Ukraine siger ja til våbenhvile – nu er bolden hos Rusland, siger USA

Ukraine har tirsdag accepteret et tilbud om en 30 dage lang våbenhvile i krigen mod Rusland.
Det siger den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio til journalister efter et møde i Saudi-Arabien med en ukrainsk delegation. Det skriver flere internationale medier, blandt andre BBC.
Marco Rubio fortæller, at der er tale om et amerikansk forslag, som Ukraine har accepteret "om at indgå en våbenhvile og indgå i forhandlinger om at afslutte denne konflikt på en måde, der er vedvarende og holdbar."
Marco Rubio siger, at amerikanerne "nu vil tage dette tilbud med til russerne", og at USA "håber, at de vil sige ja."
"Bolden er nu på deres banehalvdel," siger Rubio og tilføjer, at præsident Donald Trump vil have, at krigen stopper.
Detaljer blev drøftet
I en fælles meddelelse fra USA og Ukraine står det også klart, at USA straks genoptager sin sikkerhedsstøtte til Ukraine og igen deler de vigtige efterretninger, som amerikanerne ellers for nylig valgte at sætte på pause.
Trumps sikkerhedsrådgiver Mike Waltz deltog også i mødet i Saudi-Arabien og siger, at USA og Ukraine også talte om detaljer og garantier i forhold til at sikre en endelig afslutning på krigen og varig fred.
Mike Waltz fortæller til journalisterne, at han vil tale med sin russiske modpart inden for de kommende dage, og Marco Rubio vil mødes med udenrigsministrene i G7-sammenslutningen.
I en udtalelse takker præsident Zelenskyj sin amerikanske kollega Trump for en konstruktiv tilgang til de to landes samtale, og siger, at det nu "er op til USA" at overbevise Rusland om at tislutte sig aftalen om våbenhvile.
"Ukraine er klar til fred," udtaler Zelenskyj.
Skænderi for åben skærm
Aftalen mellem USA og Ukraine kommer små to uger efter, at Ukraines præsident Zelenskyj var på besøg i Det Hvide Hus hos Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance. Et besøg, der endte i et historisk skænderi for rullende kameraer, og som efterlod stor usikkerhed om USA's stillingtagen i krigen.
Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger tirsdag aften til DR Nyheder, at det er "meget, meget positivt", at USA og Ukraine nu igen er på talefod og er nået til enighed om en aftale, som Rusland og Putin nu skal tage stilling til.
"Der er jo ikke nogen våbenhvile endnu. Men der er en aftale mellem USA og Ukraine, og det er godt, og det flytter presset over på Putin," siger Lars Løkke til DR.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen
- Alternativets nye grønne håb: “Det er sådan lidt 2008 at tale om at løse klimakrisen. Det kan man ikke”
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
- Topøkonom advarer mod hurtige ”lappeløsninger” på høje benzinpriser
- Embedsværk forberedte Mette Frederiksen på at diskutere omstridte elkabler med Norge
Nyhedsoverblik

Ny energikrise får europæiske ledere til at kræve grønne forringelser

Sverige truer med at kappe energikabler til Danmark

Dan Jørgensen blev overhalet af virkeligheden inden stort udspil. Nu presser lande på for billigere strøm her og nu

EU vil beskytte udvalgte industrier mod kinesisk og amerikansk dominans. Nu skal biler og vindmøller være "Made in Europe"
























