Alternativet: Vi skal give cyklisterne skattemæssige fordele

Mange danskere vil gerne cykle mere i hverdagen – også til og fra arbejde. Men skattereglerne spænder ben.
I dag beskattes medarbejdere, der får adgang til en cykel.
Det vil vi i Alternativet ændre. Vi foreslår en ny, skattefri ordning for firmacykler, hvor medarbejderen kan få adgang til en cykel gennem lønnedgang – uden at blive beskattet, så længe ordningen lever op til klare betingelser.
Det er ikke uden fortilfælde. I dag kan en medarbejder allerede modtage skattefri sundhedsydelser og efteruddannelse med erhvervsmæssig relevans betalt af arbejdsgiver.
Den type ordninger fremmer trivsel, fleksibilitet og samfundsmæssig værdi. En skattefri firmacykel gør det samme – og mere til – ved at styrke sundhed, mobilitet og den grønne omstilling.
Og det bedste er: Det koster stort set ikke statskassen noget, da der ikke er tale om offentlig støtte. Arbejdsgiver og medarbejder finansierer ordningen. Staten afstår blot fra at beskatte en cykel, som medarbejderen selv betaler via sin løn.
Vores nabolande giver Danmark baghjul
Tyskland og Holland har allerede indført lignende ordninger med stor succes. Og mens vores nabolande rykker frem med incitamenter til grøn transport, står Danmark stille.
Når man vælger firmabilen, får man en skattemæssig fordel. Når man vælger firmacyklen, får man en regning.
Christina Olumeko (ALT)
Mobilitetsordfører
Den nuværende regering har gang på gang talt om grøn omstilling og mobilitet, men når det kommer til konkrete og omkostningseffektive løsninger som denne, er der rungende tavshed.
Det er paradoksalt, fordi mange virksomheder og offentlige arbejdspladser vil faktisk gerne bidrage til den grønne omstilling – også gennem personalepolitikken. I stedet har regeringen brugt kræfterne på motorvejsprojekter – men hvad med de millioner af danskere, der kunne cykle mere, hvis vi blot gjorde det lidt lettere og billigere?
Når man vælger firmabilen, får man en skattemæssig fordel. Hvis man vælger firmacyklen, får man en regning. Det er hverken logisk, grønt eller fremtidssikret.
Færre cykler og det koster samfundet
Færre og færre danskere vælger cyklen. Det er ærgerligt, fordi cyklisme er en kæmpegevinst for den enkelte og for samfundet. Beregninger fra Transportministeriet viser faktisk, at samfundet tjener otte kroner per kilometer, når vi cykler. Det er gevinster, der kommer fra færre sundhedsudgifter og bedre miljø.
Herudover har vi i Danmark gode forudsætninger for at cykle mere. Tæt på halvdelen af befolkningen har således under ti kilometer til deres arbejdsplads. Samtidig må vi ikke glemme, at en bedre adgang til cykler også kan styrke mobiliteten i yderområder, hvor kollektiv trafik er begrænset.
Her kan en firmacykel være et reelt alternativ til bil nummer to – især for dem, der ellers ikke har mange transportvalg. Men alligevel har regeringen ikke fremlagt noget ambitiøs cykelpolitik, og vi savner politisk vilje til at få gang i pedalerne igen.
Skattefordele til cyklister kan naturligvis ikke stå alene. En god og sammenhængende cykelinfrastruktur er også vigtig, hvis flere skal vælge cyklen i hverdagen. Det kræver bedre cykelparkeringsforhold på arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne samt god sammenhæng med andre transportformer.
Men så længe regeringen prioriterer asfalt over omstilling og bil over bæredygtighed, går vi glip af det kæmpe potentiale, cyklen repræsenterer.
Hvis vi virkelig mener det med den grønne omstilling, skal det ikke være skattemæssigt dyrere at vælge cykel frem for bil. Det skal være billigere at køre grønt. Dit næste firmagode bør være en cykel.
Omtalte personer
Emner i denne artikel
Indsigt

Theresa Scavenius spørger Peter HummelgaardHvordan har hooligan-registret fungeret?Besvaret
Theresa Scavenius spørger Peter HummelgaardEr ministeren indstillet på at justere udkast til lovforslag om styrket indsats mod fodbolduroligheder?Besvaret
Karsten Hønge spørger Lars Løkke RasmussenHvorfor stopper det danske bidrag til vaccineforskning gennem International AIDS Vaccine Initiative (IAVI)?Besvaret
- Kvinderne i overtal for første gang: Se alle de nye ministre
- Syv politikere bliver ministre for første gang: Lær dem at kende her
- Mette Frederiksen danner regering efter rekordforhandlinger. Her er, hvad vi ved
- Tårerne flød, da Engel-Schmidt forlod Kulturministeriet og tog sine gode forbindelser med
- Her er de nye regeringsudvalg

















