Debat

Husk SMV'erne i innovationspolitikken

DEBAT: Der er brug for at udnytte potentialet blandt små og mellemstore danske virksomheder, hvis de nye partnerskaber skal skabe vækst. Det skriver Lia Leffland og Ragnar Heldt Nielsen fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber og Godkendt Teknologisk Service
De små og mellemstore virksomheder spiller en vigtig rolle i fremtidens innovationspolitik. Konkret skal de inddrages i de såkaldte ”samfundspartnerskaber”, mener Lia Leffland og Ragnar Heldt Nielsen fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber og Godkendt Teknologisk Service
De små og mellemstore virksomheder spiller en vigtig rolle i fremtidens innovationspolitik. Konkret skal de inddrages i de såkaldte ”samfundspartnerskaber”, mener Lia Leffland og Ragnar Heldt Nielsen fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber og Godkendt Teknologisk ServiceFoto: Colourbox
Jesper Birch
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For os at se er der ikke tvivl om, at der blandt disse virksomheder og deres lige i andre brancher er et betydeligt vækstlag af innovative små og mellemstore virksomheder, som skal inddrages i de kommende års innovationssatsning.

Lia Leffland og Ragnar Heldt Nielsen
Hhv. direktør for Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) og direktør i Godkendt Teknologisk Service (GTS)

Af Lia Leffland og Ragnar Heldt Nielsen
Hhv. direktør for Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV) og direktør i Godkendt Teknologisk Service (GTS)

Betonmuren ligner først en hvilken som helst anden mur. Men pludselig sker der noget: Betonfladen lyser op og forvandler sig til et tydeligt, lysende reklameskilt – den er på samme tid mur og en skærm bestående af små lysdioder, der fungerer som et fjernsyn.

Det lyder som science fiction, men er det ikke.

Det er derimod et produkt, den lille danske virksomhed Dupont Lightstone udvikler. Betonskærmen har allerede vakt opsigt i udlandet og spås en stor fremtid.

Dupont Lightstone er et lysende eksempel på den innovationskraft og det vækstpotentiale, der ligger i de små og mellemstore danske virksomheder.

Det er firmaer, der ikke har råd til store forsknings- og innovationsafdelinger, men i stedet foretager innovation og teknologiudvikling i offentligt-private samarbejder.

Eksemplet demonstrerer, hvorfor SMV’erne bør have en markant plads i de kommende års ambitiøse satsninger på innovation.

Vækstpotentiale i nye partnerskaber
En nylig rapport fra Styrelsen for Forskning og Innovation har set på, hvilke fælles faktorer, der gør sig gældende for en række mellemstore danske industrivirksomheder, der har succes med at producere i og eksportere fra Danmark i både krise- og væksttider.

Ifølge rapporten er virksomhedernes succes opnået gennem udvikling af service, kundetilpasning, fleksibilitet og innovation af nye standardiserede nicheprodukter.

For os at se er der ikke tvivl om, at der blandt disse virksomheder og deres lige i andre brancher er et betydeligt vækstlag af innovative små og mellemstore virksomheder, der skal inddrages i de kommende års innovationssatsning.

Det bør konkret ske ved at lade SMV’erne spille en betydelig rolle i de såkaldte ”samfundspartnerskaber”, der er en nyskabelse i den politiske aftale, Folketingets partier står bag.

Partnerskaberne skal inden for en tidshorisont på tre til fem år udvikle og implementere løsninger, der skaber dansk vækst og arbejdspladser.

Kun hvis det lykkes at mobilisere de potentielle vækstvirksomheder i de nye partnerskaber, får vi det fulde udbytte af samfundets investering i samfundspartnerskaberne.

Sådan gør man partnerskaberne attraktive
Men en stor del af SMV’erne har andre og ofte dårligere forudsætninger for at indgå i partnerskaber end større virksomheder, og de deltager ikke af sig selv.

Derfor skal de nye samfundspartnerskaber om innovation fra en start have en strategi for, hvordan de kan blive attraktive for SMV’erne.

Vi har fire forslag til, hvordan det kan gøres.

For det første skal SMV'erne se en tydelig værdiskabelse i partnerskaberne. 

De små og mellemstore virksomheder har ofte færre ressourcer og et mere snævert forretningsfokus end større virksomheder.

De enkelte samfundspartnerskaber bør derfor deles op i konkrete områder, der gør det mere overskueligt for SMV’erne at vurdere, hvordan en deltagelse kan passe sammen med deres forretningsstrategi.

For det andet skal SMV'erne sikres bedre rammer for inddragelse. 

SMV’erne skal være med til at præge rammer og retning for både forskning og innovation. Derfor bør man øremærke en betydelig del af partnerskabernes midler til kortere, SMV-rettede projekter.

For det tredje bør det offentlige i langt højere grad end tidligere spille en aktiv rolle i forhold til at sætte skub i udviklingen af nye innovative løsninger på de store samfundsudfordringer.

Det kan omfatte proaktiv regulering eller intelligent offentligt indkøb, hvor det offentlige fungerer som ”fødselshjælper” for nye innovative produkter og services.

Endelig er det for mange SMV’ere en udfordring at tage skridtet fuldt ud og komme i gang med at udvikle nye produkter.

Det er derfor afgørende, at udvikling af prototyper, test, demonstrationsprojekter og efterfølgende storskalaproduktioner indgår som centrale elementer i de partnerskaber, der beskæftiger sig med udvikling af produkter.

Partnerskaber skal have krystalklar plan
De mindre virksomheder kan ikke selv løfte alle de kompetencer, der er nødvendige for at skabe innovation. Derfor er partnerskaberne vigtige.

Et eksempel på det er Lithium Balance, der med 17 ansatte er ved at positionere sig på eksportmarkederne i kraft af innovativ og ny teknologi.

Virksomheden udvikler og sælger styringssystemer til batterier, der bruges i elbiler, hybridbiler og store maskiner, og Lithium Balance deltager aktivt i partnerskaber om innovation med universiteter og GTS-institutter.

Det har været afgørende for deres position og udvikling, fordi det har gjort det muligt at ansætte højtuddannede medarbejdere og givet adgang til den nyeste viden.

Lad os afslutningsvis slå det fast med syvtommersøm:

Der er brug for at udnytte potentialet blandt små og mellemstore danske virksomheder, hvis de nye samfundspartnerskaber skal skabe den vækst og de arbejdspladser, vi med rette kan forvente af samfundets investering.

Vi opfordrer derfor til, at de kommende samfundspartnerskaber allerede fra en start har en krystalklar plan for inddragelse af de små og mellemstore virksomheder.



Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00