Lidegaard: Obamas udenrigspolitik var langt bedre end sit rygte

Det er en sejlivet og udbredt myte, at præsident Obamas udenrigspolitik var en mindre katastrofe. Ikke mindst den svigtede "røde linje" over for Syriens præsident Assad, da denne lagde an til at anvende giftgasser mod sin egen civile befolkning.

For kritikerne fremstår den manglende konsekvens over for Syrien som blot ét af flere eksempler på en vag amerikansk præsident, der efterlod både USA og den demokratiske verdensorden i en forhutlet stand, fordi verdens politibetjent på Obamas vagt var langt mere forbeholden med at trække staven.

Jeg er grundlæggende uenig i denne analyse. Onsdag (16. januar) udkommer bogen ”Obama – håbets præsident” med en lang række bidrag fra eksperter i amerikansk politik, herunder mig selv. Samlet tegnes der et langt mere nuanceret billede af den amerikanske ekspræsident og hans udenrigspolitik, end vi har været vant til at høre.

Min egen analyse er, at Obama som den første amerikanske præsident tog konsekvensen af den nye verdensorden, som på godt og på ondt fremstår stadig mere tydeligt. I denne nye verdensorden vokser klodens økonomi eksplosivt – en fordobling af verdens BNP på 20 år frem mod 2030 – og langt den største vækst foregår i stormagter uden for den vestlige verden: Kina, Indien, Rusland, Saudi-Arabien, Iran, Sydafrika, Brasilien osv. Dermed forskubbes de tektoniske plader i geopolitikken, og selv USA kan i længden ikke diktere andre lande deres udvikling.

Derfor satsede Obama på sin egen udgave af America First ved at udvide de diplomatiske og økonomiske bånd med de nærmeste allierede – især Europa – samtidig med at han gennem diplomatisk aktivisme forsøgte at aftale spilleregler med klodens nye stærke stater. Målet var at skabe orden i kaos og undgå et militært ragnarok, som USA måske i sidste ende ville være i stand til at vinde, men som ville koste så dyrt i enhver forstand, at USA ikke havde interesse i det – ikke mindst med USA's dyrekøbte erfaringer og fejlslagne krige i Mellemøsten i frisk erindring.

Aftalen med Iran om begrænsning af landets atomvåbenprogram er ét eksempel på den diplomatiske aktivisme, men det er den helhjertede indsats for klimaet også, der i den nye bog har sit eget selvstændige kapitel ved Connie Hedegaard. Også den omhyggelige opbygning af en bred international koalition med næste 100 lande imod ISIL bør nævnes, herunder at Obama insisterede på, at indsatsen ikke bare kunne følge det traditionelle militære spor, men også måtte indbefatte en række stabiliserende og forebyggende civile indsatser.

Forestillingen om, at konflikten i Syrien kunne være stoppet fra den ene dag til den anden ved en amerikansk intervention, og at det uden videre ville have ført til Assads fald, fred og en fri demokratisk udvikling i Syrien, forekommer grænseløst naiv.

Martin Lidegaard (R)

Som det altid er med diplomati, blev ikke alle løsninger og aftaler perfekte. Men de var langt bedre end ingen aftaler og ingen indsatser – og langt bedre end vilkårlige militære indsatser uden opfølgning, som er blevet eftermælet for Obamas forgængere.

Selvfølgelig var Obama ikke fejlfri, og kritikken af ham er på nogle områder berettiget. Det er aldrig godt at opsætte "en rød linje", som man derefter ikke overholder. Tragisk er det også, at hver eneste amerikanske præsident tilsyneladende selv på egen krop skal erfare, at Vladimir Putin reelt ikke ønsker partnerskab med nogen eller noget – ud over sin egen familie og de nærmeste oligarker.

Men forestillingen om, at konflikten i Syrien kunne være stoppet fra den ene dag til den anden ved en amerikansk intervention, og at det uden videre ville have ført til Assads fald, fred og en fri demokratisk udvikling i Syrien, forekommer grænseløst naiv.

Havde Obama valgt et symbolsk svar i form af begrænsede bombetogter, som Trump nu har gjort to gange, ville det med stor sandsynlighed ikke have haft nogen som helst virkning på Assad og Rusland, der nærmest kunne betragte et så spagt svar som et indirekte carte blanche til ufortrødent at fortsætte deres blodige fremfærd.

Havde Obama i stedet sat massivt ind med militære midler, for eksempel fjernet Assads flyvevåben og dermed gjort det umuligt for ham at vinde krigen, ville det utvivlsomt have udløst en reaktion fra de andre regionale stormagter, der fra starten har været dybt engageret i den syriske konflikt, især Rusland og Iran.