Bliv abonnent
Annonce
Tale af 
Hans Natorp

DIF-formand i nytårstale: Kære unge, spark døren til bestyrelseslokalet ind i 2026

I DIF og forbundene skal vi også kigge indad – for vi er ikke de bedste rollemodeller endnu. Der er alt for få unge i vores egne bestyrelser. Det skal vi gøre bedre, lyder det fra Hans Natorp.
I DIF og forbundene skal vi også kigge indad – for vi er ikke de bedste rollemodeller endnu. Der er alt for få unge i vores egne bestyrelser. Det skal vi gøre bedre, lyder det fra Hans Natorp.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
1. januar 2026 kl. 12.00

2025 har været et vildt år for idrætten. Vi har aldrig været flere medlemmer, medaljehøsten har været stor, vores events har sat deltagerrekorder på stribe, og der er kommet flere frivillige kræfter til. Det er jer frivillige, der gør forskellen – både for fællesskabet og for dem, der kæmper om medaljer for Danmark.

Der er altså virkelig meget at være stolt af.

Men jeg vil gerne bruge denne nytårstale til at pege på noget, vi skal gøre bedre. Jeg vil vende blikket mod idrættens bestyrelser og udvalg. For selvom det går godt med deltagelsen og frivilligheden, så er der stadig alt for få af jer unge med, når der skal træffes beslutninger. Især hvis vi ser på aldersfordelingen.

Alt for få unge

En ny undersøgelse fra Videncenter for Folkeoplysning viser, at unge under 30 år kun udgør syv procent af bestyrelsesmedlemmerne i idrætsforeningerne. Det er lidt bedre end i resten af civilsamfundet, men stadigvæk alt for lavt. Vores egne tal fra 2024 viser også, at unge under 25 år kun udgør syv procent af bestyrelser og udvalg – og det tal er endda faldet fra ni procent i 2022.

Det er bekymrende.

Måske tænker nogle, at unge ikke gider tage ansvar. Men det passer simpelthen ikke.

Hans Natorp
Formand, DIF

Især fordi unge under 25 år faktisk udgør omkring 40 procent af medlemmerne i foreningerne.

Vi savner altså jer – de unge stemmer – hvor beslutningerne tages. Og jeg ved, at vi af den grund går glip af vigtige perspektiver, der kan udvikle både idrætten og foreningsdemokratiet.

I vil gerne – og I kan

Måske tænker nogle, at unge ikke gider tage ansvar. Men det passer simpelthen ikke. Tværtimod er der flere og flere af jer, der gerne vil give en hånd med. Det ser vi tydeligt i det stigende antal af unge frivillige.

I er trænere, dommere, hjælper med projekter og tager ansvar på mange områder. Bare ikke i bestyrelser og udvalg – endnu.

Så når nogle siger, at I unge ikke vil tage ansvar, er det måske bare en undskyldning for ikke at ændre på tingene.

Mange beslutningsrum er nemlig ikke indrettet til at invitere unge ind. Møder og processer er ofte lavet af og for ældre generationer – og det kan mærkes.

Uddannelse i øjenhøjde

Det vil vi gerne lave om på – og hellere i går end i morgen.

Med støtte fra A.P. Møller Fonden arbejder vi i DIF med ’Fremtidens Idræt for Børn og Unge’ på at give jer unge en stemme. Derfor er vi gået i gang med at uddanne de første 800 unge ledere de næste år.

 

Læs også

Det er et forløb, der tager udgangspunkt i jeres liv og hverdag. Det er både meget praksisnært og koblet til og med involvering fra jeres lokale foreninger, så vi sikrer, at de også skaber plads til jer ved bordet, når uddannelsen er slut.

Det kan sagtens lade sig gøre.

En af vores unge fra testmodulet sidder i bestyrelsen i Odense Roklub, hvor halvdelen af bestyrelsen er 30 år eller yngre. Det betyder, at de unge nu føler, at deres input til bestyrelsen bliver hørt og set, og samtidig kan de unge kræfter læne sig op ad og lære af de mere erfarne bestyrelsesmedlemmer.

Life skills

Når vi uddanner unge til at tage ansvar i bestyrelser og udvalg, handler det ikke kun om idrætten. Det handler også om at give jer kompetencer, I kan bruge resten af livet – såkaldte ”life skills”.

At argumentere i et bestyrelseslokale kræver både indsigt i argumentation og god kommunikation. Og hvis du skal træffe de bedste beslutninger baseret på et mest muligt oplyst grundlag, så skal du kende de demokratiske spilleregler.

At arbejde med generelle life skills er vigtigt, både når vi tilrettelægger uddannelser og i det daglige bestyrelsesarbejde. For I unge vil gerne udfordres og udvikle jer personligt, når I engagerer jer frivilligt.

Vi skal også kigge indad

Vi er forhåbentlig godt i gang med at skabe næste generation af beslutningstagere i idrætsforeningerne. Det er en vigtig opgave.

Men vi i DIF og forbundene skal også kigge indad – for vi er ikke de bedste rollemodeller endnu. Der er alt for få unge i vores egne bestyrelser. Det skal vi gøre bedre.

Lad 2026 blive året, hvor vi sætter barren højere og skaber plads til den diversitet, der giver de bedste beslutninger.

Hans Natorp
Formand, DIF

Vi arbejder allerede på at skabe bedre vilkår for unges medbestemmelse og demokratisk deltagelse. Men tallene viser, at der stadig er et stykke vej.

Når nytårsraketterne er faldet til ro, er vi klar til at tage fat. Vi står et godt sted i idrætten, og det giver os de bedste muligheder for at sikre, at foreningslivet også i fremtiden står stærkt og mangfoldigt.

Lad 2026 blive året, hvor vi sætter barren højere og skaber plads til den diversitet, der giver de bedste beslutninger.

Vi skal have flere unge i vores bestyrelser og udvalg i idrætten.

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026