Bliv abonnent
Annonce
Debat

Cykelaktører og DE: Vi kalder os cykelnation, men virkeligheden viser noget andet

En nyere opgørelse placerer København på en 11. plads ud af 36 europæiske byer, når det gælder cykelvenlighed for børn og unge.
Vi er overhalet af både Paris, Amsterdam og Bruxelles, skriver Kenneth Øhrberg Krag, Martin Krøyer og Jesper Kronborg.
En nyere opgørelse placerer København på en 11. plads ud af 36 europæiske byer, når det gælder cykelvenlighed for børn og unge. Vi er overhalet af både Paris, Amsterdam og Bruxelles, skriver Kenneth Øhrberg Krag, Martin Krøyer og Jesper Kronborg.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
27. august 2025 kl. 02.00

K

Hhv. direktør i Cyklistforbundet, adm. direktør og stifter af GripGrab og branchedirektør for transport i Dansk Erhverv.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Cykling har for alvor været i fokus denne sommer, ikke mindst da professionelle cyklister deltog i Copenhagen Sprint, og byen også dannede ramme om det globale UCI-topmøde om hverdagscykling.

Selvom disse events har sat cykling på dagsordenen, er det vigtigt, at vi for alvor omsætter den opmærksomhed til konkrete tiltag, der får flere til at vælge cyklen som transportmiddel i hverdagen. Og der er mange forskellige årsager til, at det er vigtigt.

At cykle til og fra arbejde rummer et enormt potentiale for vores sundhed, trivsel og samfundsøkonomi. Erfaringer viser, at cyklende medarbejdere oplever færre sygedage, øget arbejdsglæde og et stærkere fællesskab.

Det geniale ved det hele er, at det eneste, man skal gøre, er at hoppe ud af bilen og op på cyklen.

Læs også

Et konkret eksempel er Cyklistforbundets årlige kampagne Vi cykler til arbejde, hvor 57.694 deltagere i maj 2025 tilsammen cyklede over 9,5 millioner kilometer.

Dette resulterede i cirka den samme samfundsøkonomiske gevinst som sidste år, som lå på næsten 70 millioner kroner og en reduktion på 8182 sygedage. 

Vi bliver overhalet af Paris

Politisk bør der ses nærmere på motiverende tiltag som fri firmacykel-ordning, som virksomheder stiller til rådighed for medarbejdere - ligesom det bør indgå i helhedsstrategier for blandt andet supercykelstier. Det er en lavthængende frugt, der kan gøre en konkret forskel.

Cyklen er et værktøj til at løse nogle af vores mest presserende samfundsudfordringer.

Kenneth Øhrberg Krag, Martin Krøyer og Jesper Kronborg
Hhv. direktør, Cyklistforbundet, adm. direktør og stifter, GripGrab og branchedirektør, DE

Alligevel halter vi bagefter på centrale områder - især, når det handler om børns trafiksikkerhed og lokale fartgrænser.

En nyere opgørelse fra Clean Cities Campaign placerer København på en 11. plads ud af 36 europæiske byer, når det gælder cykelvenlighed for børn og unge.

Vi er overhalet af både Paris, Amsterdam og Bruxelles - blandt andet fordi kun tre procent af vejene i København har fartgrænser på højst 30 kilometer i timen. I Paris gælder det 89 procent. Her faldt antallet af ulykker med mellem 25 og 40 procent, da zonerne blev indført.

Det er et klart signal: Vi har længe hvilet på vores ry som cykelnation, men ambitionerne har ikke fulgt med tiden. Og det har konsekvenser både lokalt og nationalt.

En naturlig del af hverdagen

Tal fra Danske Regioner viser, at hvis danskerne cyklede blot 20 procent mere, ville vi anslået kunne spare omkring 440.000 sygedage og opnå en samfundsøkonomisk gevinst på over fire milliarder kroner årligt.

Hver eneste kilometer, der cykles i stedet for at køre i bil, gavner fællesskabet med 8,39 kroner, viser tal fra Transportministeriet.

Cyklen er et værktøj til at løse nogle af vores mest presserende samfundsudfordringer. Hvis vi vil tage klimamål, trivsel og mobilitet alvorligt, skal vi give cyklen en central plads i infrastrukturen og vores hverdag.

Copenhagen Sprint og det internationale UCI-topmøde i København har netop vist, at cykling igen er på dagsordenen, men nu skal vi sikre, at hverdagscykling følger med. Den kommende nationale cykelstrategi er vores mulighed for at gå fra ord til handling.

Nu skal vi sikre, at fokus ikke kun er på de store events, men også på at gøre cykling til en naturlig del af hverdagen for alle.

Artiklen var skrevet af

K

Kenneth Øhrberg Krag, Martin Krøyer og Jesper Kronborg

Hhv. direktør i Cyklistforbundet, adm. direktør og stifter af GripGrab og branchedirektør for transport i Dansk Erhverv.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026