Ukrainsk journalist: Dansk Oscar-dokumentar om Putin er alt for flink ved sin hovedperson

Hjernevasket af propaganda

Jeg ved, hvor aggressiv og systematisk Ruslands indsats på uddannelsesområdet kan være. Som journalist har jeg i cirka fire år indsamlet og analyseret de forandringer, der er blevet pålagt skoler i de besatte ukrainske territorier.

Et par tanker meldte sig efter at have set filmen.

Pavel Talankin er en 34-årig hjælpelærer og skolefotograf i den russiske by Karabash, en by med cirka 10.000 indbyggere. En del af hans arbejde består i at filme patriotiske begivenheder på den skole, hvor han arbejder, og indsende disse videoer til myndighederne.

Blandt filmens karakterer er Talankins mor, en bibliotekar der støtter Putin; flere af hans venner, der indkaldes til den russiske hær og drager af sted for at aftjene værnepligt; samt en ung pige ved navn Masha, hvis bror kæmpede mod Ukraine og blev dræbt.

En episode i filmen fokuserer på en 49-årig historielærer, Pavel Abdulmanov, som entusiastisk fremmer Kremls fortællinger om, hvordan folk i Vesten sulter, og som åbenlyst retfærdiggør invasionen af Ukraine.

"I de fleste europæiske lande er der heller ingen landbrugsproduktion. Ingen hvede, ingen olie, ingenting", fortæller Abdulmanov sine elever i filmen.

"Franskmændene, okay — de er vant til at spise østers og frøer, så de kan holde ud et stykke tid. Men hvad med alle de andre?"

Det, der virkelig overraskede mig, var, at Talankin undskylder historielærerens adfærd ved at fremstille den som resultatet af at være "hjernevasket af propaganda".

Med andre ord: En uddannet voksen mand — en historielærer, hvis profession er funderet i arbejdet med fakta — var simpelthen ude af stand til at modstå russisk propaganda? Hvorfor overvejer filmskaberen ikke muligheden for, at Abdulmanov oprigtigt støtter Putins ideologi og statens handlinger?

Filmen overser noget vigtigt

I et af sine interviews gentager Talankin den samme tanke, da han bliver spurgt om, hvad han finder mest foruroligende ved skolernes forvandling til et undertrykkende instrument.

"Jeg havde meget ondt af de lærere, der er tvunget til at gøre dette," siger Talankin.

"Det føles, som om de også er gidsler i systemet. Der sker så meget, arbejdsbyrden er så overvældende, at de til tider ikke længere kan skelne mellem sandhed og løgn."

Denne individualistiske etik løber som en rød tråd gennem både filmen og Talankins efterfølgende offentlige udtalelser.

Det er en tilgang, der fungerer særligt godt over for et internationalt publikum, fordi den fjerner behovet for at tale om den russiske nations kollektive ansvar og den erstatning, som Rusland skylder ukrainerne.

Jeg kan ikke befri mig for indtrykket af, at filmen ser gennem fingre med almindelige russeres infantilisme.

Samtidig viser ’Mister Nobody Against Putin’ flere konkrete eksempler på patriotiske tiltag indført efter 2022 på den russiske skole, hvor medproducenten arbejdede.

Krigere fra den private lejehær Wagner-gruppen kommer for at træne børn i at bruge våben. Elever skriver breve til soldater ved fronten, og den russiske regering har oprettet et alternativ til Soviet-tidens Pionerorganisation — Bevægelsen af de Første.

Men de russiske myndigheders mål rækker langt ud over blot at forvandle de russiske skolebørn til loyale borgere. Alle disse tiltag — og til tider langt mere aggressive og tvangsprægede metoder — anvendes på tværs af alle de ukrainske områder, der er besat af Rusland.

Eleverne var heldige

I vores undersøgende dokumentar ’The War They Play’ afslørede vi Ruslands omfattende system til indoktrinering af ukrainske børn ved hjælp af uddannelses- og fritidsprogrammer med henblik på at opbygge Ruslands fremtidige hær.

Den undersøgelse indeholder også den tidligere Wagner-kriger Yegor Sokov.

Han kæmpede nær Soledar og Popasna — byer i det østlige Ukraine, der blev fuldstændig ødelagt af Rusland. Sokov var en af instruktørerne på forsvars- og sportslejren Avangard i Rusland, som husede ukrainske børn.

I løbet af flere måneders arbejde med filmen opdagede vi, at russisk militærpersonel bruger forskellige ungdomsorganisationer til at træne ukrainske teenagere i de besatte områder i håndvåbenkamp og dronekontrol. Unge mennesker tvinges til at erhverve sig russiske pas, og ethvert udtryk for ukrainsk identitet er yderst farligt for disse unge.

Bedømt ud fra de aktiviteter, der vises på den russiske skole, hvor Pavel Talankin arbejdede, var disse elever på en vis måde relativt heldige — især sammenlignet med unge ukrainere i de besatte dele af Kherson og andre oblaster.

I sin film forsøger Talankin sig også med, hvad han beskriver som "super risikable beslutninger" — som at afspille den amerikanske nationalmelodi fremført af Lady Gaga eller at klistre bogstavet "X" på skolevinduer, hvilket han hævder skulle symbolisere solidaritet med ukrainske flygtninge.

Det var første gang, jeg — såvel som adskillige andre ukrainere, jeg spurgte — nogensinde havde hørt om et sådant symbol efter næsten fire år med krig i fuld skala.

Afslører ikke noget nyt

I sommeren 2024 forlader Talankin Rusland for at arbejde på filmen i sikkerhed, og han efterlader seerne med konklusionen om, at "enhver, der på en eller anden måde forsøger at modstå dette system, er Mister Nobody."

Alligevel lagde jeg ikke mærke til disse modstandsforsøg i selve filmen.

Det, jeg lagde mærke til, var det kanoniske billede af den "gode russer" — følelsesmæssigt appellerende over for et udenlandsk publikum og praktisk egnet til empati.

De fremstilles jo som en nation af "små mennesker", oprigtige i deres naivitet, ofre for statens skurkagtighed snarere end som medskyldige i den.

Jeg er ikke filmkritiker, så jeg anser mig ikke for kvalificeret til at bedømme den kunstneriske kvalitet af 'Mister Nobody Against Putin'.

Men hvad angår militariseringen af børn, afslørede filmen ikke noget særligt nyt for mig. Siden 2022 har russerne selv lagt videoer og fotos op af nye skolelektioner og arrangementer, der promoverer den "nye sandhed" på sociale medier, og de er stolte af det.

Derfor havde jeg forventet betydeligt mere af en film, der har fået så entusiastiske anmeldelser og nu ovenikøbet en Oscar.

Artiklen er en let redigeret udgave af denne kommentar, som er bragt i mediet Kyiv Independent. Den bringes på dansk med tilladelse fra forfatteren og fra Kyiv Independent.