknologier, eksempelvis inden for chips, kunstig intelligens og kvanteteknologi.

Og i Nato er kvanteknologi - sammen med blandt andet også anvendelsen af kunstig intelligens - en af de teknologier, alliancen ønsker at være på forkant med.

Udbyg Danmarks position som foregangsland

Teknologikonkurrencen skærpes i disse år. Flere og flere teknologier indeholder sikkerhedspolitiske overvejelser. Og Danmark bør bidrage med know-how og løsninger – ikke mindst inden for de områder, hvor vi også har erhvervsmæssige styrkepositioner som netop kvanteknologi.

At Danmark bidrager til at fastholde Nato's teknologiske forspring vil skabe tilbageløb og understøtte, at danske virksomheder er på forkant med teknologikonkurrencen rundt om i verden.

Kvanteteknologi er en af de disruptive teknologier, der grundlæggende vil forandre mange aspekter af samfundet. Men hvis Danmark skal høste det fulde potentiale samtidig med, at vi er med til at tøjle de sikkerhedsmæssige udfordringer, som teknologien også medfører, skal Danmark fastholde og udbygge sin position som foregangsland.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Flemming Hansen

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (K), MF (K)
hh (Kolding Købmandsskole 1996)

0:000:00