Pelle Dragsted: Radius-salg markerer et opgør med 25 års privatiserings-iver

For et år siden var selskabet Radius Elnet, der forsyner en million kunder i København og Nordsjælland, ved at blive solgt til udenlandske kapitalfonde.

Løkke-regeringen havde sat gang i en åben salgsproces, hvor det statsejede aktieselskab Ørsted skulle skille sig af med dattervirksomheden Radius. Og blandt byderne var en række berygtede formueforvaltere og kapitalfonde. Kendt for deres kreativitet, både når det gælder skatteunddragelse og opskruede kundepriser.

Det så med andre ord ud til, at endnu en luns af vores kritiske infrastruktur skulle overlades til private, profit-orienterede investorer. Præcis som det i de seneste årtier er sket med vores telenet, med Kommunedata, med Københavns Lufthavn og megen anden offentlig infrastruktur.

Men så skete der pludselig noget. Kritiske journalister begyndte at skrive om de mulige konsekvenser af salget. Energipolitiske eksperter advarede om, at et sådant salg kunne medføre øgede priser for forbrugerne og spænde ben for den grønne omstilling.

Ved lidt af et tilfælde kolliderede salgsprocessen med valget af forbrugerrepræsentanter til Radius' bestyrelse, og det fik debatten til at eskalere yderligere. Valgdeltagelsen blev tidoblet og modstanderne af et salg til kapitalfonde vandt en overvældende sejr.

Socialdemokratiet og SF, der var en del af den forligskreds, som stod bag salget, så skriften på væggen og trak i nødbremsen. I et brev til finansministeren gjorde de klart, at de ikke ville acceptere at budprocessen endte med, at Radius kom på udenlandske profit-orienterede hænder. Det kunne finansministeren ikke garantere, og dermed blev salgsprocessen sendt til tælling.

Der er tale om et afgørende demokratisk vejskifte, og det skal bruges til at tage nye skridt mod en mere demokratisk og økonomisk fornuftig forvaltning af vores infrastruktur.

Pelle Dragsted

Kort efter lykkedes det Enhedslisten at samle et bredt flertal i Folketinget bag en vedtagelse, der slår fast, at kritisk infrastruktur fremover skal have enten det offentlige eller demokratiske forbruger-ejede virksomheder som majoritets-ejere. Dermed var vejen endegyldigt lukket for et frasalg af Radius til kapitalfonde eller andre ikkedemokratiske og profitorienterede ejergrupper.

Og i seneste uge kom så nyheden. Radius Elnet sælges til det kundeejede, demokratiske andelsselskab SEAS-NVE. Dermed er hele Danmarks elnet nu ejet af enten det offentlige eller af forbrugerejede andelsselskaber.

Det er en rigtig god nyhed. For det gør en kæmpe forskel, om vores infrastruktur er ejet af os selv eller af private kapital-interesser. Når vi selv ejer vores infrastruktur – enten indirekte som borgere gennem det offentlige eller direkte via forbrugereje – er der overenstemmelse i interesser mellem ejere og forbrugere, fordi de ganske enkelt udgøres af de samme mennesker.

Heroverfor står investor-eje, hvor der er en åbenlys interessemodsætning mellem ejere og forbrugere. En investorejer har som grundlæggende formål at øge overskuddet mest muligt. Det kan gøres ved at sænke kvaliteten, øge priserne eller underinvestere i anlæggene. Alt sammen noget, der ikke er i forbrugernes interesse.

Men det handler også om demokratisk handlekraft. Vores infrastruktur – ikke mindst på energiområdet – er helt afgørende for den omfattende grønne omstilling, vi skal gennemføre i de kommende år. Og med demokratisk ejerskab får vi som borgere eller som forbrugere magten til at tage de afgørende beslutninger om for eksempel investeringer i elektrificering. I stedet for at overlade denne beslutningskraft til private investorer, der tænker snævert økonomisk. 

Derfor er det også vigtigt, at SEAS-NVE så hurtigt som muligt fusionerer Radius ind i selskabet, sådan at vi, der er forbrugere i Radius' netområde, bliver andelshavere med ligeværdigt demokratisk mandat.

Hvis SEAS blot vil drive Radius som et kommercielt profit-orienteret datterselskab, vil der være tale om en dybt problematisk udvanding af den danske tradition for forbruger-eje. Og det vil også stride mod ånden i folketingsflertallets vedtagelse.

Med en fusion kan vi til gengæld få en meget stærk demokratisk spiller på energiområdet med mere end halvanden million sjællandske forbrugere i ryggen.

Der er i debatten om ejerskab et før og et efter Dongs aktieudsalg til den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs. Den skandaløse kapitaludvidelse, hvor Dong-aktier blev solgt til en latterlig underpris, og den efterfølgende børsnotering af vores fælles energiselskab vækkede på sin vis danskerne af vores tornerosesøvn.

Vi har igen fået øjnene op for værdien af demokratisk ejerskab og problemerne ved at overlade kritisk infrastruktur til private investorer.

Og vi er ikke alene. Overalt i Europa ser vi, at kommuner, stater og forbrugere tager kontrollen tilbage over central infrastruktur. I Paris har man taget vandforsyningen tilbage fra private hænder og grundlagt en ny demokratisk og borgerindragende vandsektor. I en række tyske delstater er energivirksomheder købt tilbage. Og i Storbritannien lover en kommende Labour-regering at rulle årtiers privatiseringer tilbage.

Der er tale om et afgørende demokratisk vejskifte, og det skal bruges til at tage nye skridt mod en mere demokratisk og økonomisk fornuftig forvaltning af vores infrastruktur.