Jeg var pressechef for Dansk Folkeparti på valgaftenen 5. juni 2019. Som jeg havde været det også ved de tre foregående folketingsvalg i 2007, 2011 og 2015.

Vi vidste godt, at DF ville få vælgerklø. Men 8,7 procent… Dét havde jeg ikke set komme. Eller erkendt. Det var jo bøllebank.

Det blev en lang aften. Der ikke blev bedre af, at radikale partisoldater stod i et telt og hoppede op og ned og euforisk sang "Større end DF, større end DF".

Det ér bare meget sjovere at vinde end at tabe. Det er der en del, der vil sande 1. november – og dagene efter.

Ifølge prognoser her på Altinget bliver 2022 valget et endnu større jordskred end i 1973.

Det går op og det går ned i politik, og kan man ikke klare de rutchebaneture, det medfører, skal man nok finde sig noget andet at lave.

I mere end to år har jeg været uden for Christiansborg efter 15 år inde bag murene, og det er sælsomt udefra at følge med.

Jeg vover det ene øje og gætter på, at Dansk Folkeparti klarer spærregrænsen og også er på Borgen den 2. november

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Først og fremmest dejligt at kunne sove og ikke at skulle redde alt muligt midt om natten, finde på gensvar på gensvar i ét væk og følge med i alt på alle kanaler og sociale medier 24/7.

Men også tankevækkende.

Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg forlod slottet, at Dansk Folkeparti i efteråret 2022 ville befinde sig i en kamp mod spærregrænsen, ville jeg ikke have troet det.

Jeg ville heller ikke have gættet, at Inger Støjberg førte valgkamp i spidsen for et nyt parti, der ser ud til at storme ind i Folketinget med 18-20 mandater.

Eller at Lars Løkke Rasmussen, også i spidsen for et nyt parti, ville stå til 5-6-procent af stemmerne, og måske flere, og true med i dén grad at fravriste De Radikale rollen som kongemagere – og en politisk rolle i det hele taget.

Jeg vover det ene øje og gætter på, at Dansk Folkeparti klarer spærregrænsen og også er på Borgen 2. november.

Nogle vil måske kalde det en naiv vurdering båret af veneration for en god, gammel arbejdsplads og et projekt, jeg har lagt en del flere timer i end 15 års ansættelse nok normalt vil kaste af sig. Jeg mener selv, min vurdering er baseret på en forståelse af, at der findes en base af danskere, der abonnerer på netop Danske Folkepartis særegne kombination af politik.

Den base ser så for tiden noget mindre ud, end jeg ville have gættet.

Det tror jeg hænger nøje sammen med, at følelser styrer festen i politik.

Balladen, der ulmede i DF efter valget i 2019, brød ud i lys lue i løbet af 2020 og førte til, hvad jeg vil kalde en nedsmeltning, i 2021 og 2022, fordi alle mulige strøg tændstikker og satte ild til alt brændbart i partiet.

Dén slags ild giver forståeligt nok ikke varme følelser hos vælgerne.

Hvad enten vi vælger i politik, når vi overvejer en ny bil nede hos bilforhandleren, når vi køber ind til aftensmad lørdag eller handler tøj, styrer følelserne mere end alt andet. Det er meget muligt, at vi begrunder vores valg rationelt efterfølgende. Men valget er truffet med hjertet. Maven. Følelserne.

Der er ingen, der gider lytte til et talende regneark

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Søren Espersen, MF for Danmarksdemokraterne og DF's første pressechef fra 1996 til 2005, sagde i en bog om spin engang, at "politik er følelser, reelt ikke en skid andet." Forståelsen af dét er grundlaget for at få succes med sin politik og sin politiske kommunikation.

Der er ingen, der gider lytte til et talende regneark. Derfor kan en strid om kunststøtte til en million kroner giver væsentligt mere ramasjang end et finanslovforslag til mange milliarder.

Det er meget lettere at vække følelser hos flere for børn, unge og ældres velbefindende end for skattetekniske spidsfindigheder. Dyrevelfærd vækker følelser. Store følelser. Uanset, om det er elefanter, tigre eller hundehvalpe. Linse Kessler har over 400.000 følgere, så intet under, at hendes "All dogs are angels" fik bragende succes. Selv om alle inderst inde godt ved, at alle hunde absolut ikke er engle. Nogle af dem er savlende, gøende, uopdragne bidemaskiner. Men overbevis en sand dyreven om dét…