Energiakademiet: Samsø er ikke et stakkels udkantsområde

Af Søren Hermansen
Direktør ved Energiakademiet 

De første rapporter fra verdens forskere er ved at tikke ind. Vi er allerede halvvejs, når det gælder den meget omtalte og frygtede 2 graders globale temperaturstigning. Det går, som vi frygtede.

Men ude i kommunerne er der andre ting, der trænger sig på. Der skal nu lægges budget efter et forventet krav om yderligere besparelser på de trængte kommunale ansvarsområder. Samtidig rumsterer stadig en masse uvished om flygtninge og kvoter for integration. Hvor mange kommer der, og kan vi tage flere?

Der er meget at se til, og klimaet er vist ikke det vigtigste i disse dage. 

Langt nede i hierarkiet
Og her er dilemmaet: Hvornår er det lige, det er det vigtigste? Kommunerne er jo langt nede i hierarkiet, når det gælder implementering af FN’s klimaaftale fra COP21. Bevares, den enkelte kommune kan jo fint have en kommunal vision og i bedste fald en målsætning, der er implementeret i kommunens strategiplan. Men en sådan plan kræver jo finansiering for at blive sat i værk.

Det ser ud til, at Paris gik bedre end forventet. Men var forventningerne høje nok, eller var der så stor frygt for fiasko, at FN satte lavere mål for at opnå større succes?

Samsø er i dag ikke et stakkels udkantsområde. Der er stadig masser af problemer, men vi tager ansvar og deltager aktivt i løsningen.

Søren Hermansen
Direktør ved Energiakademiet

For kommuner og samfund rundt omkring i verden er vi tilbage ved udgangspunktet. Nationalstaterne bød ind med deres egne målsætninger og planer, og der følger så en FN-koordinering, som sikrer, at landene holder, hvad de lover. Men hvor står lokalsamfund og de kommuner, de tilhører? 

Vi har brug for fremsynede økonomer
I Danmark er der i kommunerne mange forskellige versioner af en national plan. Det ser ud til, at det fortsætter. Hver kommune sin egen klimastrategi og energiplan – men hvorfor egentlig det?

Skulle vi ikke regne på det en gang til og se, om der ikke er noget, vi har overset?

Når vi regner, undersøger vi ofte – og måske meget forståeligt – på den meget korte bane, om det kan betale sig. Er det nu fornuftigt at skifte energiforsyningen ud og producere mere grøn energi?

I en simpel sammenligning falder det ud til olien og gassens fordel. kWh for kWh er fossil energi billig og med en eksisterende infrastruktur et let valg for mange, der sidder med en stram økonomi og udsigt til flere besparelser næste år.

Hvis vi regner lidt længere frem i tiden og tager renere miljø, forbedret sundhed og flere arbejdspladser med, ser det straks bedre ud.

Vi har brug for fremsynede og modige økonomer, der tør spå om en grønnere fremtid og en vækst, der er båret af lokalsamfund, som er i stand til at tage ejerskab og bruge deres sparepenge på aktivt at deltage i samfundsudviklingen.

Den politiske ramme var afgørende
Den politiske ramme, som energiforligene i slut 90’ernes Danmark satte for en grøn omstilling, fik energiselskabet Samsø Kommune og 3800 samsinger til at investere 450 millioner kroner i nye energianlæg og energibesparelser. Det er mere end 100.000 kroner pr. indbygger! 

Disse penge kommer altså i aktivitet i en ny bæredygtig udvikling af den eksisterende infrastruktur, og dermed skabes grundlaget for jobskabelse og egenproduktion af energi. Bundlinjen ser meget bedre ud, end den ville have gjort, hvis vi ikke havde gjort noget.

Og den positive sideeffekt er tydelig og klar. Samsø er i dag ikke et stakkels udkantsområde. Der er stadig masser af problemer, men vi tager ansvar og deltager aktivt i løsningen.