Varslede omlægninger af forbrændingsanlæg for affald gør det svært at sidde på hænderne
Efter at håbet forsvandt om, at regeringen ville trække forslaget om at konkurrenceudsætte affaldsforbrændingen, er der to scenarier tilbage for at reparere på et kludetæppe af en aftale indgået i et meget kompliceret politisk setup, skriver Laila Kildesgaard.
Laila Kildesgaard
Ekspert i grøn omstilling og lokal udvikling. Bestyrelsen i EWII, Trefor El Net Øst, DBC Digital, Gate 21, CRT og Det Københavnske Teatersamarbejde.I den forgangne uge fremsatte regeringen endelig lovforslaget om konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændingsanlæggene. Det har ellers ikke skortet på advarsler om, at lovforslaget hverken beskytter klimaet eller nedsætter importen af affald, som var hensigten i aftalen fra 2020. En broget aftale fra en splittet aftalekreds.
En vedtagelse kan imidlertid have den effekt, at nogle af anlæggene kan lukke eller gå konkurs, hvormed et af de oprindelig mål om at kapacitetstilpasse sektoren på sigt bliver indfriet.
Der var undervejs i sektoren en lille rest af håb om, at forslaget ville blive trukket tilbage eller ændret, da udvalget inviterede til høring på Christiansborg 12. april.
Man kan godt spørge, om det er rimeligt, at borgernes skattekroner skal bruges til garantistillelse for så stor og usikker en investering i ny teknologi
Laila Kildesgaard
Men i stedet for at lytte til de selskaber, der deltog i høringen, fremsendte Energistyrelsen en tillægshøring til lovforslaget lige inden høringsfristen, og med det forstod alle, at regeringen havde tænkt sig at fastholde forslaget og vedtage loven.
Staten har reserveret otte tilskudsmilliarder i en pulje til udvikling af teknologi til CO2-fangst. Tre ansøgere er blevet prækvalificerede til at søge tilskuddet. En af dem var Aalborg Portland, og efter at de har trukket sig, er der nu to ansøgere tilbage.
Det er blevet refereret, at grunden til, at cementvirksomheden trak sig var, at betingelser for at få tilskud fra puljen var så skrappe, at de ikke forventede at kunne indfri dem. Blandt andet var tempoet sat meget højt for at kunne påvirke regeringens målopfyldelse i 2025.
Et af de to selskaber der er tilbage, er et kommunalt ejet forbrændingsanlæg. For at kunne få andel i puljen skal ejerne af selskabet garantere for beløbet. Der skal stilles kommunegarantier for otte milliarder kroner. Det er mange penge.
Det svarer nogenlunde til beløbet kommunerne mener, de burde have om året for at løfte socialområdet til det niveau, der svarer til borgernes forventninger.
Man kan godt spørge, om det er rimeligt, at borgernes skattekroner skal bruges til garantistillelse for så stor og usikker en investering i ny teknologi. Vi kender ikke noget fortilfælde.
Et andet scenarie kunne have været, at lovforslaget gav kommunerne lov til at sælge anlæggene, men det ligger stadig i forslaget, at et forbrændingsanlæg skal være 51 procent ejet af kommunerne.
Jeg gætter på, at der er en række kommuner, der ville ønske, at de kan nå at sælge deres egen andel af anlæggene inden anlæggene konkurrenceudsættes.
Inden det er for sent, og inden der skal investeres i CO2-fangst og dermed stilles nye garantier i en sektor, der i forvejen har en overkapacitet og store investeringer. Og lade de andre af ejerne stå tilbage med ansvaret. Dem som har en reel ejerinteresse.
Andre kommuner vil først og fremmest have den interesse at sælge deres affald så dyrt som muligt
Laila Kildesgaard
Nogle kommuner vil have interesse i at beholde deres andel af anlæggene, fordi forbrændningsvarmen indgår i deres fjernevarmeproduktion og dermed det lokale energimix.
Andre kommuner vil først og fremmest have den interesse at sælge deres affald så dyrt som muligt. Og det kræver ikke ejerskab af et forbrændingsanlæg at kunne det. Det er netop én af pointerne med konkurrenceudsættelsen – at affaldet kan sælges til den højest bydende.
Efter at håbet forsvandt om, at regeringen ville trække forslaget, er der to scenarier tilbage for at reparere på et kludetæppe af en aftale indgået i et meget kompliceret politisk setup.
For det først, at der bliver indgået en fornyet aftale om CO2-fangst, så den økonomiske regulering indrettes efter, at alle forbrændingsanlæg får mulighed for at investere i CO2-fangst og indgå i forskellige lokale og regionale løsninger på bæredygtig energi og sektorkoblinger og forsætte på kommunale hænder.
Det andet scenarie er, at der bliver indgået en aftale om, at affaldsforbrænding ikke længere er en kommunal opgave.
I halen på den beslutning kunne komme, at indsamlingen af husholdningsaffald heller ikke længere er en kommunal opgave. Så hele affaldsområdet kan komme på private hænder og på længere sigt ikke blive opfattet som kritisk infrastruktur.
For tiden er der imidlertid omkring 20 kommuner, der er i gang med at udskille affaldsindsamlingen fra den kommunale drift til et kommunalt ejet selskab.
I så store og komplekse omlægninger, som der er varslet, er det svært at sidde på hænderne. Loven bliver vedtaget. Stilstand er ikke vejen frem.
For de fleste er det en form for mellemposition, hvor selskaber og kommuner skal forholde sig til nogle rammer, som er usikre, og investeringerne er store. Der er stadig sikkerhed for, at borgerne og virksomhederne kan komme af med deres affald. Men der er også de største ændringer på vej i vores generation.