Debat

ARI advarer mod kommunal minimumsløsning: Store mængder genanvendeligt glas sendes til udlandet

Glas kan genanvendes i en uendelighed, hvis det holdes adskilt fra andre typer affald. Derfor bør kommunerne også følge affaldsbekendtgørelsens intention, som er at sortere glas separat. Ellers vil store mængder glas som nu ende i Polen, skriver Niels Bukholt. 

Hvis vi blander glas sammen med metal, skal det sorteres fra igen, før glasset når frem til glasværket. Og med hver håndtering går mere glas tabt og når aldrig frem til glasværket, skriver Niels Bukholt. 
Hvis vi blander glas sammen med metal, skal det sorteres fra igen, før glasset når frem til glasværket. Og med hver håndtering går mere glas tabt og når aldrig frem til glasværket, skriver Niels Bukholt. Foto: Colourbox
Niels Bukholt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Over hele landet arbejder kommunerne i denne tid med deres affaldsplaner for de kommende år. En stor del af opgaven er at fastlægge, hvordan de vil organisere fremtidens nationalt ensartede kildesortering og indsamling af husholdningsaffald i 10 fraktioner - pap, plastik, glas, metal og så videre -, som det er politisk besluttet.

Langt hovedparten af kommunerne har fået udsættelse på den ændrede indsamling, og de skal være klar senest med årsskiftet næste år. Tekstil er dog skudt lidt længere ud.

Formålet med hele øvelsen, at sortere ens i hele landet, er, at få genbrugt og genanvendt mest muligt affald på et højere niveau i affaldshierarkiet. Mindre affald skal brændes af, og mere skal genanvendes i et bæredygtigt kredsløb.

Hvert ton glas, der smeltes om og genanvendes, sparer klimaet for 500 ton CO2.

Niels Bukholt
Sekretariatsleder, ARI - Affalds- og Ressourceindustrien

Glas kan genanvendes til evig tid

Det er ikke nødvendigvis nemt. Eksempelvis for fraktioner som plastik eller mad- og drikkevarekartoner er teknologi og værdikæder ikke helt på plads endnu. Der må kommunerne tage dialogen med de private virksomheder, der skal overtage affaldet, og sikre, at det håndteres ens på landsplan, så fundamentet for den fremtidige håndtering er bedst muligt.

For andre fraktioner er både værdikæder og teknologi langt fremme. Her er det ekstremt vigtigt at gribe chancen for at skabe landsdækkende ensartede løsninger, som passer til den eksisterende infrastruktur og teknologi.
 
Et konkret eksempel på det sidste er glas.

Glas er et fantastisk materiale set med genanvendelsesbriller. Det kan i princippet genanvendes til evig tid. Og vi er gode til glas i Danmark. Vi har et godt retursystem, hvor pantflasker genbruges direkte, og danskerne er også gode til at sortere og aflevere glas uden for pantsystemet. Vi har yderligere store og stærke virksomheder som Reiling og Ardagh Glass Holmegaard, der kan behandle og omsmelte glas, så det kan bruges igen. Og igen. Og igen. Faktisk er Holmegaards glasværk det ene af kun to værker i Norden.

Dansk glas sendes til Polen

Omsmeltning af glas sparer på naturens ressourcer, og det sparer CO2. Hvert ton glas, der smeltes om og genanvendes, sparer klimaet for 500 ton CO2. Det bliver til mange tusind ton årligt. Der er dog den hage ved glas, at omsmeltning stiller meget høje krav til renhed. Glas, der skal smeltes om, må eksempelvis maksimalt indeholde 0,0005 procent metalrester.

Derfor håber vi, at kommunerne i hele landet følger intentionen i lovgivningen og skifter den nuværende blandede indsamling af metal, glas og plastik (MGP) eller andre sammenblandinger med glas ud med en helt separat indsamling af glas - ligesom i Sverige.

I dag betyder for eksempel MGP-blandingen, der bruges i 22 kommuner, at store mængder glas, som 1,5 millioner borgere har haft besværet med at sortere, reelt ikke bliver i kredsløbet og smeltes om i Danmark.

Store mængder glas ender - på grund af sammenblandingen - i Polen, fordi det ikke er rent nok til at blive smeltet om og genanvendt i Danmark. Og samtidig må Holmegaard importere store mængder glas med den nødvendige renhed fra andre lande.

Det er tudetosset.

Gå ikke efter minimumsløsningen

Den kommende ensretning af husholdningernes sortering af affald er en oplagt mulighed for at løse problemet.

MGP-ordningen er i princippet allerede lagt i graven. Den skal være udfaset overalt senest med udgangen af 2024. Affaldsbekendtgørelsen, der udstikker rammerne for den fremtidige sortering, slår fast, at kommunerne SKAL ”etablere en indsamlingsordning for særskilt indsamling af glasaffald”.

Det er perfekt, hvis altså det stoppede her.

Hvis vi skal genanvende mest muligt glas i Danmark - og gøre det meningsfuldt for borgerne at sortere - skal vi holde glasset adskilt fra andet affald hele vejen fra husstand til glasværk.

Niels Bukholt
Sekretariatsleder, ARI - Affalds- og Ressourceindustrien

Desværre indeholder samme bekendtgørelse en undtagelse, der siger, at kommunerne KAN kombinere deres indsamling af metal- og glasaffald. Med andre ord er intentionen og hovedreglen, at glas skal indsamles særskilt, men der kan undtagelsesvist gives lov til at blande metal og glas.

Der vil vi gerne opfordre til at sætte barren højt ude i kommunerne og ikke gå efter minimumsløsningen, uanset om den er mulig at presse igennem juridisk. Hvis vi skal genanvende mest muligt glas i Danmark og gøre det meningsfuldt for borgerne at sortere, skal vi holde glasset adskilt fra andet affald hele vejen fra husstand til glasværk. Det gælder også metal.

Hold glas og metal adskilt

Hvis vi blander glas sammen med metal, skal det sorteres fra igen, før glasset når frem til glasværket. Og med hver håndtering går mere glas tabt og når aldrig frem til glasværket. Det tabes helt unødvendigt og er for altid ude af det cirkulære kredsløb.

Løsningen er heldigvis simpel og ligger lige for: Vi kan bare holde det adskilt. Det kan de finde ud af i Sverige. Og i Tyskland har det været diskuteret at tillade sammenblanding af glas og metal. Det er droppet, netop af hensyn til genanvendelsen på glasværkerne. Så må det også være muligt i Danmark. Derfor vil vi gerne opfordre kommunerne til at holde glasset adskilt fra andet affald.

Kommunernes beslutninger det kommende halve års tid får vidtrækkende konsekvenser for både kommunerne selv og for de virksomheder, som skal forarbejde affaldet videre, så det kan genanvendes - og for affaldets skæbne.

Det er nu, at kommunerne skal træffe den rigtige beslutning.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00