
Grønlandsk nordkommune skal på jagt efter en ny kommunaldirektør. Nick Nielsen har nemlig valgt at fratræde sin stilling som kommunaldirektør i Avannaata Kommunia.
Det skriver han i en udtalelse på kommunens hjemmeside.
"Jeg kan mærke, at det på tide, jeg skal videre og derfor har jeg valgt at trække mig til efteråret," lyder det fra Nick Nielsen.
I 2017 kom Nick Nielsen først til kommunen i en stilling som direktør for forvaltningen erhverv, råstoffer og turisme, og i 2019 blev han konstitueret som kommunaldirektør.
Tidligere har han blandt andet været naalakkersuisoq for uddannelse, kirke, kultur og ligestilling i Grønlands landsstyre, Naalakkersuisut, hvilket svarer til en ministerstilling.
Grønlænderne gik til kommunalvalg 1. april, og den nye kommunalbestyrelse i kommunen er derfor endnu ikke på plads.
Nick Nielsen oplyser i et skriftligt svar til Sermitsiaq, at han har afleveret sin opsigelse, men den nye kommunalbestyrelse skal konstituere sig, før de kan igangsætte processen i forhold til at søge en ny kommunaldirektør.
Nick Nielsen trådte først frem i offentligheden som bjergbestiger og skrev historie i 2005, da han som den første grønlænder besteg Mount Everest.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Generalsekretær: Foreningslivet er ikke nostalgi og kulturarv. Det er samfundskritisk infrastruktur
- Her er idrætsaktørernes ønsker til en ny regering: "Vi aner ikke, om vi er købt eller solgt"
- Her er ni vigtige politiske debatter på Idrætsmødet
- Debatten om mistrivsel i skolerne overser en oplagt kur: Foreningslivets frirum


















