Udenrigspolitiske stemmer: Sådan sikrer vi fred i en krigstid

Disse initiativer opstår ofte uden for det faste FN-system og kan være en fleksibel tilgang, der også afspejler den multipolære verdensorden med flere konkurrerende stormagter, som vi bevæger os ind i.

Dog er udfordringen, at mange ad-hoc initiativer mangler mere solid institutionel forankring, der følger op på møder og sikrer implementering og monitorering.

Derfor er der brug for diplomatiske strukturer, som kan understøtte disse nye former for samarbejde – og her kan mindre og velforbundne stater som Danmark spille en vigtig rolle, gerne sammen med andre små og store stater. 

Fred forudsætter ikke konsensus

En af rapportens mest markante konklusioner er, at vi må gøre op med det, man kalder no-contact-politikker. Når parter nægter at tale med dem, de er i konflikt med – uanset hvor brutale de måtte være – bliver freden umuliggjort. Fra Ukraine til Mellemøsten og Sudan ser vi en modvilje mod at mødes på tværs af konfliktskel.  

Rapporten peger på, at kontakt med modstandere er en nødvendig forudsætning for deeskalering - ikke som et mål i sig selv, men som et værktøj til at stoppe krigen. Forhandling i konfliktens midte er svær, men fravær af forhandling forlænger og forværrer konflikten.

Rapporten gør også op med forestillingen om, at fred forudsætter konsensus. Tværtimod.  

Isabel Bramsen, Mogens Lykketoft m.fl.

Rapporten gør også op med forestillingen om, at fred forudsætter konsensus. Tværtimod.

I en verden præget af stærke modsætninger anbefaler rapporten både reformer af eksisterende institutioner og opbygningen af nye, mere fleksible platforme, der giver parter i konflikt mulighed for at mødes trods radikal uenighed. 

Konflikter bliver sjældent “løst.” I bedste fald kan de kanaliseres ind i fredelige former. Derfor skal ”fred” ikke forveksles med enighed. Tværtimod skal uenighederne have deres plads. 

Befolkningen er ikke en parentes i fredsprocessen 

Når statslige forhandlinger går i hårdknude, er der ofte sociale bevægelser, der fortsætter med at arbejde for de lokale løsninger for fred.

I Ukraine og Palæstina ser vi for eksempel, hvordan lokale netværk, folkelige komitéer og mellemfolkelige borgerinitiativer aktivt skaber rum for dialog, genopbygger tillid og holder sammenbrudte samfund oppe. Ofte uden mediedækning, ressourcer eller videre støtte. 

Derfor anbefaler rapporten også, at folkelige bevægelser inddrages i fredsinitiativer – ikke som det bløde supplement til de “rigtige” forhandlinger, men som kernen i enhver bæredygtig fredsindsats. Fredsaftaler, der bæres af eliter alene, smuldrer, når magtbalancerne skifter, mens mægling, der er forankret i befolkningen, ofte giver mere succesfulde og varige resultater. 

Hvis vi skal tage The Copenhagen Peace Report 2025’s advarsler og anvisninger for åbninger alvorligt, kræver det handling. Det betyder en markant opprioritering af diplomati, fredsopbygning og mellemfolkelige initiativer som centrale elementer i sikkerhedspolitikken. 

Der er både mulighedsrum og behov for en øget diplomatisk aktivisme fra Danmark, da småstater ofte kan spille en mere fleksibel og potentielt afgørende rolle i afspænding af stormagtsrivaliseringer og håndtering af internationale forhold, når organisationer som FN’s Sikkerhedsråd er mere låste.

Stormagtspolitikken præges disse dage af uhørt høj grad af omskiftelighed og hastighed. Netop i denne periode bliver det ekstra vigtigt at gribe muligheder, netop når øjeblikket tillader en diplomatisk åbning. 

Ved at opruste diplomatisk og understøtte lokale kræfter vil Danmark kunne yde et vigtigt bidrag til at vende den negative udvikling.

Det kræver politisk mod og diplomatisk styrke, men vi har ikke råd til at lade være.