LA: Konkurrence på infrastrukturen skal gøre det digitale Danmark rigt

Af Carsten Bach
MF, Liberal Alliance

Den danske telepolitik har – når man måler på investeringer og bredbåndshastigheder – i store træk været en succes.

Teleindustrien investerer årligt omkring 6 milliarder kroner i ny infrastrukturadgang – og 92 procent af befolkningen har adgang til højhastighedsbredbånd på mindst 30/5 mbit/s. Det er flot – og blandt det højeste i Europa.

Vi skal dog ikke stoppe vores ambitioner her. For vi kan opnå meget mere ved at styrke den infrastrukturbaserede konkurrence. Og netop på konkurrenceområdet halter vi stadig bagefter.

Vi er i bunden, når det kommer til EU-lande, hvor konkurrencen er reel og båret af markedet selv. Det danske marked er stadig stærkt domineret af en enkelt aktør, som har størstedelen af indtjeningen.

Det peger Erhvervsstyrelsens rapport ”Konkurrence på bredbåndsmarkedet” fra 2014 også på. Telepolitik er ikke et område, hvor der skal udkæmpes ideologiske slagsmål eller plejes særinteresser. Der skal derimod lyttes til fagligheden.

Analysen peger på, at langt størstedelen af indtjeningen havner hos TDC, og det svækker mulighederne for investeringer i bedre infrastruktur hos konkurrenter.

Carsten Bach
MF, Liberal Alliance

Og rapporten slår entydigt fast, at markedet er koncentreret hos TDC (60 procent af markedet), og at det hæmmer konkurrencen. Analysen peger på, at langt størstedelen af indtjeningen havner hos TDC, og det svækker mulighederne for investeringer i bedre infrastruktur hos konkurrenter.

Hvis vi ønsker, at teleindustrien bliver ved med at investere i den digitale infrastruktur, så skal konkurrencen fremmes. For når der er en markedsbaseret konkurrence mellem forskellige infrastrukturer, så vil investeringerne komme af sig selv.

I Liberal Alliance stoler vi på, at konkurrencen vil sikre dette – mens andre partier sætter deres lid til offentlig regulering.

Konkurrencen skal drive investeringerne
Når man læser Erhvervsstyrelsens rapport, står det lysende klart, at det er en konkurrence mellem forskellige udbyderes infrastrukturer, der skaber den sundeste konkurrence med flest investeringer til forbrugerne.

Et godt eksempel herhjemme er i Sønderjylland, som ifølge den seneste telestatistik har den bedste bredbåndsdækning. Og her er der en konkurrence mellem energiselskabernes fiberinfrastruktur og TDC’s kobberinfrastruktur.

Hvis man regulerede fibernettet med maksimalpriser for at give adgang for TDC, så ville energiselskaberne miste incitament til at investere i fibernettet, da indtjeningen ville risikere ikke at kunne forrente investeringen. Derfor skal konkurrencen bevares og styrkes.

I andre dele af landet, eksempelvis i København, er dækningen dårligere, og forbrugerne kan typisk kun vælge mellem kobber- og coaxnettet. Begge ejet af samme aktør og derved uden reel infrastrukturkonkurrence.

Når konkurrencen i Danmark stadig halter efter, så skyldes det, at det gamle statsmonopol ejer både kobber- og kabelnettet. Det giver en uhensigtsmæssig skævvridning af konkurrencen og hæmmer muligheden for infrastrukturbaseret konkurrence.

Der er i ét andet europæisk land set en lignende situation – nemlig i Portugal. Her ejede Portugals tidligere statsmonopol Telecom både kobber- og kabelnettet. De havde en markedsandel på 70 procent, og situationen mindede derfor om det danske marked. Derfor blev kabelnettet i Portugal solgt, og det har medført, at dobbelt så mange husstande i Portugal nu aftager højhastighedsbredbånd sammenlignet med EU-gennemsnittet. I de fleste større byer kan forbrugerne vælge mellem tre-fire konkurrerende infrastrukturer.

Det er sjældent, at Liberal Alliance ønsker at hente inspiration fra Portugal – men i dette tilfælde peger fagligheden på, at det vil være en god idé. For det er med den infrastrukturbaserede konkurrence, at vi styrker investeringsklimaet i Danmark.