Rådet for Bæredygtig Trafik: Lad stormen være en øjenåbner

Og faktisk er dele af ”Vandkantsdanmark” i fare for gradvist at forsvinde eller blive så angrebet af bølgernes stormløb og oversvømmelser, at vitale dele af lokalsamfundet vil blive ramt

Leif Kajberg
Næstformand i Rådet for Bæredygtig Trafik

Af Leif Kajberg
Næstformand i Rådet for Bæredygtig Trafik 

”Breaking” stod der nederst på TV-skærmen. Medierne dyrker jo sig selv og var fuldt bevidste om den ekstraordinære situation, der var opstået som følge af amokvejret og ”100-årshændelsens” hærgen.

Men det var ikke blot huse og inventar, der led skade. Vandet har måske også sat et blivende aftryk på begrebet ”Vandkantsdanmark” – smag lidt på ordet. Det er lidt, som om det opstigende havvand har givet denne betegnelse en kold tyrker i nattens løb og dagen derpå, hvor skader skal besigtiges og opgøres.

Og faktisk er dele af ”Vandkantsdanmark” i fare for gradvist at forsvinde eller blive så angrebet af bølgernes stormløb og oversvømmelser, at vitale dele af lokalsamfundet vil blive ramt. Det gælder for eksempel Anholt i Kattegat.

Live fra Vandkantsdanmark
DR gik helhjertet ind i dækningen af havvandets kortvarige erobring af kajpladser, gader, kulturarvsbygninger, udsatte, lavtliggende parcelhuskvarterer og sommerhuse.

Reportagerne fra myndighedernes, Beredskabsstyrelsens, politiets, digelagenes og behjertede borgeres indsats mod vandmassernes amokløb krævede klart nok en journalistisk oprustning. Og man var heller ikke blind for de underholdende kvaliteter.

Derfor var der adskillige reportere i marken, eller i vandkanten, for at dække begivenhederne. Reporterne, typisk kvinder, var helt fremme i gummistøvlerne og stod der lidt ivrigt-troskyldigt og udspurgte hjemmeværnsledere, uniformerede indsatsledere og chefer om sandsækkeforstærkningerne og andre beskyttelsesforanstaltninger, og om hvordan folk skulle forholde sig.

Vækker kold dukkert politikerne?
For de fleste af landets indvånere, måske over 95 % af borgerne – det land, som i ustandseligt navlepilleri forsøger at bestemme og løbende vogte sin identitet (”danskhed”), definere sine tilladte værdier og afgrænse sig over for den truende omverden – var de stigende vandstande og oversvømmelserne i småstatens kystområder kun noget, medierne rapporterede om, de havde deres på det tørre, om man så må sige.

De fik ikke våde fødder eller ødelagt værdier. Og de naturkatastrofer, der er helt oppe at ringe, typisk fremkaldt af for eksempel tsunamier og tyfoner, de virkeligt voldsomme vejrbegivenheder, indtræffer jo belejligt nok langt væk fra Danmark, stort set.

Mon ikke borgmestre, erhvervs- og turistchefer og offensive initiativer som ”Danmark på Vippen”, ”Oprør fra udkanten” og andre kreative forsøg på at opreklamere og ”booste” de kystnære udkantsområders potentialer og styrkesider har fået sig en styrtsø og en dukkert af stormen Urd.

Vil Folketinget og staten være med til at løfte den økonomiske byrde? Anerkender man klimaforandringerne og behovet for kystsikring? Eller smider man ansvaret fra sig i optagetheden af vækst og skattelettelser?