Debat

Direktør: Elnettet har ikke kapacitet til at tage imod mere grøn strøm

KRONIK: Kapacitetsudbygningen af elnettet skal ske på forkant af den grønne omstilling. Desværre er der tegn på, at vi allerede er på bagkant af udviklingen, skriver Knud Pedersen.

Vi er allerede i gang med at forberede fremtiden, men nu er der brug for, at vi for alvor accelererer investeringerne, skriver Knud Pedersen.
Vi er allerede i gang med at forberede fremtiden, men nu er der brug for, at vi for alvor accelererer investeringerne, skriver Knud Pedersen.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nylig var jeg som formand for en Eurelectric-arbejdsgruppe med til at præsentere en omfattende rapport om, hvordan vi gør de europæiske elnet klar til at spille en nødvendig hovedrolle i den grønne omstilling.

Eurelectric, som repræsenterer den europæiske elindustri, konkluderer, at de europæiske eldistributionsnet står over for en kæmpe omstilling og omfattende investeringer i de kommende ti år, hvis den grønne omstilling skal lykkes.

Vi taler om investeringer i størrelsesordenen 3000 milliarder kroner. Investeringerne skal forberede elnettet til at tage imod store mængder af ny vind- og solenergi og føre den grønne strøm frem til nye sektorer som for eksempel transport og opvarmning.

Der er ikke bare behov for flere og større elkabler, men også digitalisering og ny datainfrastruktur som skal skabe et interaktivt samspil mellem forsyningssystemerne og kunderne.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der er brug for en modernisering og opgradering af nettene, som skal foregå med en hastighed, vi ikke tidligere har prøvet.

Danmark ligger i førerfeltet
Modernisering og opgradering med en ny digital infrastruktur er en forudsætning for, at den grønne omstilling kan gennemføres på en intelligent og omkostningseffektiv måde.

Den omfattende regulering på området er kompleks og ikke tilstrækkelig fremtidsorienteret til, at elnetselskaberne tør sætte tilstrækkelig fart på omstillingen.  

Knud Pedersen
Direktør for distribution og regulering hos Andel og formand for elnetselskaberne Cerius og Radius Elnet

Lykkes vi, vil investeringsprogrammet samtidig være en positiv driver for en sund og konkurrencedygtig europæisk økonomi, hvor grøn strøm bliver billigere, og udfasningen af de fossile brændsler sker hurtigere.

Den europæiske position i den globale økonomi vil blive styrket, og forbrugernes omkostninger vil snarere falde end stige.

Det er første gang, at vi på europæisk plan har skabt et samlet overblik over elnettenes tilstand og investeringsbehov frem mod 2030.

For os i Danmark er den positive konklusion fra analysen, at vi er nået ret langt sammenlignet med de andre lande.

Vi ligger i førerfeltet, når det drejer sig om at forberede en mere intelligent udnyttelse af vores el-infrastruktur, så vi kan føre den grønne strøm billigst muligt ud til eksempelvis opladning af tusindvis af elbiler og opvarmning af vores boliger.

Vi er allerede i gang med at forbedre fremtiden
For det første har vi allerede opgraderet vores lavspændingsnet og gjort det mere robust ved kabellægning og dermed mindsket risici fra hyppigere og mere ekstreme vejrforhold.

For det andet er vi godt i gang med en omfattende digitalisering og har udrullet fjernaflæste elmålere til alle kunder.

Vi har skabt markedssystemer, hvor konkurrerende udbydere af grøn strøm og kundeservices kan udvikle og sælge nye kundeløsninger. Elnettet er til rådighed som den direkte forbindelse mellem individuelle kundebehov og den fluktuerende elproduktion fra vedvarende vind- og solenergi.

Vi har således opbygget version 1.0 i form af datainfrastruktur og prisstrukturer, som kan styre samspillet mellem kundebehov og grøn energiproduktion. Nu skal vi bygge videre.

Vi er allerede i gang med at forberede fremtiden, men nu er der brug for, at vi for alvor accelererer investeringerne både i den nye teknologi, i konventionelle forstærkninger og i udbygninger af elnettets kapacitet. Ellers når vi ikke i mål med vores målsætning om 70 procents CO2-reduktion i 2030 – uanset hvor meget ekstra VE-produktion, der opføres, og hvor mange elbiler og varmepumper, der købes.

Kapacitetsudbygningen af elnettet – hvad enten den sker digitalt eller konventionelt i form af større elkabler og flere transformatorer – skal ske på forkant af den grønne omstilling. Vi skal accelerere udbygningen af infrastruktur, før kundernes efterspørgsel stiger.

Elnettet som det forsinkende led
Desværre er der tegn på, at vi allerede er på bagkant af udviklingen. For eksempel har der været en kraftig stigning i projekter, hvor man ønsker at opføre solcelleparker eller vindmøller. Men nettet er ikke forberedt til at tage imod den grønne strøm, som nye markedsaktører ønsker at producere.

Det forsinker omstillingen og vil fordyre opfyldelsen af vores ambitiøse klimamål.

Os, der har et ansvar for at drive elnettene som en central og samfundskritisk infrastruktur, har naturligvis et selvstændigt og stort ansvar med hensyn til at udvikle vores elnetselskaber hurtigt nok til at håndtere de nye behov.

Men vi kan kun gøre det i samarbejde med myndigheder og politikere, fordi vi som monopolselskaber er underlagt meget detaljerede lovgivningsmæssige rammer.

Den omfattende regulering på området er kompleks og ikke tilstrækkelig fremtidsorienteret til, at elnetselskaberne tør sætte tilstrækkelig fart på omstillingen.

De danske elnetselskaber er ejet af elforbrugerne. Derfor burde der være et stort sammenfald mellem elnetselskabernes interesser, forbrugernes interesser og den samfundsmæssige interesse i at gennemføre den grønne omstilling på en hurtig, effektiv og intelligent måde.

Målsætningen om 70 procent CO2-reduktion inden 2030 fastlægger den overordnede strategi.

Det, vi har brug for nu, er, at det politiske system – lovgivere og myndigheder – indgår i et tættere samarbejde med elnetselskaberne, så vi bringer infrastrukturen på forkant af udviklingen. Dermed kan vi undgå, at elnettet blive det forsinkende led i den grønne omstilling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Knud Pedersen

Executive Vice President, Andel. Bestyrelsesformand i Radius og Cerius, formand, DSO-udvalget, Eurolectric
cand.polit., Københavns Universitet (2003)

0:000:00