Rektor og prodekan: Norges indadvendthed udstiller landets sårbarhed

Norge er medlem af Nato, men det er en klub, som i fredstid stiller meget begrænsede krav til solidaritet og politisk beslutningstagning. Norge er også medlem af EU gennem EØS-aftalen, men det er en sammenslutning, hvor landet ikke behøver at engagere sig politisk.

En urolig verden

Se bare på de nordiske statslederes seneste nytårstaler. Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, indledte sin nytårstale med at sige: "Hvordan starter man en nytårstale i en så urolig verden?" Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, som holdt den traditionelle juletale, indledte med at sige: "Vi samles til jul i alvorstider." Finlands præsident, Alexander Stubb, åbnede med: "Vi lever i en tid, hvor vores følelse af tryghed forstyrres næsten dagligt."

Faren ved at blive for indadvendt er, at man samtidig giver et andet indtryk – nemlig at når Europa er under pres, så kigger Norge den anden vej.

Christen Krogh og Morten Irgens
Hhv. rektor og prodekan

De talte alle om det internationale sikkerhedslandskab og satte deres landes fremtid i forhold til globale spændinger og geopolitisk ustabilitet. Mette Frederiksen brugte næsten halvdelen af sin tale på at reflektere over dette. Hun understregede investeringer i forsvaret, behovet for europæisk solidaritet og suverænitet og Danmark som en central aktør i Europa.

Hun pegede direkte på Rusland, Iran og Kina og nævnte "Europa" ni gange og "krig" syv gange, før hun trak linjerne tilbage til Anden Verdenskrig og sagde: "Europa er mere udfordret, end vi har været siden de fem forbandede år."

Markant anderledes end sine naboer

Norges statsminister Jonas Gahr Støres nytårstale havde en markant anderledes tone end sine naboers. Han talte ikke meget om den geopolitiske situation, og når han gjorde det, var det med forenklinger og harmløshed: "Det er frustrerende, at mægtige lande ikke kommer til enighed om det allermest grundlæggende i menneskers liv, i nationers liv: Fred, frihed og tryghed."

Talen var mere hjemlig og indadvendt og fokuserede på forskellige aspekter af det norske samfund – børn, uddannelsessystemet og historisk modstandskraft – og formidlede et billede af national selvtillid og intern tillid. Kontrasten til Mette Frederiksen var skarp: "Moskva. Pyongyang. Og Teheran. Tre hovedstæder, som meget få mennesker har været i, i tre lande, der arbejder tættere og tættere sammen. Mod os."

Der kan være mange grunde til, at den norske tale var mere indadvendt end de andre. En mulig forklaring er, at Norge er tættere på et valg, og fordi udenrigspolitik er konsensusdrevet i Norge, har den aldrig været særlig vigtig i en valgkamp.

Men det manglende fokus kan også være et udtryk for, at Norge faktisk er mere selvcentreret og indadvendt end sine naboer. Det gør i så fald Norge sårbart, når omverdenen forandrer sig, og når landet virkelig har brug for allierede og partnere. Pandemien gjorde dette helt klart, da Norge fik adgang til EU-vacciner, fordi Sverige talte Norges sag.

Ulf Kristersson sagde i sin tale: "Vi gik ind i Nato for at få beskyttelse, for alene er vi ikke stærke. Specielt ikke i en urolig tid. Men vi gik også ind for at yde beskyttelse. En for alle, alle for en..." Mette Frederiksen sagde i sin tale: "Og når Europa er under pres, er Danmark det også".

Faren ved at blive for indadvendt er, at man samtidig giver et andet indtryk – nemlig at når Europa er under pres, så kigger Norge den anden vej.