Kommentar af 
Søren Søndergaard

Valgkampen viser endnu en gang, at politik er følelsernes fest

"Politik er følelser, reelt ikke en skid andet." Sådan sagde DF’s første pressechef, Søren Espersen. Det er sat på spidsen, men mest sandt. Den igangværende valgkamp viser det også. Valgaftenen 1. november bliver en fest for en masse nye, et knusende nederlag for mange andre, skriver Søren Søndergaard.

 I denne valgkamp kan man fremkalde følelsen af uretfærdighed, urimelig, uforudset modgang, skriver Søren Søndergaard. 
 I denne valgkamp kan man fremkalde følelsen af uretfærdighed, urimelig, uforudset modgang, skriver Søren Søndergaard. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Søren Søndergaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg var pressechef for Dansk Folkeparti på valgaftenen 5. juni 2019. Som jeg havde været det også ved de tre foregående folketingsvalg i 2007, 2011 og 2015.

Vi vidste godt, at DF ville få vælgerklø. Men 8,7 procent… Dét havde jeg ikke set komme. Eller erkendt. Det var jo bøllebank.

Det blev en lang aften. Der ikke blev bedre af, at radikale partisoldater stod i et telt og hoppede op og ned og euforisk sang "Større end DF, større end DF".

Det ér bare meget sjovere at vinde end at tabe. Det er der en del, der vil sande 1. november – og dagene efter.

Ifølge prognoser her på Altinget bliver 2022 valget et endnu større jordskred end i 1973.

Det går op og det går ned i politik, og kan man ikke klare de rutchebaneture, det medfører, skal man nok finde sig noget andet at lave.

I mere end to år har jeg været uden for Christiansborg efter 15 år inde bag murene, og det er sælsomt udefra at følge med.

Jeg vover det ene øje og gætter på, at Dansk Folkeparti klarer spærregrænsen og også er på Borgen den 2. november

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Først og fremmest dejligt at kunne sove og ikke at skulle redde alt muligt midt om natten, finde på gensvar på gensvar i ét væk og følge med i alt på alle kanaler og sociale medier 24/7.

Men også tankevækkende.

Hvis nogen havde sagt til mig, da jeg forlod slottet, at Dansk Folkeparti i efteråret 2022 ville befinde sig i en kamp mod spærregrænsen, ville jeg ikke have troet det.

Jeg ville heller ikke have gættet, at Inger Støjberg førte valgkamp i spidsen for et nyt parti, der ser ud til at storme ind i Folketinget med 18-20 mandater.

Eller at Lars Løkke Rasmussen, også i spidsen for et nyt parti, ville stå til 5-6-procent af stemmerne, og måske flere, og true med i dén grad at fravriste De Radikale rollen som kongemagere – og en politisk rolle i det hele taget.

Jeg vover det ene øje og gætter på, at Dansk Folkeparti klarer spærregrænsen og også er på Borgen 2. november.

Nogle vil måske kalde det en naiv vurdering båret af veneration for en god, gammel arbejdsplads og et projekt, jeg har lagt en del flere timer i end 15 års ansættelse nok normalt vil kaste af sig. Jeg mener selv, min vurdering er baseret på en forståelse af, at der findes en base af danskere, der abonnerer på netop Danske Folkepartis særegne kombination af politik.

Den base ser så for tiden noget mindre ud, end jeg ville have gættet.

Det tror jeg hænger nøje sammen med, at følelser styrer festen i politik.

Balladen, der ulmede i DF efter valget i 2019, brød ud i lys lue i løbet af 2020 og førte til, hvad jeg vil kalde en nedsmeltning, i 2021 og 2022, fordi alle mulige strøg tændstikker og satte ild til alt brændbart i partiet.

Dén slags ild giver forståeligt nok ikke varme følelser hos vælgerne.

Hvad enten vi vælger i politik, når vi overvejer en ny bil nede hos bilforhandleren, når vi køber ind til aftensmad lørdag eller handler tøj, styrer følelserne mere end alt andet. Det er meget muligt, at vi begrunder vores valg rationelt efterfølgende. Men valget er truffet med hjertet. Maven. Følelserne.

Der er ingen, der gider lytte til et talende regneark

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Søren Espersen, MF for Danmarksdemokraterne og DF's første pressechef fra 1996 til 2005, sagde i en bog om spin engang, at "politik er følelser, reelt ikke en skid andet." Forståelsen af dét er grundlaget for at få succes med sin politik og sin politiske kommunikation.

Der er ingen, der gider lytte til et talende regneark. Derfor kan en strid om kunststøtte til en million kroner giver væsentligt mere ramasjang end et finanslovforslag til mange milliarder.

Det er meget lettere at vække følelser hos flere for børn, unge og ældres velbefindende end for skattetekniske spidsfindigheder. Dyrevelfærd vækker følelser. Store følelser. Uanset, om det er elefanter, tigre eller hundehvalpe. Linse Kessler har over 400.000 følgere, så intet under, at hendes "All dogs are angels" fik bragende succes. Selv om alle inderst inde godt ved, at alle hunde absolut ikke er engle. Nogle af dem er savlende, gøende, uopdragne bidemaskiner. Men overbevis en sand dyreven om dét…

Læs også
 

I denne valgkamp kan man fremkalde følelsen af uretfærdighed, urimelig, uforudset modgang ved at fortælle om slagteren i Esbjerg, der må lukke på grund af elregningerne, og superbageren i Hune, der lukker efter 40 år og ikke kan sælge sin overordentligt succesfulde butik. Det er blevet dyrt at have ovne kørende…

Og tilføj så historien om 3F-familien, der laver aftensmad på kulgrillen i haven. Grillkul er ikke steget i pris, og det koster for dyrt at fyre op under komfur og ovn. Så har du grundfortællinger, der kan give de partier, der vover sig frem med de mest populære løsninger, medvind. Følelser vinder over regneark.

Frygt er også en følelse. Og der er nok at frygte i den her tid, som partierne kan puste til, hver på deres måde. Frygten for fremtiden og følelsen af, at en statsminister efter 1. november har en fast hånd på rattet, kan sagtens afgøre hele balladen.

Fordi følelser styrer er det heller ikke sært, at Støjberg har medvind, ikke bare på cykelstierne men på hele motorvejen ind til Folketinget. Hun rammer med sit parti en følelse hos ekstremt mange danskere. Man kender Inger. Og mener at vide, hvad hun står for. Og når først vælgere og parti er klikket sammen af denne følelse, skal der en del til at vride det fra hinanden.

For eksempel, at man sætter ild til hele butikken selv, hvad der jo trods alt sjældent sker. De nyeste eksempler er vel de konservative i 1990'erne, SF i 2010'erne og senest DF.

Denne valgkamp koster tilsyneladende også De Radikale blodigt. Bevares, partiet er nærmest i vane med enten at blive fordoblet eller halveret på skift. 1. november ser det ud til en halvering eller værre. Det tager det 117 år gamle parti i reglen med bemærkelsesværdig stoisk ro.

Frygt er også en følelse. Og der er nok at frygte i den her tid, som partierne kan puste til, hver på deres måde

Søren Søndergaard
Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti

Radikale har så tit siden stiftelsen i 1905 haft rollen som kongemagere – og indflydelse på, hvem der skulle være partiformænd også i andre partier – at det ikke nødvendigvis var vigtigt, om man spillede den rolle med 20 mandater eller med seks. Bare man spillede og vandt.

Nu kan det blive en lidt anden sag. For den tidligere Venstre-høvding Lars Løkke Rasmussen er med Moderaterne ved at bringe sig selv og en mindre flok mestendels ukendte nye kandidater i Folketinget. Men nu blot i den rolle, som De Radikale historisk har haft monopol på.

Han har formået som enmandshær at være voldsomt i fokus i de første 8-10 dages valgkamp, mens målingerne suser op og 18. oktober ramte et snit på Altinget på fem procent og i Voxmeter 13. oktober mere end seks procent.

Følelsen af, at Løkke har "styr på det" breder sig i takt med de debatter, han deltager i. De andre har simpelt hen svært ved at matche hans vid, bid, smidighed og erfaring.

Han har på en uge suget over 10.000 radikale vælgere til sig. De fleste af resten er fra Venstre, der angribes både fra Moderaterne og Danmarksdemokraterne, der har det eneste til fælles, at de er opfundet af og styret af tidligere Venstre-topfolk.

Selv om hverken Støjberg eller Løkke mildest talt er nye (de har tilsammen siddet i Folketinget i næsten 50 år), så er de blevet det nye.

"The Times They Are a-changin'" gjorde den gamle folkesanger Bob Dylan opmærksom på i 1964. Man må sige, at det også gælder dansk politik anno 2022. Vi har næppe set det sidste. De nye kan blive de store, de gamle de små. I endnu større udstrækning end vi oplevede i 1973, da jeg var 10 år og for første gang så politik på tv. Og sjovt nok bedst husker de frække drenge i klassen, Erhard Jacobsen og Mogens Glistrup…

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Søndergaard

Fhv. pressechef, Dansk Folkeparti
journalist (DJH 1987)

0:000:00