Lidegaard: Obamas udenrigspolitik var langt bedre end sit rygte

KOMMENTAR: I en verden, hvor USA dag for dag bliver relativt mindre, og hvor en lang række af vores største problemer kun lader sig løse i et internationalt fællesskab, vil amerikansk udenrigspolitisk enegang være ødelæggende, skriver Martin Lidegaard.

Det er en sejlivet og udbredt myte, at præsident Obamas udenrigspolitik var en mindre katastrofe. Ikke mindst den svigtede "røde linje" over for Syriens præsident Assad, da denne lagde an til at anvende giftgasser mod sin egen civile befolkning.

For kritikerne fremstår den manglende konsekvens over for Syrien som blot ét af flere eksempler på en vag amerikansk præsident, der efterlod både USA og den demokratiske verdensorden i en forhutlet stand, fordi verdens politibetjent på Obamas vagt var langt mere forbeholden med at trække staven.

Jeg er grundlæggende uenig i denne analyse. Onsdag (16. januar) udkommer bogen ”Obama – håbets præsident” med en lang række bidrag fra eksperter i amerikansk politik, herunder mig selv. Samlet tegnes der et langt mere nuanceret billede af den amerikanske ekspræsident og hans udenrigspolitik, end vi har været vant til at høre.

Min egen analyse er, at Obama som den første amerikanske præsident tog konsekvensen af den nye verdensorden, som på godt og på ondt fremstår stadig mere tydeligt. I denne nye verdensorden vokser klodens økonomi eksplosivt – en fordobling af verdens BNP på 20 år frem mod 2030 – og langt den største vækst foregår i stormagter uden for den vestlige verden: Kina, Indien, Rusland, Saudi-Arabien, Iran, Sydafrika, Brasilien osv. Dermed forskubbes de tektoniske plader i geopolitikken, og selv USA kan i længden ikke diktere andre lande deres udvikling.

Derfor satsede Obama på sin egen udgave af America First ved at udvide de diplomatiske og økonomiske bånd med de nærmeste allierede – især Europa – samtidig med at han gennem diplomatisk aktivisme forsøgte at aftale spilleregler med klodens nye stærke stater. Målet var at skabe orden i kaos og undgå et militært ragnarok, som USA måske i sidste ende ville være i stand til at vinde, men som ville koste så dyrt i enhver forstand, at USA ikke havde interesse i det – ikke mindst med USA's dyrekøbte erfaringer og fejlslagne krige i Mellemøsten i frisk erindring.

Aftalen med Iran om begrænsning af landets atomvåbenprogram er ét eksempel på den diplomatiske aktivisme, men det er den helhjertede indsats for klimaet også, der i den nye bog har sit eget selvstændige kapitel ved Connie Hedegaard. Også den omhyggelige opbygning af en bred international koalition med næste 100 lande imod ISIL bør nævnes, herunder at Obama insisterede på, at indsatsen ikke bare kunne følge det traditionelle militære spor, men også måtte indbefatte en række stabiliserende og forebyggende civile indsatser.

Som det altid er med diplomati, blev ikke alle løsninger og aftaler perfekte. Men de var langt bedre end ingen aftaler og ingen indsatser – og langt bedre end vilkårlige militære indsatser uden opfølgning, som er blevet eftermælet for Obamas forgængere.

Selvfølgelig var Obama ikke fejlfri, og kritikken af ham er på nogle områder berettiget. Det er aldrig godt at opsætte "en rød linje", som man derefter ikke overholder. Tragisk er det også, at hver eneste amerikanske præsident tilsyneladende selv på egen krop skal erfare, at Vladimir Putin reelt ikke ønsker partnerskab med nogen eller noget – ud over sin egen familie og de nærmeste oligarker.

Men forestillingen om, at konflikten i Syrien kunne være stoppet fra den ene dag til den anden ved en amerikansk intervention, og at det uden videre ville have ført til Assads fald, fred og en fri demokratisk udvikling i Syrien, forekommer grænseløst naiv.

Havde Obama valgt et symbolsk svar i form af begrænsede bombetogter, som Trump nu har gjort to gange, ville det med stor sandsynlighed ikke have haft nogen som helst virkning på Assad og Rusland, der nærmest kunne betragte et så spagt svar som et indirekte carte blanche til ufortrødent at fortsætte deres blodige fremfærd.

Havde Obama i stedet sat massivt ind med militære midler, for eksempel fjernet Assads flyvevåben og dermed gjort det umuligt for ham at vinde krigen, ville det utvivlsomt have udløst en reaktion fra de andre regionale stormagter, der fra starten har været dybt engageret i den syriske konflikt, især Rusland og Iran. 

Det vidste Obama. Han vidste også, at uden en aftale med minimum Saudi-Arabien, Iran og Rusland ville han ikke kunne lave en varig løsning for Syrien. Han har uden tvivl vurderet, at Rusland var den mest tilgængelige af disse magter, og aftalen om de kemiske våben kunne i bedste fald ses som et første skridt i en større aftale om Syrien og regionens fremtid. Det måtte prøves, netop i erkendelse af at USA ikke har kunnet og ikke kan håndtere komplicerede regionale konflikter alene med militær overmagt. Saudi-Arabien og Iran er nu verdens henholdsvis femte- og sjettestørste militære magt. En gnist i form af et hårdt amerikansk angreb, der fik det regionale bål til at springe i lys lue, ville være fuldstændig uoverskuelig.

Obamas valg var og bliver problematisk, fordi han netop selv havde sat "den røde linje" op. Men forestillingen om, at USA kunne have bombet sig til en varig fred i Syrien taler til gengæld imod al anden erfaring, vi har gjort os i Mellemøsten. Obama forsøgte en anden tilgang, men det lykkedes ikke.

Konklusionen bliver derfor den indlysende, at heller ikke Obamas aktivistiske diplomati altid lykkedes. Der findes sikkerhedspolitiske problemer, der hverken lader sig løse med et militært eller et forhandlingsmæssigt snuptag. Derfor bliver det i sidste ende en politisk vurdering, om det er Obamas diplomatiske aktivisme, Bush' militære aktivisme eller Trumps America First gennem etablering af kaos og et magtpolitisk tomrum, der i længden tjener amerikanske interesser bedst.

Jeg er ikke i tvivl. I en verden, hvor USA dag for dag bliver relativt mindre, og hvor en lang række af vores største problemer kun lader sig løse i et internationalt fællesskab, vil amerikansk enegang være ødelæggende.

Det vil det være for USA’s allierede. Men til syvende og sidst især for USA selv.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Marie Krarup: Troen på demokratiets naturlighed er forkert Marie Krarup: Troen på demokratiets naturlighed er forkert Næste artikel Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie
  • Anmeld

    Christian V

    En socialliberal karakteristik af en socialliberal...

    Den samme tilbedelse fik Macron, da han blev valgt - vi konservative sagde allerede dengang, at han blev en fuser som Obama og modreaktionen vil blive voldsom. Det sørgelige er, at de drømmende bliver ved med at bære brænde til et større og farligere bål, fordi de ikke evner at tænke ikke-ideologisk.

  • Anmeld

    Arne Lund · pensioneret trafikrådgiver

    Løs snak fra det radikale tågehorn

    Lidegård og hans ligeså floffy bror Bo Lidegård nyder en priviligeret adgang til spalterne. Sjældent at der kommer noget brugbar tud af det. Heller ikke her.
    Hvorfor skal han forsvare Obamas manglende evne/vilje til at overholde egne røde linier? Og nu kommer Lidegård så flere efter, og fortæller, hvad Obama burde have gjort? Hvem kan bruge det til noget?

    Og hvem kunne bruge Lidegårds hændervriden og dans på æggeskaller den gang han var udenrigsminister af navn, og havde flg. kommentar til al-Sisis
    statskup i Egypten - fra: Berlingske Tidende 10.6.14:

    »Den politiske udvikling i Egypten er sammensat. Det er stærkt utilfredsstillende, at man dømmer hundredvis af mennesker uden nogen form for fair proces og forfølger politiske modstandere. Det er omvendt positivt, at egypterne forleden fik afholdt et præsidentvalg og nu har mulighed for at bygge en fremtid baseret på demokrati og økonomisk fremgang. Danmark vil gøre hvad vi kan for at begrænse det første og fremme det sidste,« skriver Martin Lidegaard i en kommentar til EUs lykønskning.


    Tågen lå stadig tungt over Lidegård, da han sidste efterår udsendte bogen
    "Lad os mødes på midten".
    Da han skulle forklare bogens pointer til Politiken, sagde han, at vi »bliver nødt til at søge mod midten, selv om den bevæger sig steder hen, hvor vi har svært ved at se os selv«.
    Betyder det, at i og med, at DF definerer sig selv som et midterparti - et midterparti som de fleste andre partier bejler til so oder so - at så er det dér Lidegård søger hen?


  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Det er ikke budbringeren der interessant

    Modsat sin forgænger erkendte Obama, at "de røde linier" ikke havde gang på jorden når det kom til stykket. Det er godt at kunne blive klogere.

    Det ville være en lige så umulig opgave at få Syrien på ret køl, som Libyen havde vist sig at være.

    George W. Bush´s kampagne mod Saddam viste sig at åbne for en boblende mødding af hundreder af års gamle stridigheder, der udelukkende var blevet holdt på plads af Saddam Hussein´s jernnæve, som den nyligt afdøde israelske forfatter Amos Oz udtrykte det kort før han gik bort.

    Mellemøstens uhyggelige fremtidsudsigter vil fortsat blive designet ud fra henholdsvis shiaers og sunniers stedfortræderkrige i de fejlslagne nabostater Yemen og Syrien.

    Disse stedfortræderkrige er en nøjagtig kopi af stedfortræderkrigene i Korea og Vietnam mellem øst og vest under den kolde krig.

    De stakkels fredelige indbyggere i de 2 lande er der ingen, der kan hjælpe.

    Obama undlod at gøre det hele meget være ved at involvere sig direkte i en krig i Syrien med mindst 4 forskellige modstandere, der indbyrdes bekæmpede hinanden. USA havde ikke brug for at blive endnu mere forhadt i Mellemøsten end det er i befolkningerne der i forvejen.

    Hvad danske politikere på sidelinjen mener om den sag er ikke interessant.