Professorer: Vi må ikke stirre os blinde på isolerede teknologiske løsninger i den grønne omstilling

Den grønne omstilling er på alles læber, og regeringen har travlt med at stimulere indsatser, der skal sikre, at vi når klimalovens mål. CO2-udledningen skal være reduceret med 70 procent om allerede otte år i 2030, og vi skal være CO2-neutrale i 2050. Og, efter 2050, skal vi yderligere aktivt fjerne mere CO2 fra atmosfæren, end vi udleder.

For at styrke udviklingen er der aktuelt forskningsindsatser under etablering for foreløbig 750 millioner kroner under innovationsfonden – de såkaldte Innomissioner. Disse skal levere viden til løsninger inden for henholdsvis CCUS (kulstoffangst, anvendelse og lagring), Power-to-X, landbrug/fødevarer/arealanvendelse, og løsninger samt inden for cirkulær økonomi og affald.

Mange komplekse ambitioner

De første to af disse områder, CCUS og Power-to-X, har haft særlig bevågenhed i efteråret, og regeringen har leveret både økonomi og nødvendig lovgivning for at få sat skub i udviklingen af den nødvendige viden og få afprøvet løsninger.

Det er et komplekst område, både hvad angår klimaudfordringens enorme skala, udvikling af teknologierne og de talrige samfundsmæssige, miljømæssige og menneskelige aspekter.

Der skal leveres løsninger til at fange og transportere CO2'en i skorstenene og lagre den i undergrunden (CCS).

Der skal leveres nye store visioner og projekter som eksempelvis energiøer i Nordsøen, der kan kombinere storskala vindmøllestrøm og grønt CO2 fra punktkilder til at skabe eksempelvis nye flydende grønne brændstoffer (CCU). 

Netop de grønne brændstoffer har fået fornyet opmærksomhed i forbindelse med statsministerens nytårstale, hvor hun luftede visioner for "grøn" flytrafik baseret på netop CCU. For indenrigstrafikken skal det gælde allerede fra 2030.

Teknologierne har brug for en samlet plan

Debatten og omtalerne har stort set udelukkende handlet om de enkelte teknologiers udfordringer og muligheder, men helt isoleret og uden sammenhæng med det samlede billede. Og alle er begejstrede, fra eksperterne til ministrene, fordi den gode historie er, at vi mere eller mindre kender teknologierne og har den viden, der skal til for at tage de afgørende skridt.

Men - for der er et men. Uanset hvor nødvendige disse teknologier er, og hvor godt vi kan udvikle dem, så fungerer de ikke i isolation. Ligesom den mest fantastiske elbil er meget lidt fantastisk uden ladeinfrastruktur, så kan CCS og CCU ikke fungere uden enorme mængder vedvarende, billig strøm og grønt CO2.

Claus Beier og Bo Jellesmark Thorsen
Hhv. professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Men - for der er et men. Uanset hvor nødvendige disse teknologier er, og hvor godt vi kan udvikle dem, så fungerer de ikke i isolation. Ligesom den mest fantastiske elbil er meget lidt fantastisk uden ladeinfrastruktur, så kan CCS og CCU ikke fungere uden enorme mængder vedvarende, billig strøm og grønt CO2.

Det med strømmen indgår i tankerne - eksempelvis gennem de omtalte energiøer - men forsyningen af grønt CO2 er totalt fraværende fra debatten. Det kan i virkeligheden meget nemt vise sig at være en massiv udfordring.

Vi mangler landareal til ambitionerne

Vi har masser af CO2 - det er jo det, vi skal af med, så hvad er problemet?

Problemet er, at i klimasammenhæng kan det fossile CO2 ikke anvendes til CCU og således heller ikke grønt flybrændstof. Det skyldes, at CO2’en fra brændstoffet i sidste ende havner i atmosfæren og dermed forværrer klimaproblemet, hvis CO2’en ikke stammer fra en ægte grøn kilde.

De grønne CCUS-løsninger er derfor helt afhængige af grønt CO2, som i dag alene kommer fra biomasse, og som dermed er afhængigt af landareal. Men allerede i dag anvender vi i Danmark et landareal til produktion af fødevarer og energi, der langt overstiger vores egne danske arealer.

Skal vi kunne flyve grønt mellem Aalborg og København, for ikke at tale om Singapore, har vi behov for at lægge beslag på yderligere arealer, alt andet lige.

Der er brug for indsatser på tværs af faglighed

Men, så kan vi vel bare producere biomassen i udlandet?

Næppe, alle andre lande vil jo stå med samme udfordring med at skaffe tilstrækkeligt med biomasse til det grønne CO2 og dermed et voldsomt behov for landareal. I tillæg er der andre og tilknyttede behov, der presser sig på.

Skal vi kunne flyve grønt mellem Aalborg og København, for ikke at tale om Singapore, har vi behov for at lægge beslag på yderligere arealer, alt andet lige.

Claus Beier og Bo Jellesmark Thorsen
Hhv. professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og professor på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet

Vi skal bruge arealer til produktion af fødevarer, grønne materialer og negative emissioner, der skal være plads - bedre plads – til natur og biodiversitet, såvel som til vedvarende energianlæg, infrastruktur og meget andet. Vi står derfor over for en lang række vanskelige valg og prioriteringer med tydelige potentielle konflikter mellem forskellige arealanvendelser, miljøforhold og menneskelige behov.

Det kræver seriøse overvejelser og undersøgelser, og det kræver en langt større integreret indsats på tværs af teknisk-naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige discipliner for at skabe transparente og holdbare løsningsalternativer for samfundet – og det kan i sidste ende blive show-stoppere.

Vi må ikke stirre os blinde på enkelte teknologier

Nogen vil sikkert håbe på, at der opstår nye teknologier, der kan levere grønt CO2 fra atmosfæren uden at involvere plantevækst. En sådan teknologi, DAC-teknologien, som direkte kan fange atmosfærisk CO2 fra luften, findes allerede. Men, hvis vi er i tvivl om hvorvidt CCU og CCS-teknologierne vil nå i mål til tiden, så er DAC-teknologi om muligt endnu længere fra at kunne etableres, og det vil være virkelig risky business bare at håbe på DAC. 

Statsministerens vision i nytårstalen er, ligesom de øvrige tiltag til udvikling af CCUS, rigtige og nødvendige elementer. Men det er helt afgørende, at debatten og løsningerne ikke stirrer sig blinde på de enkelte teknologier hver for sig.

Der er brug for et sammenhængende system i cirkulær balance, og ikke et system der forudsætter mængder af grøn CO2, som det vil være helt urealistisk at skaffe bæredygtigt uden væsentlige forandringer i produktion og forbrug.